Nyhed

Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Det bliver efterhånden koldere, men der er stadig festivaler og koncerter på tapetet

Det er snart weekend, og mangler du noget inspiration, er her en guide til weekendens 11 essentielle koncerter med både koncerter og festivalarrangementer. Klik på kunstner- eller festivalnavn for mere info og links til billetsalg, og find mange flere koncerter på GAFFA.dk/live.

Torsdag den 10. september

København:


FFS, Tivolis Koncertsal

Sammenskudsgruppen FFS alias grupperne Franz Ferdinand og det amerikanske kultfænomen Sparks kommer til Danmark og giver koncert. Som support har de inviteret det danske støjpopband Shiny Darkly. Denne koncert er den første koncert i Danmark med Sparks siden 1975. 


Foals, Store Vega (billedet)

Det engelske indierockband spiller koncert med indiepopbandet Formation som opvarmning. Foals brød for alvor igennem med deres andet album "Total Life Forever" fra 2010. Foals spillede også i Store Vega i 2013.


Copenhagen Psych Fest, Huset-KBH (fortsætter fredag og lørdag)

Huset-KBH blænder op for tre dage med Copenhagen Psych Fest, der byder på et bredt lineup med navne som Lorenzo Woodrose, Fribytterdrømme og De Underjordiske.

Klub Geyser Festival, Kulturhuset Islands Brygge (fortsætter fredag og lørdag)

Klub Geyser udvider til en singer-songwriter-orienteret tredagsfestival, der hver dag byder på seks forskellige bands og solister som The Migrant, Death Machine og Jeppe Skov.

 

Roskilde:

Oscar Danielson, Gimle (spiller også Gjethuset i Frederiksværk 11. september)

Svensken kommer til Danmark og giver koncert. Oscar Danielson er måske ikke umiddelbart et så kendt navn herhjemme, men dog er han et etableret navn på den nordiske musikscene. Med både et forfatterskab og en række albumudgivelser bag sig er han en svensk musiker med tyngde, der gennem årene har opbygget sig en trofast fanskare i såvel Danmark og Norge som i hjemlandet Sverige.

 

Odense:

Phono Festival (fortsætter fredag og lørdag)

Odense danner rammen om den elektroniske festival, der blandt andet byder på navne som Goodiepal, Clock Diva og Felix Kubin.

   

Herning:

Karl William, Fermaten (spiller også på Generator i Ringkøbing 11. september og Train i Aarhus 12. september)

Det unge stjerneskud Karl William lægger turen forbi Herning på sin "Placebo Tour". Den nyligt albumdebuterende kunstner formåede at slå benene væk under musikbranchen og anmelderne, da han som 18-årig lagde debutsinglen "Kostumeramt" på nettet tilbage i 2013. Det er soulet og drømmende, men først og fremmest er det Karl Williams helt egen lyd.

 

Fredag den 11. september

København og omegn:

Leon Bridges, Store Vega

Den unge soulsanger Leon Bridges har aldrig tidligere optrådt i Danmark, og efterspørgslen har været så stor, at hans koncert er blevet rykket fra Lille Vega til Store Vega. Rolling Stone har kåret Leon Bridges til at være en af de ti artister, som man skal holde øje med i 2015 grundet hans unikke, retro-klingende lyd.

Stort Brændbart-festival, Forbrændingen, Albertslund (fortsætter lørdag og til søndag morgen)

Albertslund-spillestedet blænder op for en gratis to døgns gadefest med navne som De Danske Hyrder og Vild $mith samt Kube featuring Christian Vogel, Rumpistol og Smerz.

 

Lørdag den 12. september

København:

Voice 15, Tivoli

The Voice inviterer til fødselsdag i Tivoli og Kato er igen i år vært, når navne som Kygo, Zara Larsson, Medina, TopGunn og Shaka Loveless optræder.

Vega hylder den danske sangskat, Store Vega

Store Vega danner rammen om en hyldest til danske sange, når navne som Dodo fra Dodo & The Dodos, Silas Bjerregaard fra Turboweekend og Suspekt går på scenen og leder fællessang med publikum fra Højskolesangbogen. Varm dog op med lidt Suspekt, som vi kender dem:

 

ANNONCE