Nyhed

Guide: Her er weekendens 11 essentielle koncerter

Denne weekend byder på alt fra Teitur til Spids Nøgenhat

Denne weekends 11 essentielle koncerter bringer dig også rundt til flere af de mindre danske byer – fra Ebeltoft til Kerteminde. Klik på kunstner- eller festivalnavn for mere info og links til billetsalg.

Torsdag den 17. september

København:


Festival of Endless Gratitude, Remisen, Enghavevej (fortsætter fredag og lørdag)

Remisen åbner dørene for både danske og udenlandske artister indenfor både musik og kunst, når Festival of Endless Gratitude løber af stablen i denne weekend.

Et af hovednavnene er den hawaiianske psych-folk-kultfigur Bobby Brown (nej, ikke Whitney Housons eksmand), der med sin særegne stemme, næsten halvfems hjemmebyggede musikinstrumenter, rejser i over 80 lande og særegne historie som en DYI-kunstner i 1970'erne har påkaldt sig stor interesse.  


Derudover vil man i år kunne opleve bands som Magik Markers (US), svensk "party psych" med Mylla (medlemmer fra Dungen), footwork-kunstneren RP Boo (US), okkult crossover-drumming med Cut Hands (UK), dansk weird synth fra Hong Kong Ladyboys (tidligere medlemmer af Oh No Ono), post-techno af Dale Cornish (UK),New Yorker-minimalisten Arnold Dreyblatt & The Orchestra of Excited Strings og godt 15 andre andre danske og udenlandske acts.

Aarhus:


Jacob Bellens duo (billedet), Studenterhus Aarhus (spiller også i Pavillonen i Grenaa 18. september og Huset i Aalborg 19. september)

Jacob Bellens og hans faste bassist Jakob Falgren indtager Stakladen til en aften i mere intime rammer, end man har set Bellens i før med I Got You On Tape, Murder og hans solokoncerter med band – men dog ikke helt så intimt, som når han er helt alene. Kvaliteten tør vi dog godt garantere.

Ebeltoft:

Eivør, Ministeriet (spiller også Gimle i Roskilde 18. september og Musikhuset Aarhus 19. september)

Der er lagt op til en aften i folktronicaens tegn, når færøske Eivør optræder i kulturhuset Ministeriet i Ebeltoft. Eivørs musikalske palet er blevet rigere, siden hun debuterede som folk-musiker, og hendes plader og koncerter har op igennem tiden flirtet med jazz, country-folk og bigbandmusik, men der har også været påvirkninger fra klassisk musik og fra triphop og rock. På det seneste har hun trukket mange af disse påvirkninger ind i sin egen originale folktronica med dybtfølte lyriske betragtninger af livet, som det udfolder sig omkring hende. Eivør udgiver fredag den 18. september hele to nye album, det engelske "Bridges" og det færøske "Slør".

Kerteminde:

Oscar Danielson, Samlingsstuen (spiller også Radar i Aarhus 18. september, Studenterhuset Aalborg 19. september og Det Bruunske Pakhus 20. september)

Svensken med de underfundige tekster kommer til Nordøstfyn og spiller koncert. Han er i øjeblikket på tour rundt i Danmark og har tidligere spillet på Gimle i Roskilde.

Billetter til Kerteminde-koncerten bestilles ved at skrive en mail til info@bnbkerteminde.dk

Fredag den 18. september

København:

Stengades 5-års fødselsdag, Stengade 18 (fortsætter lørdag og søndag)

Spillestedet Stengade åbner dørene til et brag af en fødselsdagsfejring, når de fejrer den halvrunde dag over tre dage. Programmet er pakket med navne som First Hate, Code Walk og RubA'Dub Sundays.

Billetter købes i døren.

Helsingør:

Go Go Berlin, Toldkammeret (spiller også på Kulisselageret lørdag den 19. september – dette er andet og tredje stop på deres efterårsturné, som fortsætter helt til december)

Energien og bandets fængende rocksange som "Gimme Your", "Raise Your Head" og "Shoot The Night" har sikret dem en stor og trofast fanskare og givet masser af international opmærksomhed. Nu kommer det hæsblæsende rockband til Helsingør, hvor de indtager Toldkammerets scene den 18. september med det nye album "Electric Lives" i ryggen.

Lørdag den 19. september

København:

Gregersen, Lille Vega

Han har varmet op for Backstreet Boys, Lionel Richie og John Newman. Det sidste år har han turneret Danmark tyndt med både Marie Key, Stine Bramsen og Thomas Helmig. Nu er han klar til at vise hele Danmark, at han også kan stå på egne ben med albummet "Lige Her", som udkom tidligere i år.

Xenia Kriisin og Alice B, Global

To af Sveriges mest roste unge sangerinder giver dobbeltkoncert på Global. Xenia Kriisin forener sin baggrund som jazzsangerinde med inspirationer fra pop, folk og indie, mens singer-songwriteren Alice B spiller iørefaldende pop med svenske tekster. Alice begyndte som teenager at udgive digte med musikalsk akkompagnement på nettet og blev hurtigt et kendt navn på musikscenen i hjembyen Göteborg.

Aarhus:

Spids Nøgenhat, VoxHall (få billetter)

DMA-vinderne Spids Nøgenhat spiller stærkt psykedelisk, legesyg og løssluppen rock fremelsket på alskens instrumenter lige fra orgler til autoharper og syrede guitarer og mestrer såvel lange jams som lyriske ballader. Der er få billetter tilbage, så køb nu!

Oppenheimer, Radar

Oppenheimer er en endagsfestival i Aarhus for usignede upcoming bands. Oppenheimer har siden 2000 været med til at sætte dagsordenen for ny dansk musik. Det er musikbranchen, som hvert år peger på, hvem der skal spille på Oppenheimer. Årets line-up består af Shy Shy Shy, Velvet Volume, Manus Nigra og In Lonely Majesty samt den lidt mere etablerede Asbjørn. Tidligere deltagere er blandt andre The Blue Van, Dúné og Fallulah.

Billetter købes i døren.

Søndag den 20. september

København

Teitur, Nordatlantens Brygge

Oplev Teitur i unikke udendørs rammer på Nordatlantens Brygge, når han optræder ved kajen foran det nordatlantiske kulturhus med sange og fortællinger om sin tilbagevenden til Færøerne. I denne koncert får du en helt særlig oplevelse, hvor den internationalt anerkendte færøske trubadur blandt andet optræder med intime udgaver af sange fra hjemstavns-albummet "Story Music".

Udsolgte koncerter – her må du ud på byttemarkedet:

17/9 (og hele weekenden ud) Thomas Helmig solo, Tivoli, Glassalen

19/9 Mac DeMarco, Vega

19/9 Einstürzende Neubauten, DR Koncertsalen

20/9 Seasick Steve, Train

ANNONCE