Nyhed

Magtens Korridorer hærger bagerbutik

Det gik vildt for sig, da gruppen spillede i TV2

Det gik vildt for sig, da Magtens Korridorer spillede live i Go' Morgen Danmark i TV2 her til morgen. Gruppen spillede så højt og heftigt, at en rude på disken i bagerbutikken Lagkagehuset under tv-studiet på Københavns Hovedbanegård blev knust, og butikken måtte lukke i flere timer. Se flere billeder fra episoden på Magtens Korridorers Facebook-side.

Magtens Korridorer var i studiet for at markere, at deres gennembrudsalbum "Friværdi" netop i dag har 10 års jubilæum. Jubilæet fejres også med en genudgivelse af albummet på vinyl i begrænset oplag på 180 grams vinyl i gatefold-cover. Fra midten af november tager bandet desuden på Danmarksturné og spiller hele "Friværdi"-albummet. Derudover vil der blive spillet sange fra de øvrige album, herunder sidste års udgivelse, "Før Alting Bliver Nat".

Magtens Korridorer fik deres første hit i 1997 med sangen "Hestevise", der var en fast del af P3' satireprogram "Tæskeholdet" med blandt andre Casper Christensen og Jan Gintberg. De albumdebuterede i 1998 med albummet "Bagsiden Af Medaljen" på et lille pladeselskab. Albummet blev ikke nogen succes og måtte nøjes med en 1-stjernet anmeldelse i GAFFA.
 
Der gik syv år, inden toeren kom, denne gang med opbakning fra først DR's talentsatsning KarriereKanonen, siden det multinationale pladeselskab Universal. Så gik det stærkt, og Magtens Korridorer fik store hits som "Lorteparforhold", "Picnic (På Kastellet)" og "Nordhavn Station". Albummet "Friværdi" solgte omkring 50.000 eksemplarer og er siden blev fulgt op af yderligere fire album og opsamlingen "Spil Noget Vi Kender" fra 2012.
 
Magtens Korridorers efterårsturné bringer dem til følgende byer:
 
19.11 Roskilde, Gimle
20.11 Holbæk, Elværket
21.11 Greve, Portalen
 
26.11 Kolding, Godset
27.11 Aalborg, Royal Stage
28.11 Odense, Posten
 
03.12 Herning, Fermaten
04.12 Esbjerg, Tobakken
05.12 Aarhus, Train
 
09.12 Næstved, Ridehuset
10.12 Nykøbing F, Teatret
11.12 Helsingør, Kulturværftet
12.12 København, Store Vega
 
Køb billetter via GAFFA Live og spillestedernes hjemmesider
ANNONCE