Tårnhøje højdepunkter på en ujævn første dag
Se flere billeder fra festivalen her
En festival i Tivoli for upcoming bands kan lyde lidt som en modsætning: Den ukendte musik placeret i den store turistattraktion. Men derfor er det også spændende, om grupperne var i stand til at ramme de andre omstændigheder. Det var der absolut nogle, der gjorde, og andre der måske havde set det anderledes hjemmefra.
KarrriereKanonens vindere
Det startede passende ud med KarriereKanon-vinderen Nick Sway, der spillede Pantominescenen om eftermiddagen. Hans ufarlige melodier, der ikke kan støde andet end din tålmodighed, stod tydeligt i den solrige eftermiddag. Imellem sangene kunne man høre lyden af hvinende piger. Dog ikke fra scenekanten, men fra Det Gyldne Tårn.
Det er ikke unormalt, at der på festivaler også er andet end musik, men her var der selvfølgelig rigtig meget andet end musik. Og også en masse folk der slet ikke vidste, at der var musik, men lige stoppede op og fik nogle sange med. Det var selvfølgelig mest til de udendørs koncerter, at det skete, så på den konto havde Katinka det nemmere end for eksempel Klub 27.
Men det virkede nu ikke til at påvirke Klub 27 særlig meget. Med en veltilpas iver spillede de Glassalen op med en sand hitparade. Deres naive hyldest til hverdagen i al dens banale glorværdighed er så hjertevarmende og troværdig. Endelig et band, der spiller med hovedet helt ude af egen røv og uden ironi kan proklamere at være dagens bedste forlystelse. Jeg kan sagtens unde dem et større gennembrud, Danmark er et lidt bedre sted med den slags bands.
Tilbage ved Pantominescenen står Katinka klar med ukulele og knust hjerte. Hun virker mere og mere i ét med sin lyd, og det er en god lyd. Der er kommet mere kant i produktionerne, og hvor det tidligere har været meget Katinka og så nogle andre, er bandet nu mere sammenspillede og fælles om projektet. Jeg håber lidt, at de uforberedte Tivoli-gæster fik noget med af de dejlige tekster og skrøbelige univers.
Tidlig aften
Alex Vargas er ikke kommet helt ud til den danske lytter endnu, men det kommer til at ske. En ting er de underspillede elektroniske produktioner, det virkelig elegante guitarspil og de velskrevne sange. Men hans stemme er det store trumfkort. Live er det kun ham selv og en enkelt ekstra, der håndterer maskiner og guitar. I går var de ramt af tekniske problemer, og et summende kabel forstyrrede igennem hele koncerten. Ærgerligt, men de tog det nu pænt. Til gengæld synes jeg ikke, projektet virker færdigtænkt. Lyset gjorde ingen forskel, de var i den grad underdressed, keyboardspilleren kiggede kun ned, numrene er meget ens og man savner lidt et ekstra gear, hvor det hele kan løfte sig lidt. Det sker lidt i den nye sang, der muligvis hedder Breathing, men ellers er det ret statisk. På den måde virker det lidt uambitiøst, og jeg vidste slet ikke, at slacker R'n'B var en ting.
De næste par udenlandske bands virkede temmelig fejlcastede. Gavin James stod alene med sin guitar og kom ikke rigtig ud over scenekanten. Meget sjovt at spille et cover af Billie Jean, men ellers var det svært at holde opmærksomheden. Eaves havde heller ikke nok af noget som helst. Godt nok prøvede de forskellige udtryk af, men ingen landede helt naturligt. Mine engelskkundskaber måtte også melde pas, og det var kun sætningen "I'm not the only one", jeg opfangede.
Eventyrlig musik
Men så tog det fart igen. Marika Hackman er en charmerende singer/songwriter, der uden tricks eller lir fyldte hele Pantomine-scenen med nærvær. Uden at fortrække en mine og uden deciderede hits, så er man bare i godt selskab. I sig selv var det godt, men det viste sig bagefter mere at fungere som den perfekte opvarmning for Låpsley. 19 år gammel og proppet med talent helt ud til fingerspidserne er hun et godt på en kommende stjerne. Iskoldt tjekket fylder hun hele rummet ud med en selvsikkerhed og en 100 procent girl power. De fleste teenagere tror, de er fantastiske, men nogle har faktisk ret. Bandet bestod af en maskinmand og en på elektronisk perc. Oftest kun i blå silhuetter, men knalddygtige musikere lavede de en perfekt ramme for Låpsleys vokal. Og det er en stemme, man næsten ikke kan få nok af. Hun kan tage det så mange retninger og er cirka 250 gange bedre end på de indspilninger, der havde pirret min nysgerrighed og skepsis.
Sangene er så stærke, og man kan høre, at de også havde fungeret bare med klaver. For at tydeliggøre det breaker hun ned på et tidspunkt og spiller et par sange, hvor det kun er hende, der spiller elektronisk klaver og synger. Men det er, når der bliver spædet op med keys og trommer, at hun virkelig kan folde sig ud. Hun slutter af med en hæsblæsende magtdemonstration, hvor hun i to forskellige mikrofoner med vidt forskellige effekter på synger duet med sig selv. Vildt imponerende, og for en gangs skyld helt vildt at tænke på, at hun kun er 19. Efter koncerten sad hun på sengekanten og snakkede med fans og gav krammere. Helt vildt overskud.
Til gengæld var man så fyldt af de indtryk, at både Kesi og The Entrepeneurs havde svært ved at gøre indtryk. Folkeklubben gør deres ting rigtig godt, men lige der tror jeg, publikum var mere indstillet på en ren fest. Mørket var i mellemtiden faldet i haven, det var skønt at gå lidt rundt i det eventyrlige og have kroppen summende af Låpsley på den ene side og forventningerne til Son Lux på den anden.
Son Lux
For Son Lux var ubetinget mit hovednavn. Han er i min bog det bedste, der er sket musik i dette årtusinde, og jeg glædede mig til at se den nye plade fortolket. Det sidste album, Bones, er i modsætning til de forrige i højere grad indspillet med band, så det var naturligt, at fokus var på de nye numre. Men selvom det er de samme musikere, er det live-udtrykket anderledes. En af de allerbedste trommeslagere, jeg nogensinde har set, og en guitarist, der i sjælden grad kunne få sit instrument til at gøre en forskel i det ellers elektroniske lydbillede. Men på scenen er de jazzede elementer tydelige, hvad de ellers ikke er på plade, og numrene får helt nyt liv og power.
Easy har aldrig været stærkere, de nye sange voldsomme og så lige slutte af med Lost It To Trying! Der er ingenting, de ikke kan, og Ryan Lotts stemme rummer hele spekteret. Det er første gang nogensinde, at jeg har syntes en koncertvokal lå for lavt, men det er også eneste finger, jeg kan sætte på en helt overjordisk performance. Og jeg havde også maser af plads. Vi var ikke mange, der havde fundet ind i Glassalen klokken 23:30, og det ærgrer mig, at det ikke var kommunikeret tydeligere ud, hvor vild en oplevelse der lå og ventede derinde.
Samlet en rigtig god første dag, men en anden gang skal man nok overveje rækkefølgen en ekstra gang. Og så selvfølgelig fortælle tydeligt, hvor fedt et program man har. Det er da fjollet at booke orkestreret popmusik og så skrive i programmet, at det er støjende elektro.
Offspring fortsætter i dag, med mange flere navne og flere scener.
Se flere billeder fra festivalen her
