Nyhed

11 essentielle navne, du skal høre på Tinderbox

Programmet er fuldendt – her er guldet

Tinderbox, der netop har meldt udsolgt af partoutbilletter, åbner dørene torsdag den 23. juni, og dermed er festivalen klar med i alt 39 bands og solister. Der er nok at gå på opdagelse i, så for overskuelighedens skyld har vi fundet 11 navne, du absolut ikke skal gå glip af i dagene 23.-25. juni.

Du kan stadig købe endagsbilletter til fredag og lørdag via GAFFA Live.

Aura


Hvis du er til pop med lidt kant, så er det værd at dukke op til Aura med den smukke stemme. Kendt for hits som "Something from Nothing", "Song for Sophie", "Geronimo", "Friends" og "In Love With the World" fra hendes to album fra 2008 og 2011 – forhåbentlig kan vi også glæde os til nye sange fra sangerinden, der også har toppet den tyske hitliste flere gange og netop har udsendt første nye sang i næsten fem år, single "Love Somebody".

y

Baby in Vain


Trioen alias Lola Hammerich, Andrea Thuesen og Benedicte Pierleoni leverer grunge, blues og indie-inspireret guitarrock. Bandet har opnået stor anerkendelse for deres rå rock og har netop udgivet deres debut-ep "For the Kids" på det amerikanske pladeselskab Partisan Records (Eagulls med flere).

Jason Derulo


Hvis du er til velsunget soul og r&b med en sanger, som tilmed har en veltrænet krop og godt kan blive at vise den frem, så er det med at være fremme ved scenen, når Jason Derulo indtager den. Glæd dig blandt andet til kæmpehittet "Want to Want Me", der var sidste års 10. mest solgte single globalt set.

Dizzy Mizz Lizzy

90'ernes største danske rockband er aktuelle med deres første album i hele 20 år, "Forward in Reverse". De tre singleforløbere "I Would If I Could But I Can't", "Made to Believe" og "Brainless" er blevet solide hits, og Tim Christensen, Søren Friis og Martin Nielsen viste allerede på sidste års turné, at de er i knivskarp form.

David Guetta

Der er masser af dj's på Tinderbox, men den absolut mest succesfulde er franske David Guetta. Adskillige af hans største hits er hver blevet spillet mere end 200 millioner gange, blandt andre "Hey Baby" (featuring Nicki Minaj, Bebe Rixha og Afrojack), "Titanium" (featuring Sia) og "Bad" (featuring Vassy). Og så har han lavet det officielle tema til det igangværende fodbold-EM, "This One's for You" i selskab med svenske Zara Larsson.

Lukas Graham

Danmark internationale popstjerner hitter i hele verden med "7 Years", der har toppet hitlister i Danmark, Sverige, England, Australien og flere andre lande – og har ligget nummer 2 på den officielle amerikanske hitliste, Billboard Hot 100. Bedste danske placering her, siden Jørgen Ingmann også var nummer 2 i 1961 med sin fortolkning af The Shadows' "Apache".

Malk de Koijn

Danmarks måske mest nyskabende – ikke mindst sprogligt – og roste hiphop-navn nogensinde har kun lavet tre album fra og med debuten i 1998. Der er ikke umiddelbart nyt på vej, men det er også nok til, at de skal ses på Tinderbox. I 2012 kunne de underholde 50.000 tilhørere ved midnat på Roskilde Festivals Orange Scene, i sidste uge satte de gang i NorthSide, og hvorfor skulle de ikke kunne gøre kunsten efter på Tinderbox? Og ja, Malk de Koijn er stadig tre bananer, du ikke kan nå.

The National

Skulle du få lyst til et skud melankoli og eftertænksomhed i det ellers feststemte Tinderbox-program, kan The Nationals mørkemandsrock varmt anbefales. Bandet er hyppige gæster i Danmark, men det er dog to år siden, de sidst har været her, og de skuffer aldrig – og har flere gange fået de maksimale seks stjerner af GAFFA.

Rammstein

De tyske industrial-giganter er altid garanter for et spektakulært show med vilde rekvisitter og masser af ild på scenen og ud over publikum. Og der er helt sikkert noget at skråle med på.

Suede

Et af 90'ernes største britpopbands har fået et solidt comeback med deres to album fra 2013 og i år. Da gruppen gav koncert i DR Koncerthuset i februar, tildelte GAFFA koncerten fem ud af seks stjerner, og det store engelske musikblad Q Magazine gav samme koncert fire ud af fem stjerner. Suede er tilbage for fuld styrke.

Volbeat

Danmarks internationalt mest succesfulde rocknavn nogensinde er et must – og de er altid veloplagte live. Sidste år spillede de på festivalpladsen – fem uger efter festivalen – for 35.000 publikummer, hvilket er dansk rekord. Michael Poulsen & Co. indtager Tusindårsskoven er aktuelle med deres sjette album, "Seal the Deal & Let's Boogie", som har toppet hitlisten i syv lande: Tyskland, Sverige, Schweiz, Finland, Belgien, Østrig og Danmark. Albummet gik samtidig direkte ind på en fjerdeplads på den amerikanske albumhitliste, Billboard 200 – næstbedste danske placering nogensinde, kun overgået af Lukas Grahams "Lukas Graham (Blue Album)" i april i år.

ANNONCE