Guide: 11 essentielle album med Prince

I forbindelse med Princes chokerende død gennemgår vi her de 11 vigtigste album fra hans omfattende produktion på i alt 37 studiealbum i perioden 1978-2015.

Dirty Mind (1980)
*****
Det tidlige mesterværk, som var særdeles stødende i 1980 med sange som Head, titelsangen og When You Were Mine. Det er albummet, hvor tegningen til The Revolution er der, men selvfølgelig lyver coveret. Stort alting er spillet af Prince, og Lisa Coleman får bare lov til at levere lidt kor på Head, og Dr. Fink spiller lidt synth, ligesom han er medkrediteret på titelsangen. Pladen solgte dårligt i sin tid, men tiden har været nådig ved pladen, som holder hele vejen.

1999 (1982)
****
Gennembrudspladen, hvor Prince markerede sig som en af de bedst sælgende kunstnere i USA i 1983. Prince mestrer nu alle aspekter af pladeproduktion, og pladens første side rummer de tre tracks, der blev singler, hvor specielt titelnummeret og især Little Red Corvette blev landeplager, især fordi det var her, at Prince for alvor fik tag i det købestærke hvide publikum. Der altså tilsyneladende havde vænnet sig til tekster som den sidste, der tilsyneladende handler om en bil, men ved nærmere studier mere er om kønsdele.

Purple Rain (1984)
******
En klassiker, der introducerer bandet The Revolution. Filmen er tilsyneladende biografisk og introducerer Minneapolis-scenen og den tilsyneladende rivaliseren mellem Prince og hans band og The Time anført af sangeren Morris Day, samt en ny gruppe, Apollonia 6. Alle havde selvfølgelig Prince som altdominerende bagmand. I filmen krediteres eksempelvis Wendy og Lisa for at have skrevet titelsangen, hvilket ikke passer i den virkelige verden. Pladen rummer et antal stilarter og viser både Prince fra den mest poppede og iørefaldende side, samt som guitarhelt på titelsangen. Et kuriosum var Darling Nikki, der var for vovet for den senere vicepræsidentfrue "Tipper" Gore, der sammen med en anden politikerkone startede en forening, der førte til de berømte "Parental Advisory"-stickers, der siden har prydet cd'er med kontroversielle tekster. Hits er især titelsangen, When Doves Cry, Computer Blue og åbneren Let's Go Crazy.

Around The World In A Day (1985)
*****
Prince overrasker med album, der er et ikke-kommercielt svar på Purple Rain's enorme succes. Ikke for sidste gang er pladen reelt en gave til fans. Indspillet i kølvandet på storsælgeren, men introducerer for alvor den psykedeliske side af Prince, ligesom faren John L. Nelson er medkomponist på et par numre. Pladen er fyldt med lækker musik, blandt andet Raspberry Beret, Pop Life, Paisley Park og en personlig favorit, Tamborine. Fed skive, hvor Prince lancerer Minneapolis-scenen som et svar på San Franciscos Summer Of Love.

Parade (1986)
*****
Den sidste plade med The Revolution. Et mesterligt soundtrack til en rædselsfuld film, der dog har svage sider i farens og sønnens vaudeville-agtige Under The Cherry Moon og Christopher Tracy's Parade. Første udgivelse på Prince-plademærket Paisley Park. Bortset fra det er der masser af lækkerier. Wendy og Lisa siger farvel med musikken til den mesterlige og syrede Mountains – skribentens All Time Favorite fra prinsens domæne – og så køres der ellers løs: Kiss, Girls & Boys og Anotherloverholenyohead. Parade er uretmæssigt blevet disset af en del anmeldere, men fremstår nu som et hovedværk.

Sign O' The Times (1987)
******
Farvel til revolutionen og goddag til karrierens bedste plade – sammen med Purple Rain. Fangede tidsånden i titelsangen med den berømte åbningslinje om aids: "In France, a skinny man died of a BIG disease with a little name/By chance his girlfriend came across a needle and soon she did the same". For at gå videre til gangs og vold. Var i øvrigt ledsaget af en film, som var en livekoncert, der introducerede danseren Cat. Bandet er delvist nyt, og der er masser af mesterlige sange, såsom If I Was Your Girlfriend, The Cross og U Got The Look, den sidste i duet med Sheena Easton.

Diamonds And Pearls (1991)
****
Princes første skive, hvor bandet The New Power Generation er krediteret. Kritikerne var delte, men pladen fik en masse nye fans med på vognen og havde en række hits, først og fremmest Cream, titelsangen, Gett Off og Money Don't Matter 2 Night. Cream ramte førstepladsen i USA og var et stort hit over hele verden.

Love Symbol (1992)
****
Introducerer symbolet, som siden bliver den nye identitet. Ironisk nok starter vi med My Name Is Prince, en hårdtpumpet funkting med en rapsekvens af Tony M, der blandt andet fyrer linjen af: "U must become a Prince before U're a king anyway". Andre hints til det kommende brud med identiteten Prince og forholdet til Warner Brothers findes i den afsluttende The Sacrifice Of Victor, endnu et af mange pseudonymer for His Princeness. Pladen er god og er en stor kærlighedserklæring til den kommende kone Mayte.

The Black Album (1994)
*****
Et af verdens mest omtalte album blev endelig udgivet syv år efter indspilningen. Kaldet The Funk Bible og særdeles svær at få fat i, fordi den blev udsendt i begrænset omfang og siden slettet af pladeselskabet. Skulle have været opfølger til Sign "O" The Times, men blev erstattet af den mindre stødende (bortset fra coveret) Lovesexy. Var dog ude på piratplade i mange år. Grunden til hemmelighedskræmmeriet skulle angiveligt have været, at Prince havde et bad trip på ecstasy. Ikke desto mindre havde pladen mange spændende sekvenser, blandt andet en artist, der sviner en kritiker til i sangen Bob George. En plade, der er ren kult.

The Gold Experience (1995)
****
Prince hittede her uventet, men seriøst med supersangen The Most Beautiful Girl In The World, som gik til tops i England og lå i top fem på de vigtigste markeder. Også hits med I Hate U og Gold. Ligesom pladen som helhed var noget af det bedste fra Prince i lang tid, og klart bedre end den hypede efterfølger, 3-cd'en Emancipation. Ironisk nok skrev Prince sin supersang, efter at Warner Brothers nedlagde hans plademærke, Paisley Park Records. Pladen er den første, der er kommet på det nuværende Prince-label, NPG. Samt den sidste, som Warner distribuerede. Og – tumulten til trods – et fint Prince-album.

3121 (2006)
*****
Det første Prince-album, der røg på førstepladsen i USA siden 1989! Thirtyone Twentyone er muligvis en adresse på et hus i Los Angeles, hvor en del af pladen er indspillet, eller et nummer på et skriftsted. Pladen er fantastisk med en Prince tilbage i absolut topform. Formelen på nogle af numrene er den gode gamle, som på Lolita med suveræne vokaler og vægt på trommer, minimal bas, synthesizer, funky guitar og de kommenterende vokaler, der ligger lige oppe i ansigtet på lytteren. Den franske rap fra Boys & Girls foregår nu på spansk. Efter en vis omflakken er vores ven tilbage på toppen med dette gudealbum.

+

Prince & The Revolution: Purple Rain – live (1992)
******
Normalt taler man ikke om det alt for højt. Men denne udgivelse, der godt nok er nummereret og ude på plademærke (That's Life), er ikke til at opstøve på nettet og er nok en piratskive. Ikke desto mindre er det Prince & The Revolution på tur med Purple Rain-pladen, ligesom der er sneget sig et enkelt nummer fra 1999 ind, nemlig International Lover. Pladen har en mester i topform, og det kulminerer på selve Purple Rain til sidst, hvor hans guitarsolo bliver ved og ved, og han krænger og vrider den indre Hendrix helt ud. Få rockguitarister har trykket den af, som Prince gør på denne fantastiske liveskive foran et publikum, der går amok.