Trioen har over vinteren arbejdet på en ny lyd og et nyt udtryk. Første smagsprøve til det kommende album er singlen 'The River'. Se musikvideoen her.
Rocktrioen The Boy That Got Away udgav i går den første smagsprøve på deres kommende album. Singlen "The River" har tillige fået en musikvideo. Se den her forneden.
"Musikvideoen til 'The River' består af fragmenterede abstraktioner fra en ung kvindes sind og er en visuel undersøgelse af kontrasterne mellem isolation og frigørelse – og om dét at være indespærret i sit eget sind og drømmen om frigørelse deraf," fortæller instruktør Kasper Møller Jensens.
The Boy That Got Away har henover vinteren arbejdet intensivt med en ny lyd og et nyt udtryk i studiet med producer Tue Madsen. Samtidig har bandet fået en ny bassist i Fillip Dybjerg.
"De seneste måneder har været meget turbulente. Vi har blandt andet fået ny bassist og arbejdet intenst med nye sange til den kommende plade. Ambitionsniveauet er helt i top og følelsen af at være på rette kurs er stærkere end nogensinde," fortæller sanger/guitarist Tim Alvin.
I 2014 udkom trioens selvbetitlede debut. Den modtog fire stjerner, og GAFFAs anmelder skrev blandt andet: "The Boy That Got Away har i en årrække gjort sig bemærket på de danske live-scener, og nu foreligger endelig debuten fra den rutinerede trio. Det er uden omsvøb bombastisk riffrock med kraftige aner i Dizzy Mizz Lizzy på Rotator og Soundgarden's 90'er-udspil."
Live-ryet bar også guld med sig, da bandet blev inviteret med som support for legendariske Dizzy Mizz Lizzy. I samme ombæring udtalte forsanger Tim Christensen: "Jeg glæder mig til at høre mere til TBTGA. Der er en sound, en attitude, en suveræn melodisk sans og ikke mindst en masse energi."
Se "The River" her: