Roskilde Festivals musikchef: Vi ville gerne have haft Beyoncé

GAFFA er inviteret ind på Hotel Alexandra midt i København, hvor leder af musikgruppen Anders Wahrén flankeret af festivalens presseansvarlige, Christina Bilde, fortæller om årets festival til GAFFAs læsere. Festivalen har netop offentliggjort årets plakat og 105 nye navne.

Hør om Neil Young og hans nye band, om førstevalg som Grimes og Tame Impala, som gik hjem, og om mange andre ting. Velkommen til Q & A med Anders Wahrén.

Hvor mange navne er der tilbage i forhold til det endelige program?

– Det er næsten det komplette program. Der mangler fire navne.

Hvad har de overordnede tanker været bag årets udvalg af navne?

– Vi starter jo ud med at gå ret åbent til værks og finde ud af, hvad der rører sig, hvor sker der nogle nye ting, hvem har nogle nye udgivelser, hvilke genrer der blomstrer op og flytter sig i nye retninger? Og så bliver det et moving target derfra, hvor vi forsøger at holde en balance, så når vi begynder at booke nogle ting ind, mødes vi hele tiden i vores gruppe.

Vi er jo seks, der lægger programmet sammen. Og så snakker vi sammen om, hvordan vi holder balancen mellem de forskellige genrer, stort og småt, nyt og gammelt og alle de forskellige ting, som vi skal tage højde for. Men vi har ikke et tema, når vi går i gang, om at det her skal man læse ud af programmet, når vi er blevet færdige.

I stedet kan vi sætte os ned og måske sige, at der er noget i den hitorienterede måde, som musik bliver lavet på i de her år, som gør et eller andet ved, hvor det er, at der sker noget, hvor der både kan være nogle popreferencer hos Ghost, i deres heavymetal-take og i alternativ pop som Grimes og Santigold, og hvor hiphop med Future og Young Thug fra Atlanta i Georgia også har en anden lyd, end amerikansk hiphop har haft gennem 00'erne og starten af 10'erne.

Så der er nogle steder, hvor der måske bliver lidt af en rød tråd, selv om vi beskæftiger os med rigtigt mange forskellige genrer.

Jeg kan huske en gang for mange år siden, hvor det var reglen på Roskilde Festival, at I ikke gentog Jer særligt meget i programmet. At hvis en kunstner havde spillet på festivalen, gik der en rum tid, før kunstneren spillede igen. Der oplever jeg, at nogle kunstnere får genvalg igen og igen og igen?

– Hvem tænker du på?

Bomba Estéreo fra Columbia har spillet et antal gange, og Neil Young rigtigt mange gange. Som om man laver institutioner. Hvorfor?

– Det synes jeg ikke, at vi gør. Hvis man kigger på vores program, er der over 75 procent af dem, vi har på, som ikke har spillet på Roskilde Festival før. Men det er klart, at der er nogle – eftersom vi trækker rundt på en 46 år gammel historik – der har spillet før. Og vi forsøger altid på at booke dem på et tidspunkt, hvor de rykker sig i deres karriere og har noget nyt at byde på. Eller hvis der – som med Neil Young – er gået tilpas lang tid til, at vi har et publikum, der er blevet udskiftet så tilpas meget, så det er relevant at præsentere ham igen.

Og der er nyt materiale og det er et andet band, end han har spillet med, de sidste gange, vi har set ham, som også giver en ny vitalitet til showet ud fra, hvad jeg har set eller læst. Og så især at vores publikum ikke har haft chancen før. Vi har stadig en gennemsnitsalder på 24 år, og det er otte år siden, han spillede sidst, så mange af dem, vi har nu, var ikke på festivalen dengang. Og de har i hvert fald ikke løst billet til hans soloshow, fordi det ikke er den musik, de primært hører. Men når de er hos os – det synes jeg, at vi har kunnet se med Paul McCartney, The Rolling Stones og de andre koryfæer – så vil folk gerne se dem, og vores unge gæster vil gerne se de her folk.

Ja, det er et countrypræget show, han kommer med, ikke?

– Nej, det er også en rock-ting. Han spiller rimeligt meget fra bagkataloget på de sætlister, jeg har set med mange af de store hits.

Jo, men jeg mener, at der altid har været de to forskellige udtryk, når man snakker om Neil Young: countryinflueret stil med korvokaler og de store episke elektriske guitarudladninger. Og med to sønner af Willie Nelson, kunne man tro, at det nu var tid til countryvejen?

– Det er rigtigt, at nogle af musikerne i det her band er vokset op med country. Men de kan også stå og rocke, og der bliver nogle af de rock'ede ting, i høj grad!

Hvad er der specielt, som du synes er fedt?

– Jeg synes, at det er en fornøjelse, at vi har fået navne som Tame Impala, Grimes og M83, som har været blandt vores førsteprioriteter fra tidligt. At dem skal vi bare have, fordi de bliver vigtige at have i år. Det er jo ikke altid, at det går op med de ting, vi lige vil have, også i forhold til, hvem der er på tur i vores periode. Men i år har vi haft en del held. Det er det, der springer i øjnene, når jeg selv kigger ned over programmet.

Er der nye scener?

– Ikke helt nye, men vi gør noget med vores Apollo-scene. Den har jo de senere år både fungeret i opvarmningsdagene og i de sidste fire dage. Nu skiller vi de to ting ad, lidt inspireret af, hvad vi gjorde med Pavilion Junior, så vi får en Apollo-scene og en Countdown-scene.

Vi skyder Countdown'en lidt længere frem, så den bliver en mere integreret del af campingpladsen, og Apollo så får lov til at blive mere integreret med den indre festivalplads og derved måske kan være lidt mindre slidt og mere jomfruelig, når vi åbner op for de sidste fire dage.

Så gør vi noget ved Avalon, hvor vi skifter teltet og arbejder med en ny scenografi, som vi tror kommer til at klæde programmet dernede rigtigt godt. Ligesom vi rykker på vores Art Zone, så den ikke ligger helt så isoleret for sig selv oppe på bakken, men rykker ned og er i nærheden af vores Food Court og Gloria-scenen, så var har nogle af de mere kunstneriske og intime oplevelser samlet midt i mellem Arena og Orange, hvor vi ved at rigtigt mange strømmer igennem hele tiden.

Jeg oplever, at Gloria-scenen er blevet en succes, hvor de mere smalle genrer for alvor er kommet til deres ret, ikke mindst efter at scenen blev hævet. Der var jo blandt andet episke koncerter sidste år med bands som Songhoy Blues fra Mali og det danske kvindelige avantgardekollektiv, Selvhenter. Får vi flere af de små scener?

– Vi kommer ikke til at lave flere små scener, som Gloria. Men det, vi gerne vil gøre med Avalon, er måske at få et rum, der – selv om det er større – har lidt af den samme fornemmelse som vi har på Gloria. Det er rigtigt svært at arbejde med, men vi vil gerne væk fra at bare at have standard-teltscener, som man kan se på alle mulige festivaler.

Så vi har samme antal scener, som sidste år. Men vi tror rigtigt meget, at den succes, vi har haft med Gloria også er noget, vi skal overføre til vores kunstprogram. Der er bare noget ved at ligge lige der i nerven mellem de to store scener. Det sikrer flowet, og giver nogle af de oplevelser, som ikke nødvendigvis er det, de har planlagt at gå til, men de kommer lige forbi.

Når man skimmer jeres program tænker man på, om I har undladt det store samlende Roskilde Moment, som der har været meget de sidste år. Hvad ser I skal udfylde den funktion i årets program?

– Der er nogle stykker, men allerede sidste år gik vi jo bort fra at have en stor afslutningskoncert på Orange Scene, som vi har haft om søndagen tidligere. Nu sluttede vi jo lørdag, og så kørte vi fuldt program på alle scener. På den måde blev det jo lidt spredt ud, selv om det jo dog var Paul McCartney, der spillede om lørdagen. Men jeg tror bands som Neil Young, Macklemore & Ryan Lewis, Tenacious D, MØ og LCD Soundsystem kan også lave den helt samlende Roskilde-oplevelse. Og det er måske det allerbedste, hvis vi kan få det spredt ud på alle dagene, så der er lidt mere – om ikke genre-eller stilmæssig homogenitet – så større spredning.

Så I har fået dem, I ville have?

– Ja, vi ville da godt have haft Beyoncé, hvis hun ikke skulle på stadionturné. Men vi har vist længe, at det ikke kunne blive til noget. Men der vil altid være nogle - men ud fra hvad der har været muligt, synes jeg, at det er landet godt.