Nyhed

Sådan har GAFFA anmeldt Princes koncerter 2002-2013

Vi mindes superstjernen ved at kigge på gamle koncertanmeldelser

Tidligere i dag døde Prince, 57 år gammel, af endnu ikke offentliggjorte årsager. I den triste anledning kigger vi på, hvordan vi har anmeldt hans koncerter i Danmark gennem årene.

Smukfest, Skanderborg, 7. august 2013 ***

Princes sidste koncert i Danmark var en skuffelse, skrev Per Bloch:


"Han lagde ellers godt fra start og satte barren højt med et vognlæs rock'n'roll - skarptskåret, snerrende og præcist. Sidst han var på dansk grund, var det med NPG-bandet, og nu var det med 3rdeyedgirl-bandet, hvor kun danske Ida Nielsen er genganger fra NPG-tiden. De tre kvinders samspil er tungt og energisk. Den nye orkestrering giver nyt liv til gamle kendinge, som f.eks. "Let's Go Crazy", og det var en på mange måder revitaliseret og sprudlende levering fra Bøgescenen."

(...) "Desværre gik det derfra ned ad bakke og blev til en flakkende og upotent stribe af lange jam-agtige passager, som manglede docering og relevans og skrabede bunden med "Colonized Mind" fra hans "Lotusflow3er"-album (2008). Det kunne ellers nemt have været reddet med et par kendinge eller hits, men det var manden åbenbart ikke indstillet på at give fra sig. Crowd control, ja, men ikke crowd pleaser. Ærgerligt." Læs hele anmeldelsen og se billeder fra koncerten

10-Øren, Amager, 8. augst 2011 ******

"Over de næste to en halv time spiller han sit musikalske talent ud over os. Hele vejen rundt, og ligesom han ikke genreskelner, så er han også ligeglad, hvilket instrument der står foran ham. Hvis man kan spille på det, så gør han det. Nok har han et ego, men det er med musikken som fortegn, og det er ikke uden fokus – målet helliger midlet, og musikken spiller jo ikke sig selv." Læs hele Per Blochs anmeldelse


10-Øren, Amager Bio, 7. august 2011 ****

"Prince smider hatten. Spiller guitarsolo og keyboardsolo samtidig. Danser og smiler. Imens han skifter tøj får vi et af de sædvanlige korsangerinde-intermezzi, der altid føles som en flad pausefisk, men alt er glemt og tilgivet, når han returnerer med "Purple Rain" og senere "Mountains", som forbliver en af denne anmelders live-favoritter.

På "Everyday People" gør bassisten Larry Graham sin entre. Han når kun at være på scenen i omtrent 10 minutter inden regnen. Under en længere jamming-sekvens går der hul på himlen, som har sparet sig hele dagen, og alt er kaos. Musikken stopper, scenen dækkes af, og alt gennemblødes på rekordtid. "Mine damer og herrer, vi er virkelig kede af det, men koncerten kan ikke fortsætte af sikkerhedsmæssige årsager – Prince er kørt ..." Læs hele Per Blochs anmeldelse og se billeder fra koncerten


Forum, København, 20. oktober 2010 *****

Det helt store ved Prince har for mig at se altid været hans uovertrufne musikalitet. Han spiller ikke på instrumenterne, han er instrumenterne. Hele hans organisme er bogstavelig talt i spil. Hans musikalitet er så ren, så omfattende og så frit flydende - hans musikalske overskud er så volumiøs og så autentisk. Uagtet ens personlige præferencer kan man ikke benægte, at hans liveshows er et studium i showmanship, hypermusikalitet og lydligt nærvær. Det hans albums af og til kan mangle, og der mangler unægteligt en hel del på indtil flere af dem, det flyder hans koncerter over med. Denne aften er ingen undtagelse. Læs hele Per Blochs anmeldelse

Roskilde Festival, 4. juli 2010 ****

Det utroligt dygtige band spillede kompetent, tight og groovy, og når Prince spillede up-tempo-sange, skulle man være en umådeligt sortsynet livshader for ikke at danse sin popo af. Desværre skulle festen så afbrydes af et alt for langt segment af gospelsange, hvor vi fik In The Arms of An Angel og Lean On Me, inden en ret fin Nothing Compares 2 U med yderst kompetent gæstevokal af Shelby J. At Prince peger på forbindelsen i sin musik til gospel er yderst sympatisk, men måske nok noget, der skulle have været udeladt i denne festivalsammenhæng. Læs hele Jesper Buhls anmeldelse og se billeder fra koncerten

O2 Arena, 1. september 2007 *****

Hvad blev der af al balladen med hans navn, og var der ikke noget med, at hans plader ikke rigtigt er nævneværdige mere? Tjo, personligt synes jeg, at de to-tre seneste plader er noget nær ligegyldige. Og al roderiet med hans navn og mediernes sædvanlige støj er man bedst tjent med at se bort fra. Ellers misser man det vigtige. Når det handler om showmanship, instrumentekvilibrisme og herostratisk musikalitet, så er der ikke en finger at sætte på ham. Læs hele Per Blochs anmeldelse

Aalborg Kultur- og Kongrescenter ******

Selv om Prince øjensynlig er meget stolt af sit band New Power Generation, og selv om de gjorde koncerten fuldendt, ja, så var det Prince, vi kom for at høre og se. Og Prince er Prince – stadigvæk. Godt nok giver han os ikke de æggende dansetrin og den sexede vuggende performance, men det gør så absolut ikke noget. Prince er trods alt blevet 44 år, og jeg har nok oplevet min bedste koncert til dato. Prince er blevet mere intens, Prince er blevet mere intim, Prince er simpelthen blevet bedre. Væk er den lille frækkert med bar overkrop, og frem er kommet den spirituelle prædikant, der gerne vil fortælle os, at det er okay at tro, at det er okay at turde være den, man er. Læs hele Pia Asvig Iversens anmeldelse

 

ANNONCE