Nyhed

Pede B & DJ Noize annoncerer efterårsturné

Makkerparret er tilbage med en eksperimenterende og intim koncertrække.

Pede B & DJ Noize har gennem de sidste mange år imponeret med udsolgte koncerter og anmelderroste albums. Nu er de klar med en efterårstour, der hiver intimitet, improvisation og lysten til at eksperimentere helt frem på scenen.

For at kunne tilbyde publikum noget utraditionelt bliver koncertplanerne for efteråret markant anderledes. Med touren "1MC & 1DJ" går Pede B & DJ Noize nemlig væk fra de store scener og bringer intimiteten og det traditionelle samarbejde mellem rapper og DJ frem i lyset. Spillestederne er af den grund udvalgt nøje med en maksimal kapacitet på 300 personer, så intimiteten virkelig kommer i højsædet.

Pede B forklarer om idéen:


"Vi har forsøgt at finde de mest intime steder i Danmark. De dér steder, hvor publikum står helt oppe i ansigtet på dig, og du kan mærke energien helt nede fra bagerste række. Noize er som bekendt tidligere verdensmester i mix, så det er hans rutinerede kræfter, der kommer helt frem i lyset, når vi angriber scenen på den her måde."

Publikum skal endvidere forvente end anderledes sætliste, end de hidtil har været vant til. Makkerparret udfordrer sig selv med freestyle, remix-versioner af kendte numre og en anderledes tilgang til musikken.

I forbindelse med annonceringen af touren udgiver Pede B & DJ Noize singlen "To-komma-nul", der udkommer den 2. september.


 

1MC & 1DJ Tourplan 2016:

15/09 - Ungehuset, Varde


16/09 - Hagges, Tønder

17/09 - Riamuf, Ribe

07/10 - Pitstop, Kolding

08/10 - Templet, Lyngby

13/10 - Ungdommens Hus, Fredericia

14/10 - Værket Ungehuset, Vejle

15/10 - Von Hatten, Randers

19/10 - HeadQuarters, Aarhus

20/10 - Huset, Aalborg

21/10 - Kulisselageret, Horsens

22/10 - Kulturmaskinen, Odense

27/10 - Ideal Bar, København

28/10 - Ideal Bar, København

29/10 - Ideal Bar, København

 

Billetter kan købes via de enkelte spillesteders hjemmesider.

 

Tidligere på året spillede makkerparret i Pumpehuset i København, hvor GAFFAs Peter T. Aagaard kvitterede med hele seks stjerner og udtalte:

"Der kan siges mange ord om, hvor imponerende præsentationen er, men til syvende og sidst er det vigtigste at fortælle, at jeg nok engang blev næsegrus af beundring over, hvor fabelagtigt forskruede idéerne fra Pede B's skaldede hoved er, når de vækkes til live. Fra den kunsterisk eminente afvikling af koncerten i Bremen Teater over den fuldstændig ekstatiske Roskilde Festival-koncert og til denne vanvittige dobbeltkoncert er der ikke andet end at bøje sig i støvet for ham. Ret beset burde jeg uddele 12 stjerner, for begge afdelinger af release koncerten var i absolut topklasse."

Læs hele den begejstrede anmeldelse her.

ANNONCE