Det dansksprogede indiepopnavn drager landet rundt til foråret
Det fremadstormende danske indiepopnavn Aksglæde tager på sin første officielle turné og gæster Aalborg, Aarhus, Odense og København til foråret.
”Jeg ser meget frem til at besøge publikum i landets fire største byer. Det er en kæmpe ære, når folk efterspørger min musik og giver udtryk for, at musikken taler til dem – det er jo det, som det hele handler om for mig,” siger Jacob Aksglæde, der nu er det eneste officielle medlem af Aksglæde og også lover nye singler og en ep i begyndelsen af 2017.
GAFFAs anmelder Lise Sastakaukas var begejstret for Aksglædes koncert på Oppenheimer Festival på VoxHall i Aarhus i september. Hun uddelte fem stjerner og skrev blandt andet:
”Hvis ikke Aksglæde allerede har stjålet mange pige- (og drenge)hjerter med deres kække, ærlige sange om ung kærlighed, er der ingen tvivl om, at det er, hvad der kommer til at ske i fremtiden. Jeg glæder mig til at høre mere fra drengene og til at blive teenageforelsket igen.” Læs hele anmeldelsen her.
Aksglæde udgav sin anmelderroste, selvbetitlede debut-ep i april, med sange som ”Lille Taarbæktøs” og ”Fantomfølelser”, hvor sidstnævnte er en af de mest spillede på P6 Beat i år. GAFFAs anmelder Jens Dræby tildelte ep'en fire stjerner og skrev blandt andet: "Næsten hver eneste sang har den meget fine lyd af klar basguitar og et sjælfyldt lydbillede som en vaffelis med syv kugler og alt, hvad den kan holde til med guitarkrymmel, klaversovs og selvfølgelig den uimodståelige guf af sagte blæsere. Men det er bedst, når det er økologisk og rigtig gammeldaws som på 'Lille Taarbæktøs' eller 'Skyernes byer'." Læs hele anmeldelsen her.
Der er mere ny musik på vej fra Aksglæde.
”I disse dage arbejder jeg benhårdt på at færdigøre en ep med nye sange, som nok vil skubbe til min kunstneriske profil. Jeg er meget spændt på, hvad lytterne siger til det”, udtaler Jacob Aksglæde.
Med den stigende succes for Aksglæde har der været opbrud i gruppen. Med populariten følger mere arbejde, hvilket resulterede i, at Jacob Aksglæde fremover fortsætter projektet alene ved roret. Nogle ville se verden, andre passe studier eller noget helt tredje, der ikke efterlader tid til musikken. Nogle af bandets oprindelige medlemmer vil dog fortsat være tilknyttet live-bandet.
Aksglædes turné kommer til følgende byer:
31. marts: Atlas, Aarhus
8. april: Posten, Odense
21. april: Huset, Aalborg
28. april: Lille Vega, København
Se musikvideoen til "Fantomfølelser":