Det er med chok, at jeg erfarer, at Esma er væk. Per automatik sætter jeg klassikeren Dzelem, Dzelem på med netop Esma, sangen som hun sang så rystende fantastisk med hele diasporaens blues i den utrolige stemme, der altså nu er forstummet.

Esma!!! Det er Esma, der er død. Man fornemmer chokket, som det må være gået ud fra hjembyen Skopje i Makedonien, hvor romakvarteret Shutka ligger, og hvor der må være en tilstand af chok.

Det er Esma, der er død.

Jeg brugte sidst dette lån fra Tom Kristensen, da jeg i det daværende dagblad Aktuelt skulle beskrive størrelsen af det tab, jeg og en hel verden følte, da den pakistanske legende Nusrat Fateh Ali Khan var død. Det er næsten 20 år siden.

Det her er på samme niveau. I mine øjne en sangerinde, hvis død er en større nyhed end den vestlige treenighed, vi allerede har snakket om og savnet i dette mærkelige år: Bowie, Prince og Cohen. For så unik og altfavnende var det utrolige energibundt af en sangerinde, kunstner og humanist, som blev kendt og elsket i alle dele af verden.

Esma havde været syg et stykke tid og bukkede så under. Hun var ellers et kraftcenter, og ikke til at slide op. Troede vi. Men alle har altså en udløbsdato. For satan, jeg kommer til at savne dig, verdenssangerinde.

Og jeg tør slet ikke tænke på reaktionen hos de mange fra dit folk, som du repræsenterede på så unik vis, siden du første gang slog igennem med sangen om den smukke pige, Caje Sukarije, og skabte en klassiker, som alle romabands med respekt for sig selv synger ved enhver given lejlighed. Det var dengang du med din mand, Stevo Teodisievski (1924-97), startede dit erobringstogt.

Esma & Stevo

Esma Redžepova blev født under 2. verdenskrig i 1943. Talentet var åbenbart tidligt, men det var mod forældrenes vilje, at Esma satsede på musikken. Som 13-årig var der en konkurrence på radioen, som Esma vandt. Og ikke nok med det: det var første gang i det daværende kommunistiske eks-Jugoslavien, at der blev sanget på roma-folkets eget sprog, romani.

Her mødte hun sin senere mand, der dog sendte til musikakademiet i hovedstaden Beograd, der ligger i det nuværende Serbien. I 1961 var hun vendt tilbage til orkestret, og indspillede sin første plade med blandt andet sangen om den smukke pige, Caje Sukarije.

Med den smukke Esma i front havde Stevo Teodosievskis orkester enorm succes op gennem 1960’erne og 1970’erne. Faktisk var det kun Šaban Bajramović, en slags serbisk Sinatra, der ligeledes var roma, som kunne følge med der. Men hun var også kontroversiel. Først havde hun valgt musikken uden at blive gift først og turnerede landet tyndt. Forældrene måtte leve med skammen. Og så giftede hun sig endelig i 1968 med Stevo, der ikke bare var 20 år ældre, men også helt uacceptabelt en gadjo, som ikke-roma hedder. Esma var dog ligeglad, og snart spredte hendes popularitet til ikke bare Østeuropa, men også til hele verden, hvor hun konstant var på turné, når hun da ikke var i studiet.

Da verdensmusikken begyndte at blive lanceret som genre, fandt også Esma sig et nyt publikum. Værdsat som en af de store stemmer i verden fik hun masser af fans, der nok ikke forstod hendes tekster, men som alligevel blev dybt berørt af en sangerinde, der havde evnen til at række ud og nå alle hjerter. Ligesom hun på hjemmefronten adopterede 48 drenge, der alle kom i musikskole og for nogles vedkommende udgjorde Esmas backingband i årene efter at Stevo var gået bort.

Hun besøgte Danmark adskillige gange. En af de memorable var i 2010, hvor hun var del af orkestrene, der med rette var betegnet som Gypsy Queens and Kings. Her som alle andre steder, hvor hun kom, var der ingen tvivl om, hvem der var herskeren, da Esma i rødt med sit traditionelle hovedtørklæde gik på scenen og alle var reduceret til tilbedere. Året efter var hun på Roskilde Festival

Esma var alle steder. Nu er hun væk ved et trylleslag. Det er ikke fair.

Æret være hendes minde.