Nyhed

P3’s nye musikredaktør Mathias Buch Jensen: – Vi ved ikke alt, og vi lytter altid til saglig kritik

Den populære musikkanal har fået ny musikansvarlig – vi har talt med ham

P3 har fået ny musikredaktør. Mathias Buch Jensen er navnet, og han vil fra nytår vælge musikken til kanalen og stå i spidsen for P3’s kontakt til den danske musikbranche. Fremover vil musikvalget på P3 dog komme til at ske i et samarbejde mellem den nye musikredaktør og en bredt sammensat musikredaktion med løbende udskiftning blandt kanalens værter og musikkyndige.

Musikredaktionen, som også kaldes playlisteudvalget, vil som noget nyt fremover hver måned invitere eksterne musikkyndige med til redaktionsmøderne.

Mathias Buch Jensen kommer fra en stilling som musikjournalist og radiovært på P7 MIX med ansvar for blandt andet "P7 MIX Maraton". Buch Jensen har en haft en lang karriere i dansk radio og har været vært på både Radio Skala, TV 2 Radio, P3 og altså senest P7 MIX.


Mathias Buch Jensen afløser Lars Trillingsgaard, der efter 13 år som musikchef på P3 overgår til en ny stilling som strategisk musikchef for P3 og P4 og de digitale radiokanaler P5, P6 Beat og P7 Mix.

Vi har talt med Mathias Buch Jensen om hans nye job.

Hvorfor har du søgt stillingen, nu forsvinder du jo fra æteren som vært?


– Jeg har lavet radio, siden jeg var 14 år, og da jeg så, at stillingen var ledig, tænkte jeg, at det ville være mit drømmejob, og at det ville være dumt ikke at søge den. Det var en once in a lifetime-mulighed for at prøve mig selv af. Det er en stor mundfuld, men ikke for stor mundfuld, og det er et job, jeg går til med stor ydmyghed og respekt.

Hvordan vil P3's lyttere kunne mærke, at der er kommet en ny musikchef på P3 i forhold til forgængeren Lars Trillingsgaard?

– Jeg vil skynde mig at påpege, at titlen nu er musikredaktør. Det hænger sammen med de ændringer, vi har indført, hvor vi blandt andet vil invitere eksterne musikkyndige med til redaktionsmøderne. Det bliver derfor et fælles arbejde, og ikke noget, jeg skal stå for alene. Jeg vil som udgangspunkt videreføre Lars’ fine arbejde med blandt andet at breake nye danske navne. Og vi har fortsat ambitioner om at synliggøre dansk musik. Der vil ikke ske de store paladsrevolutioner, men måske nogle små justeringer.


Du kommer fra P7 Mix. Skal vi forvente et P3, der kommer til at minde mere om P7 Mix i sin musikprofil, altså med mere for eksempel mere ældre popmusik?

– Jeg har jo også været vært på P3 tidligere, og jeg har været på private radioer. Jeg er summen af mange års radioarbejde, og mit seneste job er ikke et pejlemærke for, hvordan mit arbejde på P3 bliver.

P3 er blevet kritiseret for manglende alsidighed, blandt andet ved – som påvist af Politiken – en mere end halvering af antallet af spillede kunstnere i perioden 2011-2014. Skal vi nu forvente flere forskellige kunstnere på P3 igen?

– Man kan forvente, at det er noget, vi kigger på, men vi skal også have defineret, hvad man betragter som alsidighed. Det er jo ikke nødvendigvis alsidighed at spille en hel masse forskellige ukendte kunstnere én enkelt gang klokken tre om natten. Men jeg vil da gerne prøve at tage nogle chancer.

Kanalerne skal ikke træde hinanden over tæerne

P3 spiller i disse år primært pop, urban og elektronisk musik, mens der er langt mellem rocksangene og indierocken, som ellers blev spillet meget i 90'erne og 00'erne, hvor Dizzy Mizz Lizzy, Nirvana, Pearl Jam, Oasis, Mew, Raveonettes, Kashmir, Volbeat, Green Day, Metallica, Nephew, Radiohead og Muse var hyppige navne på kanalen – i dag er sådanne navne rykket til enten P6 Beat eller P4. Ja, selv Volbeat, Green Day og Metallica bliver spillet mere på P4 end P3, og nyere rocknavne som Velvet Volume, Ice Age, Yung, Car Seat Headrest, Warpaint og Bon Iver bliver spillet på P6 Beat. Hvor er rocken og indierocken blevet af på P3?

– Jeg synes ikke, de forskellige kanaler skal gå og træde hinanden over tæerne, og musik kommer og går også i bølger. Der er jo ikke helt lige så mange nye store danske rocknavne derude i forhold til, hvordan det var i 90’erne, og mange af de store rockbands, du nævner, for eksempel Volbeat, har jo allerede mange år på bagen. Men man kan sagtens forestille sig, at et nyt band, som eksempelvis P6 Beat nørder med, på et tidspunkt bliver stort på P3. Og jeg har ikke noget udestående med nogle bestemte genrer.

En anden ting er udvalget af navne – det er fortrinsvis kunstnere, der er brudt igennem i dette årtusinde, man spiller på P3. Hvorfor spiller man ikke flere ældre kunstnere på P3, som man gør på din "gamle" kanal, P7 Mix – kan de unge lyttere ikke tåle at høre noget musik fra før, de selv blev født? Jeg lyttede meget til P3 i 90’erne, da jeg var teenager – nu hører jeg mere P6 Beat, indrømmet, men jeg har dog hørt en del P3 for at forberede mig til dette interview, og jeg har læst en masse playlister – og jeg husker, at man for eksempel kunne høre en livetransmission med Neil Young og det gendannede Velvet Underground på Roskilde Festival 1993 i P3, og de var jo allerede dengang nogle halvgamle navne med 20-25 år på bagen.

Jeg tror, du husker lidt galt. Det er rigtigt, at de blev spillet på P3, som en del af vores liveredaktion. P3 har altid først og fremmest været en ungdomsradio, men man kan da selvfølgelig godt spille en ældre kunstner, hvis det har en aktuel vinkel, for eksempel hvis det er et yngre band, der er inspireret af et bestemt ældre navn, eksempelvis Bob Dylan, Rolling Stones eller Iggy & The Stooges. Men de bliver ikke en del af den faste playliste.

Din forgænger Lars Trillingsgaard er blevet kritiseret talrige gange for topstyring og manglende alsidighed. Du vil formodentlig også blive udsat for kritik, uanset hvad du gør. Hvordan har du det med at indtage et job, der er øretævernes holdeplads?

– Jeg er helt med på, at det er øretævernes holdeplads. At der er mange, der har en holdning til P3, betyder jo bare, at de er engagerede i kanalen og den musik, vi spiller, og det er da kun godt. Og jeg lytter altid til saglig og velfunderet kritik. Jeg tror, at ydmyghed og transparens er vejen frem, og det er også derfor, vi har fået den nye konstruktion, hvor vi inviterer folk ind udefra. Vi skal ikke være magtfuldkomne, og vi ved ikke alt.

Din forgænger Lars Trillingsgaard var musikchef på P3 i 13 år. Skal du sidde lige så længe?

– Det vil jeg hverken love eller true med. Nu skal jeg jo lige i gang, og så kan du ringe til mig om et år og spørge, hvordan jeg synes, det går. Men jeg mener i hvert fald, at jeg har masser af gode intentioner.

ANNONCE