Den engelske sanger og sangskriver gæster landet til foråret
Den 31-årige engelske sanger og sangskriver Rory Graham, bedre kendt som Rag'n'Bone Man, manden bag storhittet "Human", giver dansk koncert i Lille Vega fredag den 7. april.
Rag'n'Bone Man udgav i 2012 debut-ep'en "Bluestown" og har herefter udsendt yderligere to ep'er. I juli 2016 offentliggjorde han singlen "Human", der er blevet et solidt hit i hele Europa. I hjemlandet har den nået en 11. plads på hitlisten, mens den herhjemme har opnået en tiendeplads.
I barndomshjemmet i Uckfield nær Brighton fik Rory Graham inspiration fra især bluesplader, og det varede ikke længe, før han begyndte at spille på diverse spillesteder med et repertoire af blues, soul og folk. Herpå flyttede han til Brighton for at udvikle sin musikkarriere. I Brighton mødte han rapperen Gizmo, der tog ham med i sit hiphop-kollektiv og gav Graham ny musikalsk inspiration fra hiphoppen. Siden stødte han ind i beatmager og producer Leaf Dog og spillede en lang række koncerter, blandt andet som opvarmning for et hiphop-koryfæ som Pharoahe Monch.
Senere indledte Rag'n'Bone Man et samarbejde med producer Mark Crew (Bastille) på ep'en "Wolves", der udkom i 2014 og blandt andet bød på gæsteoptrædener fra markante vokalister som Vince Staples og Kate Tempest.
Til marts udgiver Rag'n'Bone Man sit debutalbum.
Billetsalget starter fredag den 9. december.
Varm op med "Human" i et nedbarberet version: