Nyhed

Roskilde Festival offentliggør rekordsættende hovednavn

Festivalen giver en tidlig julegave

Roskilde Festival har netop offentliggjort endnu et hovednavn, The Weeknd, der til sommer vil spille sin første danske festivalkoncert. Ifølge Roskilde er han en af de mest ønskede kunstnere blandt Roskilde Festivals deltagere.

Den 26-årige Grammy-vindende canadier Abel Tesfaye er på fem år blevet en af sin generations mest feterede popkunstnere. Det er sket med en blanding af tunge digitale beats, direkte tekster og en markant soulvokal, og han har slået globale streaming-rekorder og samarbejdet med stjerner som Daft Punk, Beyoncé og Drake.

The Weeknd gjorde sig først bemærket med tre gratis mixtapes i 2011. Det var dog det Grammy-vindende og millionsælgende album "Beauty Behind the Madness", der gav The Weeknd det globale gennembrud i 2015 med hitsingler som "Can’t Feel My Face", "The Hills" og "Earned It", der også var at finde på soundtracket til filmen "Fifty Shades of Grey". 25. november udgav The Weeknd albummet "Starboy", der straks strøg helt til tops på den amerikanske Billboard-hitliste og samtidig slog streaming-rekord på Spotify, da The Weeknd vippede Justin Bieber af tronen og på udgivelsesdagen var den mest streamede kunstner nogensinde på én dag. Albummet ligger i skrivende stund nummer 1 på den danske hitliste og nummer 2 i USA.


Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:
”Vi har været opmærksomme på The Weeknd og hans udvikling i meget lang tid, og det skal bestemt ikke være nogen hemmelighed, at han har ligget i toppen af vores gæsters ønskelister i flere år. Han er noget så sjældent som et respekteret undergrundsfænomen, der er forblevet tro mod sin lyd og sin fortid, selvom han nu har udviklet sig til én af klodens største popartister lige nu. Det er virkelig noget unikt for en kunstner, så vi er rigtigt stolte over, at han spiller sin første danske festivalkoncert på Roskilde Festival.”

The Weeknd spiller på Orange Scene onsdag den 28. juni 2017.

Da The Weeknd tidligere i 2016 annoncerede sin første verdensturné, blev den københavnske koncert i Royal Arena udsolgt på under en time. Koncerten på Roskilde Festival bliver The Weeknds første danske festivalkoncert.


Foo Fighters, Arcade Fire, Solange, Trentemøller, G-Eazy, Moderat/Modeselektor, Blink-182 og Justice er blandt de øvrige 40 navne, der nu er offentliggjort til næste års Roskilde Festival.

Varm op med megahittet "Starboy" skabt i samarbejde med Daft Punk.


 

ANNONCE