"Jeg står foran jer som en dørmåtte. Undskyld, jeg mener som en kvindelig entertainer."
Madonna modtog fredag aften prisen Woman of the Year ved musikmagasinet Billboards Women in Music-arrangement og holdt i den forbindelse en stærk tale, du kan se ovenfor.
Talen fokuserede på sexisme, kvindehad og feminisme i musikverdenen og i samfundet generelt.
"Jeg står foran jer som en dørmåtte. Undskyld, jeg mener som en kvindelig entertainer," begyndte Madonna og fortsatte:"Tak for at anerkende min evne til at fortsætte min karriere i 34 år over for åbenlys sexisme og kvindehad og konstant mobning og ubarmhjertigt misbrug."
Madonna fortalte, hvordan hun var blevet voldtaget på et tag i New York i 1979, da hun lige var flyttet til byen. Senere sagde hun:
"Jeg var selvfølgelig inspireret af Debbie Harry og Chrissie Hynde og Aretha Franklin, men min sande muse var David Bowie. Han legemliggjorde mandlig og kvindelig ånd, og det passede mig bare godt. Han fik mig til at tro, at der ikke var nogen regler. Men jeg tog fejl. Der er ingen regler – hvis du er en dreng. Der er regler, hvis du er en kvinde."
"Hvis du er en kvinde, skal du spille spillet. Du har ret til at være smuk og sød og sexet. Men opfør dig ikke for intelligent. Hav ikke en mening, som ikke stemmer overens med status quo. Du har ret til at blive objektgjort af mænd og klæde dig ud som en tøjte, men du ejer ikke din tøjtethed. Og del ikke, jeg gentager, del ikke dine sexuelle fantasier med verden. Vær, hvad mænd vil have, at du skal være, men, vigtigere, vær noget, som kvinder er trygge ved, når de er er sammen med mænd. Og endelig, bliv ikke gammel. For alder er en synd. Du vil blive kritiseret og bagtalt og helt sikkert ikke blive spillet i radioen."
Se hele talen, hvor Madonna flere gange er på grådens rand, ovenfor.