Nyhed

Tinderbox præsenterer de første navne til MagicBox-scenen

Seks dj-fænomener indtager scenen ved friluftsbadet til sommer

Det vrimler med festivaloffentliggørelser her kort før jul, og Tinderbox er nu klar med de første navne til dj-scenen MagicBox. Det drejer sig om Galantis, Martin Solveig, W&W, RL Grime, Nore En Pure og danske Kongsted.

Galantis måtte desværre aflyse deres optræden på Tinderbox 2016 af ikke nærmere offentliggjorte årsager. Allerede dengang lovede de at vende tilbage til Tinderbox 2017, og det løfte holder de. Til Tinderbox kommer også den populære franske house-dj Martin Solveig, den hollandske duo W&W, den amerikanske producer RL Grime, den schweiziske dj Nora En Pure og den succesfulde danske dj Kongsted.

”Folk kan godt begynde at glæde sig til næste års MagicBox, for som de første seks navne sætter en tyk streg under, så bliver det endnu en gigantisk fest. Vi er vildt stolte over at kunne trække danske og internationale stjerner til Odense, og vi glæder os til at præsentere Galantis, Martin Solveig, W&W, RL Grime, Nora En Pure og Kongsted for vores publikum. Det bliver helt sikkert et brag på MagicBox-scenen, hvor der hvert år skabes en særlig fest, når stjerne-dj's indtager scenen og sammen med publikum får energien til at eksplodere,” siger Tinderbox' pressetalsmand, Morten Hopballe.


Galantis fik deres internationale gennembrud i 2014 med "Runaway (U & I)". Christian Karlsson (kendt fra både Bloodshy & Avant Miike Snow) og Linus Eklöw (aka Style of Eye) har siden leveret dansable EDM-hits som "Peanut Butter Jelly”, "No Money" og "Love on Me" og lover at ankomme til Tinderbox med hits, remixes og visuals.

Den franske house-dj, producer og musiker Martin Solveig har fire album bag sig. Det seneste album, ”Smash”, blev et stort hit, og første single ”Hello" feat. Dragonette solgte over fem millioner eksemplarer og banede vej for et samarbejde med Madonna.

Den hollandske duo W&W har siden 2007 blandet de melodiske elementer fra trance med intensiteten fra electro og den progressive house. Efter nogle år med undergrundssucces for duoen røg singlen ”Bigfoot” til tops på Beatchart, og der var også succes, da der blev fulgt op med ”Rave After Rave” og ”The One” – sidstnævnte indeholder samples fra Whitney Houstons klassiker ”How Will I Know”.



Den amerikanske producer RL Grime har lavet remixes for en række af verdens største stjerner og har også udsendt sine egne hiphop- og trap-numre. Eksempelvis røg hans anden ep, ”High Beams”, ind som nummer 8 på Billboards Dance/Electronic Albums chart og nummer 1 på iTunes’ Electronic Chart. RL Grime har også remixet kunstnere som Drake, Rihanna og The Weeknd.

Nora En Pure er en schweizisk deep og indie house-kunstner. Daniela Niederer sendte de første tracks ud i 2009 under navnet Nora En Pure og fik året efter et hit med sit remix af Daniel Portmans “Khaweri”. “You Make Me Float” nåede hurtigt en halv million visninger på Youtube, og med ”Come with Me” fik hun sit gennembrud.

Endelig kan MagicBox-publikummet se frem til den danske dj-stjerne Kongsted. Tilsammen er hans numre streamet mere end 39 millioner gange. Hans største kommercielle succeser til dato er sangene ”Whine Dat” og ”Chuck Norris”, og på sit seneste hit, ”Wild Child”, samarbejder han med Cisilia.

Tredje udgave af Tinderbox løber af stablen 22.-24. juni 2017.

 

 

ANNONCE