Nyhed

X Factor er tilbage – dommer Mette Lindberg svarer på læsernes skarpe spørgsmål

Hvorfor er X Factor vigtigt, når så få bliver til noget, og handler det i virkeligheden mest om dommerne? Få svarene her.

I aften den 30. december går første afsnit af tiende sæson af X Factor over skærmen. I den anledning svarer den ene af de tre dommere, Mette Lindberg, på spørgsmål fra vores spørgelystne læsere

Hvad er den største udfordring som X Factor-dommer?

– Min udfordring har helt klart været, hvor smagfuldt jeg kunne gøre det. Vi har meget kort tid til at producere musikken og udtrykket fredag til fredag. Deltagerne skal også have en god oplevelse. Det skal være fedt for dem at tænke tilbage på. De skal kunne stå inde for det. Så det skal gøres smagfuldt. Jeg ønsker mig, at musikken lyder godt, når det kommer ud til den brede befolkning. At de får serveret noget godt for ørerne. 


Handler X Factor mere om dommerne end de håbefulde kunstnerspirer?

– Jeg vil gerne have, at det handler om deltagerne. Tydeligvis har Blachman og Remee har ret store egoer. De går meget op i sig selv. Dommeres personlighed skal selvfølgelig skinne højt, men det skal ikke være på bekostning af deltagerne. På den måde handler det om dommerne. Det ville jo være kedeligt at se, hvis der ikke er noget energi. Hvis der ikke er noget karisma. X Factor er først og fremmest tv om almindelige mennesker, som har en drøm og en historie samt stjernepotentiale, og temaet er musik. De skal have en først og fremmest optur – respekt og kærlighed og ærlighed. Jeg prøver at give så meget, jeg kan.

Hvordan er det at sidde mellem to så dominerende mænd i X Factor?


– Jeg har faktisk fået lov at sidde i siden nu, så nu er det Blachman, der sidder i midten. Det gør faktisk en stor forskel, da man har udsyn til begge meddommere samt deltagere i samme blik. Blachman og Remee har lavet det i så mange år, og de kører klart deres egen ting og agenda. Jeg tager dem ikke personligt, når de ter sig over for mig, det er en del af gamet, selvom jeg nu egentligt går meget op i at være mod andre, som jeg gerne vil have, de er mod mig. Jeg er glad for, at vi er forskellige.

Er der noget, du vil gøre anderledes i den nye sæson?

– Det kan godt være, at jeg bliver en smule hårdere i år. Men det går ikke ud over kærligheden til deltagerne. Det er også mere for at banke i bordet over for dem, der afbryder én, Blako og Remee. De skal holdes i meget stram snor. 


Taler du stadig med dine finalister fra sidste år?

– Ja, det gør jeg. Vi følger hinanden på de sociale medier, og engang imellem sender vi lige en lille sms. Jeg savner dem faktisk. Jeg er meget glad for at have lært dem at kende.

Hvorfor er X Factor vigtigt, når så få bliver til noget?

– Jeg tror, at man skal slappe lidt af med at gå for meget op i, hvad folk bliver til bagefter. Hvem har nogensinde lavet et band, som slog igennem på tre måneder? Nogle gange tager det flere år at arbejde på noget. X Factor er en måde at lære rigtig meget på. Man er i tv og får lov at optræde. Det kan være en utrolig smuk oplevelse. Det kan også være en voldsom oplevelse. Hvis de, der vinder, ikke har lyst til at lave noget bagefter, så er det jo klart, at der ikke sker noget. Hvis de har lyst, skal der arbejdes for det. Det kræver benhårdt arbejde, som så meget andet.

Hvad har du brugt tiden på mellem de to X Factor-sæsoner?

– Jeg skriver musik. Både med The Asteroids Galaxy Tour – Lars Iversen – og andre projekter, jeg har gang i. Jeg har også lagt stemme til forskellig filmmusik og tegnefilm. Det er fedt. Jeg har gang i en masse forskellige ting.

Hvornår kommer der ny musik fra The Asteroids Galaxy Tour?

– Vi arbejder på noget nyt nu. Der skulle gerne komme noget i starten af næste år. Jeg kan ikke komme med et eksakt tidspunkt, det bliver klart anderledes, end hvad vi har lavet før.  Jeg er ret meget oppe at køre over det.

Hvem er dit stilikon?

– David Bowie. Hans stil, androgynhed og hans teatralske måde at være flere personer på. Det har jeg syntes var tiltalende, specielt som teenager. Det har altid fascineret mig, når folk har formået at være sig selv, hvile i det og gøre det stærkt. Lige meget, om du er god teknisk eller mindre god teknisk. Hvad er det? Det interesserer mig egentlig ikke, hvor god man er til det. Så længe man fanger, og så længe det er stærkt.

 

 

ANNONCE