Nyhed

Band of Horses og fem andre til Tinderbox

Også den norske stjerne-dj Alan Walker melder sin ankomst til festivalen, hvor programmet nu snart er komplet

Tinderbox har netop offentliggjort yderligere seks navne: Band of Horses, Alan Walker, Flogging Molly, Turboweekend, Zeds Dead og Deniz Koyu tager også turen til Odense til sommer.

Festivalen finder sted i Tusindårsskoven i Odense torsdag den 23. juni-lørdag den 25. juni. Find billetter via GAFFA Live.

Indie-rockbandet Band of Horses er hermed en af de sidste store offentliggørelser til dette års Tinderbox Festival. Band of Horses er kendt for hittene "The Funeral" og "Is There A Ghost", og bandet udgør et af Tinderboxs største navne i år på rocksiden.

På dj-fronten får Tinderbox festival yderligere besøg af norske Alan Walker, der har toppet diverse hitlister igennem januar og starten af februar med hittet "Faded". Nummeret ligger nummer et på hitlisten i dj'ens hjemland Norge og nummer tre på den danske trackhiliste.



Foruden Walker offentliggør Tinderbox, at den tyske dj Deniz Koyu samt den canadiske dj Zeds Dead besøger Tusindårsskoven i Odense i slutningen af juni.

Ud over Band of Horses tager punk/folk-bandet Flogging Molly også den lange vej fra USA til Odense for at optræde på dette års Tinderbox festival.

Det sidste navn, Tinderbox offentliggør i denne omgang er danske Turboweekend, hvis elektroniske rock-hits sikkert skal få gang i festen i Tusindårsskoven.


Med disse seks tilføjelser er årets program til Tinderbox ved at være på plads. Der forventes dog at komme yderligere omkring ti navne mere til, når det endelige program præsenteres. De vil blive fordelt på de to hovedscener og i særdeleshed på dj-scenen MagicBox, der efter sidste års succes er blevet udvidet med en dag og har fået øget kapacitet og større navne som eksempelvis Steve Angello.

Skulle man undre sig over, hvorfor antallet af kunstnere, der besøger årets Tinderbox Festival er lidt lavere end sidste år, er det ikke uden grund.

– Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi ikke var tilfredse med besøgstallene til koncerterne i teltet, og derfor har vi i år valgt at nedlægge den scene og i stedet fokusere på at få større navne til både hovedscenerne og MagicBox. Så belært af, hvordan publikum benyttede pladsen, og hvordan vi selv opfattede gæsternes valg af koncerter, kommer der derfor også lidt færre navne på plakaten i år. Til gengæld har opstramningen af programmet betydet, at vi har kunnet lande navne som Rammstein, David Guetta og Jason Derulo, hvilket formodentlig ellers ikke ville have været muligt, udtaler festivalchef Brian Nielsen.

Følgende navne udgør hermed årets program: David Guetta, Rammstein, Volbeat, Suede, The National, Steve Angello, Jason Derulo, Band of Horses, Dizzy Mizz Lizzy, Lukas Graham, Mac Miller, Malk De Koijn, Of Monsters and Men, Flogging Molly, Saybia, The 1975, The Minds of 99, The Sandmen, Turboweekend, Scarlet Pleasure, Ukendt Kunstner, Years & Years, Alan Walker, Av Av Av, Bassjackers, Don Diablo, EDX, Lost Frequencies, Otto Knows, Sam Feldt, TooManyLeftHands, Zeds Dead, Yellow Claw, Deniz Koyu.

Festivalen finder sted i Tusindårsskoven i Odense torsdag den 23. juni-lørdag den 25. juni. Find billetter via GAFFA Live.

ANNONCE