Nyhed

Det synes publikum om Disclosure i Tap1

Vi har spurgt fire koncertgængere om deres vurdering af den engelske house-duos koncert

I aftes spillede den engelske house-duo Disclosure i et næsten udsolgt Tap1 i København. Læs GAFFAs anmeldelse med overskriften "Sveddryppende dansefest med trættende backtrack" her. Efter koncerten spurgte vi fire koncertgængere om deres dom.

Amalie Bak Møller, 17 år, gymnasieelev på Gammel Hellerup Gymnasium


Hvad synes du om koncerten?

– Jeg synes, det var virkelig fedt, og lyden var rigtig god. De spillede deres største numre, og det var fedt. Desværre stod jeg ikke forrest. Jeg tror, stemningen var lidt federe deroppe.

Hvad var højdepunktet?


– Det var "Latch", og da de spillede "Omen", som også er ret stor.

Hvad var bundskraberen?

– Der var en lang periode, hvor de spillede nogle ting, som jeg ikke engang tror er deres rigtige musik. Der gik lidt for lang tid med det, men de kom igang igen.


Vil du købe billet til Disclosure en anden gang?

– Ja, det er anden gang, jeg ser dem i dag. Jeg så dem også på Roskilde, så det kunne jeg helt sikkert godt.

Christian Rannes, 28 år, restaurantchef

Hvad synes du om koncerten?

– Jeg synes, den var god, men umådelig kort. For firehundrede kroner kan man godt spille mere end én time og tyve minutter, før man går til ekstranummeret, men måske er det bare mig, der er gammeldags. Jeg så Guns'N'Roses i Aalborg for nogle år siden, og de spillede i fire timer, selvom Axl Rose er fucking gammel. Disclosure er i starten af tyverne, så de kunne godt have givet en time mere, og hvis de ikke kan det, så må de skrive nogle flere numre.

Hvad var højdepunktet?

– Det var at høre de fire numre, man kender. Samtidig var det interessant at høre noget af deres andet musik, for der er meget af det, man ikke opdager, hvis man ikke direkte opsøger det. Du hører måske fem procent af alt, hvad de har lavet, så det var rart at blive præsenteret for noget nyt, som ikke har været spillet på radioen.

Hvad var bundskraberen?

– Det var, at al lys og lyd var opppe foran. Da vi ankom, stod vi nede bagved, og det var lort. Vi kunne lige så godt have hørt det på vores mobiltelefoner eller skabt vores egen stemning med en lommelygte. Da vi kom længere op, begyndte det at blive interessant, men skyldes nok mere Tap1 end Disclosure.

Vil du købe billet til Disclosure en anden gang?
– Nej. Hvis de spillede en gratis koncert ude på staden, så ville jeg gerne høre dem igen. Jeg synes ikke, at de havde nok at byde på i forhold til billetprisen. 

Kristina Bengtsson, 32 år, digital rådgiver

Hvad synes du om koncerten?

– Det var mega godt. Det var præcis, hvad jeg havde forventet og meget mere til.

Hvad var højdepunktet?

– De har så mange hits, at de kan blive ved med at lave peaks gennem hele aftenen. Der er derfor ikke kun ét højdepunkt, men tyve højdepunkter.

Hvad var bundskraberen?
– Det føltes lidt som et "fake" ekstranummer, for man vidste jo godt, at de ville komme ud på scenen igen. Det er for planlagt, men ellers synes jeg ikke, der var noget.

Vil du købe billet til Disclosure en anden gang?
– Ja.

Joel Mads Kristensen, 17 år, Slagelse Gymnasium

Hvad synes du om koncerten?

– Det var fuldstændig vanvittigt, og der var utrolig god lyd. Det var overraskende. Jeg synes, det er fedt, når de spiller live, og de havde folk med.

Hvad var højdepunktet?

– Det var "Latch". Det er en sang, alle kender og kan synge med på. Jeg så dem på Roskilde sidste år, hvor der skete nogenlunde det samme, så det var noget af det, jeg havde glædet mig allermest til.

Hvad var bundskraberen?

Der var nogle tidspunkter, hvor de kørte loops for længe, så man begyndte at stå og vente på det næste nummer. Det var lidt irriterende, men ikke noget, der påvirkede helhedsoplevelsen særlig meget.

Vil du købe billet til Disclosure en anden gang?

– Ja, hundrede procent. Når de kommer til Danmark eller nærliggende lande næste gang, så er jeg klar.
 
ANNONCE