Tina Dickow og seks andre kunstnere afholder deres eneste danske festivalkoncert på Tønder Festival 2016
Tina Dickow, Tim O'Brien, A.J. Croce, Flook, The String Sisters, Väsen og The Barra MacNeils er de syv nye navne, Tønder Festival i dag annoncerer som en del af festivalplakatens musikalske indspark fra den 25. august til den 28. august 2016.
Køb billetter til Tønder Festival via GAFFA Live
Vi kigger nærmere på de syv navne nedenfor.
Tina Dickow (DK)
Den danske sangerinde og sangskriver Tina Dickow gæster for første gang Tønder Festival som sin eneste danske festivalkoncert i sommeren 2016. Sangerinden er i marts måned på turné i Danmark med sin aarhusianske kollega Steffen Brandt.
Tina Dickow er kendt som pigen med guitaren, der har bagagen fyldt med stærke, inderlige sange pakket ind i toner af rock, pop, americana og folk.
Siden debutalbummet "Fuel" i år 2001 og "Notes" fra 2003 har sangkarrieren hos den 38-årige aarhusianske sanger vokset. Udover at have udgivet ti album vandt Tina Dichow DR's P3-Pris i år 2006, mens hun har vundet GAFFA-Prisen som Årets Danske Sangerinde fra år 2007 – 2009.
Udover at være det første dansksprogede hit er sangen "Pigen ud af Aarhus" fra år 2015 Tina Dickows hyldestsang til sin hjemby Aarhus.
Hør sangen her:
A.J. Croce
Den amerikanske sanger Adrian James Croce gøder de sønderjyske marker med blues og jazz, når han gæster Tønder Festival 2016.
Søn af sangskriver afdøde Jim Croce, som blandt andet står bag hittet "Time in a Bottle", bevæger Adrian James Croce sig ubesværet gennem genrene i amerikansk rootsmusik. Hans seneste album er "Twelve Tales" fra 2014, som indeholder sangen "Right on Time".
Hør sangen her:
Tim O'Brien (USA)
Fingrene på Hot Rize dansede hen over diverse strenge, da bluegrass-gruppen med Tim O' Brien i spidsen gæstede Tønder Festival sidste år. Ved dette års Tønder Festival bliver publikum heller ikke snydt, da Tim O'Brien har meldt sin ankomst solo.
Tim O' Brien er stengenes mester og kan få toner ud af enhvert strengeinstrument såsom mandolin, violin, banjo, guitar med mere. Med afsæt i bluegrass, traditionsmusik, oldtime og country har Tim O' Brien udviklet sit eget musikalske udtryk.
Ud over at være en del af bluegrassgruppen Hot Rize siden 1978 har Tim O' Brien udgivet tyve soloplader, hvoraf "Pompadour" fra 2015 er det seneste skud på stammen. Tim O'Brien har vundet en Grammy for bedste bluegrass-album med "The Earls of Leicester" fra 2014.
The String Sisters (USA, S, N, SCO, IRL)
Traditionel musik fra forskellige nationaliteter mødes i Sønderjylland, når The String Sisters spiller på Tønder Festival til sommer, som orkesterets eneste europæiske festivalkoncert 2016.
The String Sisters består af seks kvindelige fiddlere samt en rytmegruppe på fire mandlige musikere, som kommer fra henholdsvis USA, Sverige, Norge, Skotland og Irland.
Orkestret mødtes for første gang på festivalen Celtic Connections i 1998 til et projekt med kvindelige violinister. Mødet blev i år 2005 til en turné samt et livealbum i 2007. I 2015 var gruppen atter samlet og spillede blandt andet på den canadiske festival Celtic Colours.
Väsen (SE)
Svensk folkemusik rammer Tønder Festival, når Väsen gæster festivalen til august. Trioen består af Mikael Marin på viola, Olov Johansson på nyckelharpa og guitaristen Roger Tallroth.
Sammen har musikgruppen skabt sig et kæmpe repertoire af traditionelle og nyskrevne melodier, der griber om roden af den svenske folkemusik. Trioen har 16 albummer bag sig, hvor det seneste, "Live i Gamla Bion", udkom i 2014.
En koncert med Väsen byder på valse, som Roger Tallroths nyklassiker "Josefin's Waltz" og kraftfulde polskaer blandt andet af den legendariske svenske nyckelharpe-spillemand Byss-Kalle.
The Barra MacNeils (CAN)
Den canadiske musikgruppe The Barra MacNeils gæster Tønder Festival 2016 som den eneste danske festival i år.
Gruppen har optrådt over det meste af verden, udgivet 17 album og modtaget stribevis af priser, herunder fem East Coast Music Awards for blandt andet årets album i forbindelse med albummet "Timeframe" i 1992 samt prisen for Årets gruppe i 2001.
The Barra MacNeils, som har eksisteret siden 80'erne, har et ry for at være nogle af de bedste ambassadører for den keltiske musik og kultur fra Cape Breton, hvor folkemusikken, historien, sproget, fortællingerne og kulturen i Nova Scotia mødes i en musikalsk sammensmeltning.
Flook (IRL)
Irske Flook gæstede Tønder Festival i 2003. I år kan man igen opleve Flooks traditionelle irske musik med lyden af fløjte, whistle, guitar og bodhrán , når den irske gruppe gæster Tønder Festival 2016.
Flook blev dannet i 1995, og blandt medlemmerne var oprindeligt Michael McGoldrick, som publikum i Tønder kunne opleve i gruppen Usher's Island i 2015. Bandets første album var livealbummet "Flook! Live!" fra 1996. Siden fulgte flere udgivelser og et heftigt turnéliv. I 2008 indstillede Flook aktiviteterne og gik hver til sit. Men interessen for gruppen aftog ikke, og i 2013 fandt de sammen igen. I 2016 er kalenderen fyldt godt op med koncerter i Europa og Japan.
Køb billetter til Tønder Festival via GAFFA Live