Nyhed

Forsker: Det lærte jeg af at leve som Bowie i et halvt år

Will Brooker, der er ved at skrive en bog om ikonet, skriver meget personlige mindeord

For et lille halvt år siden vakte den engelske universitetslærer Will Brooker stor opmærksomhed ved at proklamere, at han ville leve som David Bowie i et år for bedre at kunne forstå ikonet, som han er ved at skrive en bog om.

Nu er David Bowie på tragisk vis igen blevet højaktuel, og det har fået Will Brooker til at skrive en artikel til BBC, hvor han fortæller, hvad han har lært af at leve som Bowie i indtil videre et halvt år – for det har han gjort, efter eget udsagn.

Brooker skriver, at han har læst alle de bøger om Bowie, han har kunnet finde, han har set film og tv-serier, læst bøger og hørt plader, som han vidste, Bowie havde dyrket. Han skriver desuden, at han også har levet, som Bowie i perioder har levet: "Jeg har lukket mig inde på hotelværelser med kun rød peber, mælk og bøger af Nietzsche og Crowley som selskab. Jeg gik ud med fuld teater-makeup og plateausko. Jeg har gået på de samme gader som Bowie, fra Brixton (i London, red.) til New York til Berlin. Og da aviserne hørte om mit projekt i sommeren 2015, blev jeg en international nyhedshistorie, en særling, som medier og sociale medier kunne diskutere og til tider affærdige."


Brooker skriver videre, at han aldrig mødte Bowie, men har gået rundt i hans barndomskvarter i Beckenham i London, har boet på hans yndlingshoteller i New York, har besøgt den samme bøssebar i Berlin, som Bowie besøgte med Iggy Pop, har sunget hans sange med et Bowie-kopiband og har optrådt som ham i cabareter. Brooker skriver dog ikke noget om, om han også har indtaget hårde stoffer, som Bowie gjorde i en periode i 70'erne.

Og hvad har Brooker så lært af at leve som David Bowie i et halvt år?: At David Bowie var et hårdtarbejdende menneske, som aldrig stoppede, når han blev ramt af en forhindring: "Han var et menneske, som konstant skubbede sig selv fremad: Endeløst utålmodigt, altid udfordrende, prøvede at altid at samarbejde med og forsvare de mest spændende mennesker, han kunne finde på ethvert område."

Will Brooker konkluderer, at David Bowie ikke var overjordisk eller en alien: "Han var som os. Han var den bedste af os. Han viste os, hvad vi kunne blive. Han var exceptionel, men jeg tror, at han skulle inspirere os alle til at blive exceptionelle, eller i det mindste prøve på det: At blive ved med at skubbe os selv fremad, at blive ved med at forsøge, at blive med at skabe og ikke give op. Og når vi afviser at lade vores drømme dø, forsvinde eller blive kasseret, vil David Bowie leve videre."


Læs hele Will Brookers essay her

 

ANNONCE