Nyhed

Gratis Aarhus-festival har jazz på programmet i dag

Inspired By Music-festivalen løber første gang af stablen den 26.-30. januar 2016. I aften er der jazz på programmet.

De to aarhusianske spillesteder Atlas og VoxHall lancerer nu en fem dages gratis festival, der foregår første gang den 26.-30. januar 2016. Festivalen vil byde på musik inden for kategorierne Heavy, Jazz, Rock, Urban og World.

Festivalen er kulminationen på hele "Inspired By Music"-forløbet, der i 2015 har budt på både avis-udgivelser og anderledes musik-arrangementer. Forløbet rundes af med musik fra både lokale og internationale navne.

Onsdag den 27. januar - Jazz - Atlas: Old News + Abekejser


Old News er et jazzband med Emil de Waal og Nulle som hovedkræfter. Bandet inviterer denne aften til en musikalsk rejse i et repertoire, der trækker på numre fra jazzens ungdom, men i nye, skæve fortolkninger og tilsat elektroniske toner. Kvartetten udgav i 2013 deres debutalbum, som vandt en Danish Music Award for Årets Danske Jazzudgivelse samme år. Nu udvides bandet til et otte mand stort orkester, og sammen udgiver de deres debutalbum i starten af 2016. Med sig har Emil de Waal og Nulle de seks kunstnere Randi Laubek, Band Ane, Jacob Anderskov, Mads Hyhne, Gustaf Ljunggren og Peter Rosendal, så der både er vokal, elektronik, fire blæsere, to tangentspillere og masser af strenge og trommer med i lydbilledet.

Lineup:

Peter Rosendal (flugabone, Hammond melodica)
Mads Hyhne (tb)
Jacob Anderskov (keyboards, accordeon)
Gustaf Ljunggren (gui, contra alto clarinet, banjo)
Elith Nulle Nykjær (cl)
Emil de Waal (dr, prc)
Band Ane (electronics)
Randi Laubek (voc)


Med som support er aarhusianske Abekejser. Bandets fem medlemmer har delt bagland i både jazz, verdensmusik og electronica. Abekejser tager udgangspunkt i stærke beats akkompagneret med trommer og elektronisk trommemaskine, der sammen med synthbas, synthesizer og effektrige guitarlyde bygger en stor lyd. Orkesteret skaber associationer til kunstnere som Jaga Jazzist, Steve Reich og Flying Lotus.

Få en forsmag på hovednavnet Old News herunder, med denne video, der stammer fra indspilningerne af deres nyeste album, som udkom den 22. januar.


Programmet de andre dage ser ud som følger:

Torsdag den 28. januar - World - Atlas: BKO Quintet + Piotr

BKO Quintet udgøres af fem etablerede musikere, der sammen tager lytteren med på en rejse igennem samtidens Mali. Ibrahima Sarr mestrer med lethed djembe-trommen og har turneret verden tynd med Oumou Sangaré. Sangeren Fassara Sacko, hvis stemme til hver en tid overvælder, adskiller sig på flere måder fra andre, mere traditionelt orienterede grioter. Yoro Sidibes barnebarn Nfali Diakité synger også og håndterer desuden strengeinstrumentet donso ngoni. Abdoulaye Kone beskæftiger sig også med ngoni-spillet, men fokuserer på djeli-ngonien. Endelig udgøres BKO Quintet af trommeslageren Aymeric Krol. Gruppen udgav tilbage i 2012 en live-ep, og i 2014 udsendte de albummet "Bamako Today".

Fredag den 29. januar - Heavy - VoxHall: Hatesphere + All Trays For Venom + The Arcane Order

Det danske metalband Hatesphere er aktuelle med deres niende studiealbum. Hatesphere blev dannet i Aarhus tilbage i 2000. Bandet dominerede hurtigt den danske metalscene og satte samtidig en ny standard inden for thrash metal både i Danmark og i udlandet. Hatespheres første tre album var inspireret af 80'ernes hard rock og tidlig Florida-death metal. Hatesphere turnerede Europa med The Haunted i 2003 og med Exodus i 2004 og vakte opmærksomhed på festivaler som Wacken Open Air, With Full Force og Hellfest. Bandet har i skrivende stund netop udgivet deres niende studiealbum, der har fået titlen "New Hell" og var nomineret til en GAFFA-Pris i kategorien Årets Danske Hardrock-Udgivelse.

Lørdag den 30. januar - Rock - Atlas: Lee Ranaldo + Dad Rocks!

Lee Ranaldo, kendt fra Sonic Youth, hører til den alternative rocks mest interessante og stilskabende guitarister. Han havde allerede rumsteret på den eksperimenterende rockscene i New York i slutningen af 1970'erne, da han sammen med Thurston Moore og Kim Gordon i 1981 dannede det skelsættende rockband Sonic Youth. Sideløbende med sit arbejde i Sonic Youth, der i 2011 gik i dvale på ubestemt tid, har Ranaldo udgivet et væld af soloplader, hvoraf "From Here to Infinity" (1987) er det første. Han har senest udgivet de to albums "Last Night On Earth" (2013) og "Acoustic Dust" (2014), der begge er indspillet med gruppen The Dust.

 

ANNONCE