Nekrolog: Ashes to Ashes – David Bowie 1947-2016

Hvor ville jeg ønske, jeg ikke skrev denne artikel. Det er vanskeligt at finde ord, som det altid er, når vi står konfronteret med døden, og selvom det nok er de færreste af os, der har kendt David Bowie sådan helt personligt, så har vi alligevel alle kendt ham, også personligt, for han var en af den slags kunstnere, der krøb helt derind i kernen, hvor det virkelig betyder noget, og netop derfor efterlades et tomrum. En stjerne er slukket og blevet sort.

Jeg har fået til opgave at forfatte nekrolog, og lever man i et informationssamfund, så skal den slags jo gå stærkt, selvom det egentlig dybest set er en absurd opgave. Derfor må det også med det samme stå fast, at en nekrolog som denne kun vil kunne kradse i overfladen og slet, slet ikke komme rundt om hele det gigantiske kunstneriske virke David Bowie var. Derfor de varmeste anbefalinger til alle jer derude ved de tusind skærme – byd gerne ind med kommentarer, med jeres egne minder, med alt det jeg ikke kan nå at få med.

Det har i virkeligheden været en temmelig hård tjans at være musikelsker de seneste år, hvor flere legender indenfor vidt forskellige genrer og udtryk har takket af; Lou Reed, Edgar Froese, Steve Strange, James Last, senest også Lemmy og Pierre Boulez. For nu bare at nævne nogle stykker og med forskellig baggrund. Med David Bowies død er en af de allerstørste nogensinde gået bort. Man kan altid diskutere smag og behag, men hvad angår gennemslagskraft, ikonstatus og videre inspiration, så tror jeg vi skal tilbage til John Lennon og Elvis Presley for at finde musikalske dødsfald af samme kaliber.

For ganske få dage siden fyldte Bowie 69 og udsendte det fremragende album "Blackstar", og selvom man så bestemt kan trøste sig med, at manden forlod os med stil og var aktiv til det sidste, så gør det hele samtidig så meget mere ondt, for der var jo tydeligvis mere i Bowie. Ganske vist nåede han at give langt mere end de fleste, og så er det vigtigt at huske først og fremmest at være taknemmelig. Men alligevel; vi kommer ikke uden om at det her er et regulært tab af de helt store.

Den evige kamæleon

David Bowie, som oprindeligt hed men heldigvis ikke forblev, David Robert Jones, blev født i England i 1947, d. 8. januar, samme dato som Elvis, i øvrigt. Det må der være nogle numerologer, der kan bruge til noget. Og netop Elvis og måske ikke mindst Little Richard samt flere andre af første generation af rock'n'roll-stjerner påvirkede Bowie helt fra barnsben af. Den unge Bowie, eller Jones, for nu at være kronologisk korrekt, var angiveligt meget tidligt musik- og kunstinteresseret i skolen, men han veg heller ikke tilbage for et godt slagsmål – skolekammeraten George Underwood slog, sådan går historien, det ene øje skævt, og var dermed med til at skabe en af musikhistoriens mest karakteristiske fremtoninger. Skæbnen, forsynet eller tilfældighederne har en til tider særpræget form for humor.

Den unge Bowie, som i øvrigt tog sit berømte kunstnernavn efter Bowie-kniven, studerede kunst og musik, spillede i band og begyndte, under indflydelse af bl.a. Bob Dylan, Beatles, Velvet Underground, Pink Floyd og andre at skrive sange, som til at begynde med ikke var store kommercielle succeser, for nu at udtrykke det lidt diplomatisk. I samme periode oversatte han den franske sang "Comme d'habitude", men det var Paul Ankas oversættelse og ikke Bowies, der endte i hænderne på Frank Sinatra, som gjorde "My Way" til sin signatursang, i en sådan grad at selv punkstjerner som Sid Vicious og Nina Hagen senere følte sig inspirerede til at maltraktere den.

Første egentlige Bowie-album udkom i 1967 og hed ganske enkelt "David Bowie" – og det blev i øvrigt udsendt samme dato som Beatles udsendte "Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band". Der blev en mildt sagt noget større succes. På samme måde som de tidligste single-udspil blev Bowies debutalbum ikke noget gennembrud, ja, der er i virkeligheden lidt grim ælling over Bowies første famlende år som musiker, men med næste album-udspil i 1969, som oprindeligt også bare blev kaldt "David Bowie" – opfindsomheden blev heldigvis større siden – stak svanen sit næb frem, naturligvis først og fremmest med sangen, "Space Oddity", som siden skulle blive en af rockmusikkens største klassikere og, endnu mere siden, tilmed blev spillet i rummet af den canadiske astronaut, Chris Hadfield.

Herpå fulgte "The Man Who Sold The World" og klassikeren "Hunky Dory", der bød på både "Changes" og den ikoniske "Life On Mars?", som ved flere lejligheder siden, af folk, der åbenbart beskæftiger sig med den slags, er blevet udråbt som verdens bedste sang. Og skal man overhovedet gå ind i sådan en i virkeligheden temmelig fjollet snak, så lad det bare være sagt herfra, at "Life On Mars?" er ikke noget dårligt bud til titlen.

Det var også i denne periode, at David Bowie for alvor sprang ud som glam-ikon, med flammehår, sminke og fantasifulde kostumer, og vel i virkeligheden tog glamrocken til nye kunstneriske højder, både musikalsk og visuelt, ikke mindst med 1972-albummet, "The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars", som udover fænomenale sange som "Five Years", "Starman" og den legendariske "Ziggy Stardust" også gav os netop Ziggy Stardust-personaen, den androgyne halvgud med kontakt til det ydre rum, som, på godt og ondt, blev Bowies alter ego, og som også prydede det måske mest ikoniske Bowie-cover af dem alle til næste album-udspil, "Aladdin Sane".

I en meget stor parentes bemærket producerede Bowie, sammen med Mars-edderkoppen Mick Ronson, i samme periode Lou Reed-hovedværket, "Transformer", med historiske sange som "Perfect Day", "Walk On The Wild Side" og "Satellite Of Love"; Lou Reed som vi altså også mistede for ikke så længe siden, i 2013 – kors, hvor er det bare trist, det her. Man kan bestemt godt tillade sig at kalde både "Hunky Dory" og "The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars" for musikalske genistreger, men Bowies første virkelige mediemæssige genistreg indtraf den 3. juli 1973, da den fremadstormende rockstjerne fra scenen, til alles overraskelse, annoncerede enden på Ziggy Stardust og dermed reelt satte hele sin karriere på spil, for nu skulle der genopfindes – og det blev for alvor begyndelsen på Bowies kamæleonsagtige virke.

Kunstneriske hødepunkter

Coveralbummet "Pin Ups" går måske ikke over i historien som det væsentligste fra David Bowies hånd, men med de efterfølgende "Diamond Dogs", "Young Americans" og "Station To Station" oplevede man en søgende kunstner, som måske nok allerede havde fundet en platform og fået tag i et publikum, men som endnu ikke rigtig havde fundet sin plads og som, måske allermest væsentligt, tilsyneladende arbejdede meget bevidst mod netop ikke at finde sin plads.

Således fortsatte "Diamond Dogs" med glamrock, her og der med mørke protogoth-undertoner, mens "Young Americans" gik i helt anden retning og bød på hvad Bowie selv betegnede som plastic soul, hvilket til dels fortsatte med "Station To Station", dog tilsat kølige elementer af Kraut- og artrock, alt sammen manifesteret gennem en ny persona, The Thin White Duke, der som et genfærd af dekadent aristokrati gav ordet 'cool' helt ny og forstærket betydning.

Årene bød efter sigende også på et lidt vel voldsomt indtag af mælk og kokain, så måske var det i virkeligheden meget sundt med luftforandring endnu engang. I midthalvfjerdserne blev Bowie efter hovedrolle i Nicolas Roegs kultfilm, "The Man Who Fell To Earth", mere og mere optaget af de ting, der skete musikalsk i Tyskland og som man med en måske lidt misvisende term, valgte at kalde for Krautrock. Det var ikke mindst den mere elektronisk orienterede ende af Krautmusikken, og dens fremtidsvisioner, håbefulde såvel som dystopiske, der fangede Bowies interesse. Han søgte i perioden samarbejde med Kraftwerk såvel som Tangerine Dream. Ingen af delene blev til noget, men Kraftwerk nævnte Bowie på "Trans Europa Express", et af gruppens hovedværker og en milepil i elektronisk musik, og Tangerine Dream-bagmand, Edgar Froese og dennes kone, var med til, da Bowie flyttede til Berlin, at hjælpe ham fri af kokain. Froese som vi altså mistede for lige knap et år siden.

Samarbejder blev det dog til; Bowie hjalp Iggy Pop i gang med dennes debut-soloalbum, "The Idiot", et album, som blot nogle år senere skulle blive soundtracket til Joy Division-forsanger Ian Curtis' selvmord. Men den egentlige Berlin-trilogi, Bowie-albummene, "Low", ""Heroes"" og "Lodger", blev alle skabt i samarbejde med den visionære engelske musiker Brian Eno, der ligesom Bowie selv havde en fortid i britisk glamrock, som tangent-med-mere-mand hos Roxy Music samt en række soloudspil og samarbejder efterfølgende; alle yderst interessante.

Bowie og Eno viste sig at være et noget nær perfekt makkerpar, begge med lyst til og mod på eksperimenterende lydbilleder, ofte med afsæt i synthesizere og andre elektroniske effekter, og begge med flair for gode melodier og sangskrivning. Musikken bar tydeligt præg af et indre mørke, som samtidig spejlede sig i mørket fra Berlinmurens skygge, et delt Europa på kanten af altødelæggende atomkrig, en stemning, som står umådeligt stærkt og umådeligt smukt på den udødelige ""Heroes"", en sang, som altid vil være forbundet med den mur, der mere end noget andet blev symbolet på Den Kolde Krig.

De tre Berlin-album er siden af talrige eksperter og rockkritikere blevet fremhævet som absolutte kunstneriske højdepunkter i David Bowies imponerende karriere, og musik fra denne periode vil også huskes af mange som det ildevarslende soundtrack til den helt igennem triste og dybt fascinerende "Christiane F-film".

I slutningen af halvfjerdserne blev punk gradvist til postpunk, hvilket dækkede over et hav af nybrud og relaterede stilarter som new wave, synth, electropop, new romantic, goth, etc. Bølger som bl.a. alle havde det til fælles, at Bowie blev betragtet som stor inspirationskilde. Mest tydeligt måske hos den dengang gryende og bevidst dekadente new romantic-bevægelse omkring Blitz-klubben i London, hvor Visage blev født. Bowie selv fattede interesse for denne scene og dens ny elektroniske popmusik – han beskrev Human League som popmusikkens fremtid, og Visage-forsanger Steve Strange medvirkede i videoen til Bowies egen og udpræget synth-inspirerede "Ashes To Ashes". Steve Strange som døde sidste år.

Superstjernen

Efter den new wave-orienterede "Scary Monsters (And Super Creeps)" i 1980, Queen-samarbejdet på den Thatcher-kritiske "Under Pressure" og filmroller i vampyrfortællingen "The Hunger" og det dystre krigsdrama "Merry Christmas, Mr. Lawrence", overfor japanske Ryuichi Sakamoto, som også stod bag filmens smukke soundtrack, var det, fra og med næste album, "Let's Dance", tid til endnu en kovending, fra synth-inspireret postpunk til disco-orienteret pop, med ambivalent yuppieflirt. Især titelnummeret samt "China Girl" beviste, at Bowie også kunne favne reel popmusik og slippe godt fra det, i den grad også kommercielt, men det efterfølgende album, "Tonight", demonstrerede samtidig, at den reelle popmusik og dens formler nok ikke i længden var der hvor Bowies egne interesser og passioner skinnede stærkest igennem.

I 1985 deltog David Bowie naturligvis i Bob Geldof og Midge Ures stort anlagte Live Aid-koncert i London, hvor han fik en heltemodtagelse og i øvrigt medbragte Thomas Dolby på synthesizere til lejligheden. Hans musikvideoer var i heftig rotation på MTV, som han et par år tidligere havde givet en gevaldig offentlig opsang pga. deres manglende vilje til at spille sorte kunstneres videoer. I 1985 leverede Bowie selv, i samarbejde med Rolling Stones-forsanger Mick Jagger, velsagtens et ret seriøst bud på værste musikvideo nogensinde med deres fælles cover af Motown-hittet, "Dancing In The Street", der af mange blev betragtet som et tegn på kunstnerisk krise. Det hele kørte på skinner kommercielt, Bowie var superstjerne, men hverken han eller hans mest trofaste fans virkede helt henrykte ved situationen.

I 1986, muligvis i et forsøg på at gå nye veje, spillede og sang Bowie med i Jim Hensons fantasy dukkefilm, "Labyrinth", som den stilfuldt gotiske Jareth, iført det nypuritanere nok i dag vil kalde for meget stramme ridebukser i en børnefilm. Rollen vandt ham dog utvivlsomt mange unge fans hos især piger, der var vokset op med filmen på video og senere sprang ud som post-millennium goths i cyberspace. Med "Never Let Me Down" forsøgte Bowie i 1987 at vende tilbage til en mere rock-orienteret lyd og gik så at sige hele vejen et par år efter, da han i 1989 dannede gruppen Tin Machine, som spillede nedbarberet støjrock, uden den ellers vante og let distancerede intellektuelle tone, man var blevet vant til at forbinde Bowie med. Og nu blev det efterhånden klart for de fleste, at når man talte David Bowie, så eksisterede termer som 'vant til' ikke rigtig. 

Kunstneren vender tilbage

I begyndelsen af halvfemserne vendte Bowie blikket mod bl.a. den tiltagende rave- og electronicascene, og elektroniske halvfemserbeats sneg sig da også ind på "Black Tie White Noise", som herudover tog afsæt i rock, her og der med smag af soul og jazz. Men på "Outside" to år efter tog han skridtet fuldt ud, så at sige, og det i selskab med den gamle legekammerat, Brian Eno. Sammen skabte de et af Bowies mest mørke og dystre albumudspil nogensinde, som forener elementer af industrial med synthrock og avantgarde, et meget klart signal om, at Bowie igen havde skiftet kurs og, skulle det vise sig, endegyldigt lagt den kommercielt orienterede popmusik bag sig.

Den fremragende single, "Hallo Spaceboy" blev i øvrigt remixet lige så fremragende af Pet Shop Boys, mens "I'm Deranged" fra samme album benyttedes i David Lynchs ildevarslende, "Lost Highway", som i øvrigt, i parentes bemærket, også var med til at eksponere Rammstein for et stort publikum. Efter filmrolle som Andy Warhol i "Basquiat" fortsatte Bowie sin elektroniske fascination på "Earthling" i 1997, som videreførte flirten med industrial, nu også tilsat heftig drum'n'bass-programmering, technosynthesizere og en generelt aggressivt pågående lyd, komplet med gæsteoptræden af Mr. Nine Inch Nails, Trent Reznor, i videoen til "I'm Afraid Of Americans". I disse år kastede Bowie sig også for alvor over det store internet og hans daværende website var dengang noget man talte om som virkelig vellykket i chatrum rundt omkring i cyberspace.

Flere kunstneriske fjer i hatten bød den moderne klassiske komponist Philip Glass på, idet han i halvfemserne baserede to symfonier på Bowies "Low"- og ""Heroes""-album. Omkring årtusindskiftet vendte Bowie i 1999, med "Hours…", tilbage til en mere rockorienteret lyd, med fokus på mere traditionel sangskrivning, komposition og produktion, men med gode melodier og arrangementer for øje, en tilgang, der velsagtens toppede med 2002-albummet, "Heathen", som viste en moden Bowie, som formåede at forene det iørefaldende med det eksperimenterende, det traditionelle med det skæve – en disciplin som Bowie velsagtens om nogen var mester i. Albummet bragte den gamle producerven Tony Visconti tilbage ved knapperne; første gang siden "Scary Monsters", og det var formentlig ikke noget dumt valg. "Reality" fulgte året efter, og det bragte David Bowie på stor turné, der bl.a. lagde vejen forbi Forum i København, som blev hans sidste på dansk jord.

Jeg var der selv, og det var fantastisk – jeg har været til et hav af koncerter, jeg har anmeldt et hav af koncerter, jeg har sågar selv givet et hav af koncerter, og jeg tvivler gevaldigt på, at vi kommer til at opleve en kunstner med så magisk scenekarisma igen i vores levetid.

Forbandede helbred

Efter "Reality" fulgte helbredsproblemer; hjertet ville ikke rigtig som Bowie, og legenden måtte lægge turnéerne på hylden. En vellykket optræden som Nikola Tesla i Christopher Nolans vellykkede "The Prestige" var med til at demonstrere, at David Bowie var der endnu.

Vi var rigtig mange, der håbede på, at han ville være i stand til for alvor at vende tilbage til scenen. Det skete ikke, men den gamle ræv formåede alligevel, nok engang, at tage os med bukserne nede, da han i 2013, på sin 66-års-fødselsdag, udsendte singlen "Where Are We Now?" og kort efter den pletvist nostalgiske "The Next Day", som ikke alene bød på helt nyt materiale, men som også bragte David Bowie tilbage i toppen af alverdens album-hitlister, både i hjemlandet England såvel som herhjemme. Hvad skete der lige? Ingen vidste det helt, men kamæleonen havde gjort det igen og formået at levere endnu en overraskelse. Det har han så nu formået igen, i forbindelse med afskeden "Blackstar", og selvom det næppe var den overraskelse, vi havde håbet på, så må man tage hatten af for David Bowies kunstneriske integritet. I halvandet år har han kæmpet med kræft og stadig arbejdet på nyt materiale, materiale som manden nok, efterhånden som sygdommen skred frem, har vist ville blive det sidste album i rækken. Musik, tekster og videoer lader det i hvert fald antyde.

At det tilmed er lykkedes for en legende af David Bowies kaliber at holde sygdommen hemmelig for offentligheden, det er lidt af en gåde – og netop sådan skal det være. Helt ind i døden forbliver Bowie den enigmatiske skikkelse, han altid har været, og det er netop det minde, han efterlader. Når det nu desværre ikke kan være anderledes, så er det lige præcis sådan, det må være. I en musikindustri præget af kynisme og grådighed, udstillede Bowie hykleriets mekanismer gennem sin enigmatiske personlighed, og han gjorde det til en kunstart, sin kunstart.

Ved konstant at skifte persona og gennem sine konstante genrebrud påpegede David Bowie, hvorledes musikindustrien netop er afhængig af hele tiden at kunne sælge friske nye produkter, pakket ind i en illusion om autenticitet. Ved at lade hånt om autenticiteten og i stedet dyrke rollen fremstod Bowie som den allerærligste, som drengen, der påpegede, at kejseren ikke har noget tøj på, som hofnarren, der, som den eneste, kunne sige sandheden i kongens påhør. Han insisterede på et intellektuelt niveau, var ikke bange for at beskæftige sig med komplicerede emner og udtryk. Og så var han gudesmuk, havde en stemme fra det ydre rum og et indre fyldt med vidunderlig musik. Det skal vi kunne glæde os over nu, det er vores pligt. Men jeg vil ikke foregive trøstende ord; det eneste jeg har lyst til at konkludere er: hvor er det ubegribeligt trist. This is no God-awful small affair.