Reportage: EXIT Festival i Serbien - Del 2

Der har de sidste fire dage været fuldt drøn på den store EXIT Festival i Serbien, som netop er afsluttet. Festivalen ligger i landets andenstørste by, Novi Sad, halvanden times kørsel fra hovedstaden Beograd og er vært for cirka 100.000 publikummer.

 

Festivalen foregår på byens gamle fæstningsanlæg, der ligger majestætisk ud til den mægtige flod Donau, der dovent slanger sig ved landskabet forneden. Den unikke location er uovertruffen, og det samme er historien om festivalens tilblivelse. Tilbage i 2000 lå Jugoslavien mere eller mindre i ruiner efter den næsten ti år lange borgerkrig, som resulterede i opsplitningen af Jugoslavien.

 

For at vise omverden og landets egne borgere, at Serbien er stof for andet og mere end krig og vold, gik en gruppe studenter i 2000 sammen og grundlagde EXIT Festivalen, som havde fokus på fred, demokrati og musik.

 

Den første udgave af festivalen varede i hele 100 dage, og i 2001 fandt festivalen sin nuværende form, som siden har vundet større og større international opmærksomhed. Festivalen har gennem årene vundet talrige priser, blandt andet Best Major European Festival Award i 2014, og er i dag en international anerkendt festival med udenlandske besøgende fra det meste af verden.   

 

EXITs musikprofil er især præget af dance, dj's og EDM, men da der er hele 400 (!) forskellige gigs fordelt på 14 scener, er der noget for enhver smag, stil og genre.

 

Efter en fantastisk afslutning på festivalens første aften med australske The Rumjacks starter fredagen med en flad fuser leveret af legendariske George Clinton & Parliament Funkadelic.

 

Seancen starter med, at et 11 mand stort band fuldendt med tre letpåklædte korpiger indtager senen og går i gang med det gamle funkhit "Flash Light". Bandet er tight, og groovet er funky, som det skal være, men bandets grundlægger og hovedperson kan slet ikke være med. Han sidder lidt tilbage på scenen i en stol og banker rytmen til sangen med en stok og nikker med til musikken. Af og til kommer han op fra stolen og går hen til sit band og synger med, men han har slet ikke stemme til at synge et helt nummer, og hans mange hjælpesangere må i stedet tage over.

 

Sådan foregår hele koncerten, og det er både trist og uværdigt at overvære, og man kan kun undre sig over, at han ikke forlængst er stoppe med at turnere, da han med sådan en performance er godt i gang med at ruinere sit eftermæle over for nye generationer af fans. Legendestatusen som en af hovedarkitekterne af funkmusikken kan ingen dog tage fra ham, men som scenekunstner er der ikke mere at komme efter her. 

 

Hovedparten af publikum er unge nok til, at George Clinton både kunne være deres bedste- eller oldefar, og langt de fleste kender hverken ham eller musikken, men står foran hovedscenen for at varme op til aftenens ubestridte hovednavn: David Guetta.

 

Da Clinton er trisset af scenen, bliver pladsen foran scenen lynhurtigt fyldt helt op, og et jubelhyl ryger gennem luften, da den franske dj-helt og superstjerne i et inferno af røg, strotoskob og visuals indtager pulten på scenen.

 

David Guetta er verdens bedst betalte dj og regnes for at være grundlæggeren af hele EDM-scenen, som er ultrapopulær her. Ekstasen vil ingen ende tage, og publikum både græder og kravler på skuldrene af hinanden, mens Guetta storsmilende pumper sine giganthits ud fra dj-pulten.

 

Showet er simpelt, men uhyre effektivt. Under hvert nummer er storskærmene fyldt med fantasifulde og farverige visuals, der på sekundet passer til det beat, der bliver leveret. Samtidig bliver hvert nummer gevaldigt pisket op af rigelige mængder pyroteknik, konfetti, røgkanoner, laserlys, selvlysende droner og andet godt. Og det virker! Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om en ligende stemning. Det er en ren vanvidsseance, og det hele kulminerer naturligvis da monsterhittet "When Love Takes over" bliver fyret af.

 

Man kan mene, hvad man vil om Guetta og hans arbejdsmetoder, men hatten af for ene mand (godt hjulpet på vej af diverse hjælpemidler godt nok) at kunne skabe sådan en fest og stemning, der samler 50.000 tætpressede og ellevilde publikummer, som elsker hvert sekund. 

Både telefonforbindelsen og wi-fi er stort set nede konstant denne fredag nat, hvad der gør det umuligt at lave aftaler med nogle. I stedet ender løjerne for mit vedkommende med at tage på en lokal bar, hvor den står på masser af dans, 90'er-hits og nye bekendtskaber til sekstiden om morgnen. Festen stopper aldrig her i Serbien. Lørdag kræver derfor en del arbejde for at komme op på hesten igen. Men efter en lang gåtur i stegende hede langs Donau-floden lykkes det nogenlunde, og festivalens tredje dag starter også roligt ud med en lækker middag serveret ved festivalens VIP-område med de andre inviterede journalister. 

 

Første musikalske stop er med den New Zealandske singer/songwriter Graham Candy, som nu er bosat i Tyskland, hvor han har hittet godt med singlen "She Moves". Graham Candy er tidligere professionel danser og skuespiller, og det kan ses på hans meget udadvendte performance, hvor han konstant hopper rundt på scenen og piroueretterer om mikrofonstativet, mens han synger i falset a la Prince og er tydeligvis begejstret.

 

Ligesom andre store festivaler byder EXIT også på andet end rene koncerter. Når man bevæger sig væk fra de store scener, er der både et silent disco, svævebaner, bungy jump og en karaoke-scene, hvor to danske ungersvende kun iført shorts og store dannebrogsflag leverer en pivende falsk udgave af One Directions "Live While We're Young" til stor morskab. 

 

Lørdagens rockede hovednavn er The Vaccines, der starter storladent ud med den episke titelsang til "Game of Thrones", der bliver blæst ud, mens bandet gør sig klar på scenen. Selvom The Vaccines er ærkebritiske, lyder de meget mere som amerikanske Interpol og især The Strokes, som de har lyttet lidt for meget til.

 

Bandet brød stort igennem i 2011 med singlen "Post Break-Up Sex", og debutalbummet blev det bedst sælgende i England samme år. Siden er der kommet to andre album uden samme succes, og bandet virker efterhånden ganske retningsløse og ufokuserede. Bedst er de korte, punkede numre og de mere langsomme ballader, men sætlisten er mest fyldt med kedelige mellemtempo sange, der hverken kommer frem og tilbage.

 

Energien er der ikke rigtig, og det smitter af på publikum, som langsomt siver væk fra scenen. Så er der mere fart over feltet på Future Shock-scenen, hvor det slovenske band Koala Voice fyrer nogle gennemmusikalske ska og punk-sange af med en yderst cool forsangerinde i front, som vokalmæssigt minder en del om Debbie Harry fra Blondie.

 

På naboscenen er der mere tomgang i luften, hvor Paradise Lost giver lektioner i god gammeldags death og goth metal. Veteranerne fra England har næsten 30 år på bagen og havde deres storhedstid i 1990'erne, hvor de var med til at skabe og definere de to førnævnte metalgenrer. Hele 14 album har ensemblet udgivet, men der er efterhånden meget langt mellem snapsene, og de tre numre, som jeg nåede at overvære virkede både bedagede og decideret kedelige. Det er klassisk metal med lange guitarsoloer og langsomme rundgange tilsat falsetgrowl. Men det virker ikke rigtig mere, og kun et par dansende enhjørninger oppe foran virker ægte begejstrede.  

 

Man skal ikke glemme, at en festival starter med ordet fest. Og det står den efterfølgende på, hvor jeg er inviteret til en hemmelig fest på fortet, som foregår dybt nede i fæstningeanlæggets kringlede tunneller.

 

Langt under jorden bliver der serveret serbisk schnaps og en dj fyrer op for musikken, mens der bliver hoppet igennem i de trange og klaustrofobiske gange. Senere ud på de små timer forsætter festen med et gigantisk morgenrave på den store Dance Arena-scene, hvor over 5000 festfreaks holder energien oppe og nægter at gå hjem, selvom klokken efterhånden har rundet 8.30 om morgenen, og solen allerede bager ned.

 

Selv bliver jeg nødt til at kapitulere og bevæger mig slingrende, men rig på endorfiner hjem på hotellet efter tre vilde dage på Serbiens største musikfestival. Trods en del koncerter af svingende kvalitet kan jeg uden tvivl anbefale at tage til EXIT Festival. Festivalens location er helt unik, publikum er fantastisk og ukueligt, musikprogrammet er overvældende, vejret er shorts og T-shirt vejr 24/7, og så er det ikke mindst eksotisk at være på festival midt i hjertet af Balkan, hvor der er mere ukontrollerede spilleregler og carpe diem-mentalitet i luften end på de vesteuropæiske festivaler.

 

Du kan se mange flere billeder fra festivalen her.