Nyhed

5 navne, du skal høre på onsdagens Roskilde Festival

GAFFA anbefaler fem navne, der er værd at opleve på festivalens første dag

Action Bronson

Den tidligere amerikanske kok er berygtet for sit smidige rapflow og legesyge tekstunivers, der ikke overraskende ofte handler om mad. Han har udgivet flere mixtapes, men kunne sidste år blænde op for sit debutalbum "Mr. Wonderful". Det bragte ham forbi København sidste vinter, hvor GAFFAs anmelder Peter T. Aagaard kvitterede med fire stjerner og ordene: "Det var professionelt, komprimeret, velrappet og vellydende."

Du kan opleve Action Bronson på Avalon kl. 19.00


Gramatik 

Det er slovenske Denis Jašarević, der står bag kunstnernavnet Gramatik. Han er kendt for sin mikstur af electro, dubstep, jazz og hiphop, der er både melodiøs og stormfuld. Han begyndte allerede at nørkle med musikken som 13-årig, som siden har spredt sig som ringe i vandet til alle verdens kroge. Der er garanteret dansefest. 


Du kan opleve Gramatik på Apollo kl. 19.15

Hinds


Den spanske kvartet er både hårdtslående og umiddelbare. De udgav debutalbummet "Leave Me Alone" tidligere på året, der høstede anmelderroser for sit upolerede, smadrede udtryk, hvor guitar og trommer skærer skarpt igennem. 

Du kan opleve Hinds på Pavillon kl. 22.15

 

Vince Staples

Den amerikanske rapper er en del af hiphop-gruppen Cutthroat Boyz, men udgav sidste år soloalbummet "Summer '06", der blev rost for sine mesterlige produktioner og rapperens skarpe tekstunivers. Han har tidligere turneret med Tyler, The Creater og har sikker kurs mod stjernerne. Vær med, når det hårde gademiljø bliver kastet ud over plænen.

Du kan opleve Vince Staples på Pavillon kl. 20.15

 

Dawn Richard

Er du til kradsbørstig dance-pop er Dawn Richard et godt sted at starte. Hun blev placeret højt på Billboards dance-hitliste, da hun sidste år udgav albummet "Blackheart", der blev hyldet for sin personlighed og svælgende electrolyd. 

Du kan opleve Dawn Richard på Apollo kl. 21.15

ANNONCE