Leæther Strips ægtemand er alvorligt syg, og han og en række kolleger samler penge ind til medicin
En række danske musikere fra elektro/industrial-miljøet er gået sammen for at holde støttekoncert til elektro/industrial-veteranen Leæther Strips alvorligt syge ægtemand Kurt Grünewald på Lygten Station i København NV lørdag den 11. juni. De optrædende er Læether Strip, Ras Bolding, Neotek og Slagskygge.
Mange med deres gang i de alternative miljøer i Danmark kender nok til Leæther Strip, og, som det hedder sig, så står der en kvinde bag enhver god mand. Og nogle gange er der en mand, som i dette tilfælde Kurt Grünewald, Claus Larsens, aka Leæther Strips, mand gennem mange år. En mand, som blandt andet har været en uvurderlig hjælp i de år, hvor læderlappen led af depression.
Kurt Grünewald lider desværre i dag af nyresvigt, hvilket blandt andet medfører tunge medicinudgifter, hvorfor det danske miljø – med opbakning fra en lang række klubber – støtter op om denne koncertaften, hvor overskuddet går til Claus og Kurt, hvorfor de involverede musikere da også stiller gratis op. Men noget for noget, som man siger, så Leæther Strip trækker naturligvis selv i arbejdstøjet også, frisk efter en USA-turné. Ydermere optræder Ras Bolding, Neotek og Slagskygge.
Entré: 80 kroner.
BEMÆRK:
Ønsker man at donere yderligere til Kurt Grünewald, kan man gøre det via PayPal eller MobilePay. Angiv "Kurt" i forbindelse med indbetalingen til:
PayPal: leather_strip@vip.cybercit
MobilePay: 22791167
Programmet er som følger:
20:00: Dørene åbnes
21:00: Slagskygge
22:00: Neotek
23:00: Ras Bolding
24:00 Leæther Strip
Om de optrædende:
Slagskygge
Slagskygge spiller mørk, dubbet industriel musik. Med inspiration fra den minimale del af dubstep, den okkulte side af industrial samt lyden af knuste drømme fra black metal trækkes der nye linjer op i flammerne.
Neotek
Neotek er fra København og er en af landets ældste og stadig aktive ebm- og industrialnavne. Gruppen forener elementer af klassisk ebm med strøg af både industrial, techno og metal, hvilket resulterer i rendyrket energiudladning på scenen.
Ras Bolding
Ras Bolding befinder sig i musikalsk ingenmandsland, et sted mellem synth, goth, electronica, wave og 8-bit. Han har givet et hav af koncerter, fra undergundsklubber til kunstmuseer, fra alternative musikfestivaler til SM-fester.
Leæther Strip
Leæther Strip er dansk eksportvare med speciale i ebm og industrial. Han har en lang række af udgivelser og et væld af koncerter bag sig og regnes - måske især i det store udland - som en af ebm-genrens væsentlige pionerer.
Braincorp.Webshop vil have en stand til arrangementet, og 10 procent af al salg i standen går til Kurt.
Aftenen byder også på dj's, nemlig Totem (Totentanz), Geza (Totentanz, Golem) og Brain (Braincorp.).
Varm op med Leæther Strips "Strap Me Down":