Nyhed

Guide: 11 essentielle navne, du skal høre på Roskilde Festival

Her er de koncerter, som du ikke må gå glip af på årets Roskilde Festival

Nu er Roskilde Festival langt om længe over os, og mens vi krydser fingre for, at vejret holder tørt – væk med jer, skyer, væk! – guider GAFFA til 11 essentielle navne, du skal høre  på årets festival.

Årets program byder på et fint udpluk af mange forskellige genrer, med både kendte og knap så kendte navne på plakaten. Vi kommer naturligvis ikke udenom anbefalinger af nogle af de mest kendte navne, men der skal selvfølgelig også være plads til den nye oplevelse.

Her følger 11 koncerter, som du ikke må gå glip af på Roskilde Festival:


RED HOT CHILI PEPPERS

Vi kan ligeså godt få den af vejen med det samme. Selvfølgelig skal du se Red Hot Chili Peppers på Orange Scene. Det er utvivlsomt en af årets mest ventede og omtalte festivalkoncerter.

Har Roskilde Chili Peppers på programmet, lød det vantro sidste år. Straks genoptrykte medierne anmeldelserne fra det californiske firkløvers skandalekoncert på en regnvåd festival i 2007. Mon det californiske firkløver er klar over forventningspresset?

Der er stadig bid i chilifrugterne, hvad de demonstrerer på deres helt nye udspil, ”The Getaway”, hvor bandet har erstattet den vante Rick Rubin med hitproducerne Dangermouse. ”Red Hot Chili Peppers lyder for en gangs skyld nogenlunde modne og afklarede. Vel vidende at de ikke når fordums styrke, men stadig insisterende,” konkluderer Jan Opstrup Poulsen i sin fire stjerners anmeldelse.

Det er fem år siden, at Chili Peppers sidst gæstede Danmark. Her gav de en træfsikker koncert i Jyske Bank Boxen, Herning, hvor den ”nye” guitarist Josh Klinghoffer også beviste, at han var mand nok til at udfylde John Frusciantes sko.


 Red Hot Chili Peppers, onsdag den 29. juni, klokken 22.30, Orange Scene


NEIL YOUNG + PROMISE OF THE REAL


Genmodificerede kaffebønner og majs eller ej, så har Neil Young stadig et misundelsesværdigt sangkatalog, der strækker tilbage til 70’ernes guldrandede album, ”After the Gold Rush”, ”Harvest” ,”On the Beach” og ”Rust Never Sleeps”, og senere klassikere som ”Freedom”, ”Harvest Moon” og ”Greendale”.

Legenden er ikke blevet mindre bidsk med årene, og sidste år udgav han det indignerede ”The Monsanto Years”, noget så efterhånden sjældent som et regulært protestalbum, hvor han får rettet sit lyriske skyts – og sin langemand – mod firmaet Monsanto, der producerer kemikalier til anvendelse på grøntsager og planter. Læs GAFFAs anmeldelse her.

Vi håber, at Young er i legesygt humør og får tid til at give os genhør med klassikere som ”Old Man”, ”Heart of Gold” og ”Harvest Moon”, men også får gravet sin fuzz-guitar frem og minder os om, hvorfor han i 90’erne blev betegnet som grunge-musikkens gudfar.



Neil Young + The Promise of Real, fredag den 1. juli, klokken 21.00, Orange Scene



LCD SOUNDSYSTEM


Uha, vi glæder os på forhånd! James Murphy & co. viste sig i topform, da det gendannede LCD Soundsystem spillede på Primavera Sound i Barcelona tidligere på måneden.

Det vakte da også jubel, da det blev bekendtgjort, at LCD Soundsystem var på vej tilbage på scenerne efter at have splittet op i 2012.

James Murphy og hans label DFA stod i begyndelsen af årtusindet for den allerhedeste og mest cool elektropop, man kan tænke sig. Den musikalsk altædende pladesamler havde i løbet af tyverne gjort sig bemærket som eklektisk dj, som kunne spille alt fra syret house til 70’ernes alternative rockhelte som Bowie og Reed side om side, men da han i starten af trediverne blandede alle disse musikalske udtryk i sit eget band LCD Soundsystem, blev dj’en med ét rockstjerne – til sin egen forbavselse. En rolle, han gradvis har vænnet sig til og voksede sig ind i.

Fra starten af har LCD Soundsystem været gennemført ironisk og nostalgidyrkende, og det ramte da også en klar nerve, ikke kun i hjembyen New York, men også kloden rundt. Et nyt album skulle være under opsejling – det har Murphy bekræftet via Facebook. Det lugter af nye hits.



LCD Soundsystem, søndag den 3. juli, klokken 01.00, Orange Scene


BIFFY CLYRO


Mon the Biff! Den skotske trio har rumsteret siden dannelsen i 1995, og hvis man lytter til bandets album i kronologiske rækkefølge, taber man hurtigt kæben over den store udvikling, som sanger/guitarist Simon Neil og tvillingerne James (bas) og Ben Johnston (trommer) har gennemgået.

Fra det alternative og dybt proggy til sange så fængende – så smerteligt poppede! – at en engelsk X-Factor deltager ikke var ublu for at lave en coverversion, har Biffy Clyro meget at byde på.

De seneste album, ”Puzzle”, ”Only Revolutions” og ”Opposites” rummer nogle af nyere tids mest slagkraftige rockschlagere, og det er svært ikke at ende med at skråle med på dramatiske hits som ”Saturday Superhouse”, ”Folding Stars”, ”That Golden Rule”, ”Many of Horror” og ”Black Chandelier”.

Vi venter spændt på det nye album, ”Ellipsis”, som Rich Costey har produceret. Han har for eksempel Muses ”Absolution” på sit cv, så han virker som et godt match til Biffys ligeså ambitiøse og bombastiske lyd.

Altid et forrygende live-band, måske de spiller noget nyt?



Biffy Clyro, fredag den 1. juli, klokken 16.00, Aren
a


WHITNEY


Yndefuld soul med en teskefuld grådkvalt country. Sådan beskriver engelske The Guardian Whitney. Og nej, det er ikke en soloartist, men fire gutter fra Chicago.

Deres debutalbum, ”Light Upon the Lake”, tegner sig allerede som opmærksomme øres soundtrack for sommeren. Hvor musikken er lys og let, er teksterne omvendt lettere nedslående. Men det hele synker nemt og solbeskinnet ned.


Er du til Curtis Mayfield og Bon Iver, jamen, så er Whitney nok det bedste band, du endnu ikke har hørt.



Whitney, fredag den 1. juli, klokken 14.15, Pavilion



PJ HARVEY

Vi behøver vel næppe præsentere PJ Harvey (billedet) nærmere? Det eneste vi vil sige er, at hun netop har udgivet endnu et kæberaslende album, og hvis alt forløber, som det har gjort hidtil på hende turné, lægger hun Roskilde fladt ned.

På ”Let England Shake” (2011) fik Brexit-landet en løftet pegefinger, men på ”The Hope Six Demolition Project” er det hele verden, der får en på tæven. Og det er en mesterlig omgang klø. GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen kvitterede med fem stjerner og konkluderede:

”PJ Harvey kan om nogen fortolke rocksangen. På The Hope Six Demolition Project lader hun i høj grad blæserne om at skabe uorden i melodierne, mens de få akkorder pisker af sted, som i den hymneagtige The Wheel. Det er PJ Harvey, når hun er stærkest. Med The Hope Six Demolition Project lykkes det til fulde at forene kunstprojektet med rocksangens DNA.”



PJ Harvey, torsdag den 30. juni, klokken 20.30, Arena


TAME IMPALA

Australske Tame Impala imponerede med et af sidste års stærkeste udspil. På ”Currents” tog hovedarkitekt og frontmand Kevin Parker bandet i en overraskende retning i forhold til deres psykedeliske udtryk. Det var måske et sats, men det betalte sig, og resultatet blev adskillige ørehængere.

Det kan kun blive en god blanding af syre og sød pop, som munder ud i den rene Roskilde Fest, når Tame Impala indtager scenen.

I februar gæstede bandet København, og her gav de en koncert, som smagte af mere, og måske det også er derfor, vi er sultne nu og ser frem til gensynet på Roskilde.



Tame Impala, fredag den 30. juni, klokken 20.30, Arena


SLAYER

Jeff Hanneman er borte og i stedet har vi Gary Holt (Exodus), Dave Lombardo er også blevet erstattet på trommestolen af Paul Bostaph, og alligevel fremstår Slayer ligeså slagkraftige, som åbningssalverne på ”Reign in Blood”.

Det er dog ikke kun laurbærrene, som thrashbandet hviler på. Næ nej, de udgav sidste år ”Repentless”, hvis eneste anke ifølge guitarist Kerry King var, at titlen ”God Hates Us” var bedre. Det sidstnævnte album udkom beklageligvis den 11. september 2011, hvad da nok påvirkede salget betydeligt.

Men ærlig talt, behøver Tom Araya og Kerry King ikke opfinde metalhjulet for os på ny. De skal bare få det til at regne med blod. Så er vi tilfredse, tak.



Slayer, onsdag den 29. juni, klokken 19.30, Arena


MURA MASA


Bag Mura Masa gemmer britiske Alexander Crossan sig. Den kun 20-årige elektroniske musiker har allerede gjort sig bemærket med kun én EP i bagagen. Forvent klubvenlig garage-pop.

Navnet Mura Musa stammer fra den ildeberygtede japanske sværdsmed Muramasa Sengo, og det er da heller ikke tilfældigt. Crossan fortæller til BBC, at hans musikalske mål altid har været at skabe noget, der ”skærer som en kniv”.

Vil du se en ung stjerne, som muligvis er the next big thing? Så, sensei, er det her det sker.



Mura Masa, fredag den 1. juli, klokken 22.15, Pavilion.


YOUNG THUG


Det er ikke kun hittet ”Stoner”, vi har på hjernen. Vi har skam også lyttet ihærdigt til Young Thugs mixtape, ”I’m Up”, der udkom i februar.

Jeffrey Lamar Williams er noget af det fineste, som Atlanta kan byde på i disse år, og han har især gjort sig bemærket på utallige samarbejder med andre southern rappers.

Vi tvivler dog ikke på, at Young Thug kan leve op til hypen og levere en fest til Roskilde – regn eller ej.



Young Thug, fredag den 1. juli, klokken 18.00, Apollo


BLOOD ORANGE


Dev Hynes’ R&B og electronica-legestue, Blood Orange, er klar med tredje langspiller den 1. juli. Albummet kommer til at hedde ”Freetown Sound”.

Sidste udspil, ”Cupid Deluxe” fra 2013, var en ganske vellykket fusion af elektronisk minimalisme og lyden af røgfyldte jamcaféer i New Yorks r&b- og jazz-miljøer.

Hvis vejret vil det, lyder Blood Oranges koncert som et rigtigt godt sted at indfinde sig, hvis man lige skal have en slapper og nyde solen.



Blood Orange, torsdag den 30. juni, klokken 21.00, Avalon

ANNONCE