Sangerinden Judith Hill var med på den dramatiske flyvetur
Sangerinden og Prince-samarbejdspartneren Judith Hill, der var med på Princes privatfly, som måtte nødlande seks dage før hans død, fordi Prince fik et ildebefindende, fortæller nu om den dramatiske begivenhed. Flyet var på vej fra to koncerter i Atlanta, Georgia – Princes to sidste offentlige koncerter – og hjem til Princes bopæl i Minneapolis, Minnesota, da det måtte nødlande i Moline, Illinois. Om bord var Prince, Hill og Princes mangeårige ven Kirk Johnson.
"Hans blik var stift," fortæller hun til New York Times og fortsætter, at hun først troede, at Prince var faldet i søvn. "Vi vidste, at det bare var et spørgsmål om tid; vi var nødt til at få ham ned. Vi havde ikke noget på flyet, der kunne hjælpe ham."
Prince blev på landingsbanen behandlet med Narcan, som ofte bruges som modgift mod overdoser af smertestillende midler. Ved obduktionen kom det frem, at Prince døde af en overdosis af det smertestillende middel Fentanyl.
Judith Hill fortæller, at hun og Kirk Johnson blev ved Princes sygeleje i Moline, hvor han var "meget samarbejdsvillig" og "seriøs omkring at få hjælp." Dagen efter fløj hun hjem til Los Angeles, men kontaktede andre venner af Prince, der satte ham i forbindelse med misbrugseksperten Dr. Howard Kornfeld. Det var Kornfelds søn Andrew, der fandt Prince død i en elevator i sit studie Paisley Park i Minneapolis-forstaden Chanhassen.
Prince producerede Judith Hills debutalbum "Back in Time", der udkom sidste år. Hun fortæller, at han aldrig fortalte hende, at han havde problemer med smerter eller smertestillende midler.
Prince døde 21. april, 57 år gammel.