Skin & Co. giver koncert i København til vinter
Det engelske rockband Skunk Anansie giver koncert i Store Vega, København søndag den 26. februar 2017 i kølvandet på dette års album, ”Anarchytecture”.
Billetsalget starter mandag den 13. juni klokken 10:00 via Billetlugen
Skunk Anansie blev dannet i 1994 og fik hurtigt succes med to velsælgende album i 1995 og 1996, hits som "Weak", "Hedonism (Just Because You Feel Good)" og "Brazen (Weep)" samt turnéer med bands som U2, Bad Religion, Aerosmith og Muse. Det tredje album, ”Post Orgasmic Chill” fra 1999, fik ikke så god modtagelse som de to foregående plader, og i 2001 besluttede bandet sig for at gå i opløsning.
Den karismatiske sangerinde Skin fokuserede på en solokarriere, men i 2009 fandt de fire briter sammen igen, og Skunk Anansie genopstod. Pladerne ”Wonderlustre” fra 2010 og ”Black Traffic” fra 2012 blev ikke helt så store succeser som de to første 90'er-plader, men deres koncerter på Smukfest i 2011 og i Falconer Salen i 2012 fik gode anmeldelser. Sidstnævnte fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Ivan Rod og blandt andet følgende ord:
"Skin, Ace, Mark og Cass lagde ud med 'The Skank Heads', fortsatte med 'I Will Brake You' og 'I Believed In You'. Og stort set på intet tidspunkt – i løbet af de næste halvanden time – trak de i håndbremsen. Energien – eller rettere: aggressionen – forblev intakt og nærværende.
Konstant animerede de til et kollektivt hysteri af den slags, der forbinder. Og dét formåede de både at opbygge og fastholde."
Varm op med klassikeren "Weak":