Nyhed

White Lies giver to danske koncerter

Det britiske post-punk-band besøger landet til efteråret

Det engelske post punk-band White Lies er på vej med deres fjerde album. Udgivelsen følges op med en turné, der i efteråret bringer dem forbi både København og Aarhus, hvor de spiller i henholdsvis Store Vega 25. oktober og Train 29. oktober.

White Lies debuterede i 2009 med albummet, “To Lose My Life…”, der strøg direkte ind som nummer 1 på den britiske album-hitliste. Dette førte til en heftig tourperiode, hvor de blandt andet spillede på både Glastonbury-festivalen samt amerikanske Lollapalooza og Coachella, inden de opvarmede for Muse.

Siden har det post-punk-inspirerede band udgivet yderligere to album, senest 2013’s “Big TV”.


I april postede bandet så et billede på Twitter med teksten “Hello there. We’re Coming Back”, der antydede, at de var i studiet. Og i dag annonceres udgivelsen af White Lies fjerde album, der bærer titlen “Friends”, og som udkommer senere på året. Første single, "Take it Out on Me", er netop udkommet.

I forbindelse med den nye plade drager trioen på turné, og denne gang kan de danske fans glæde sig til at opleve White Lies to steder i landet, både i københavnske Store Vega og på Train i Aarhus.

Billetsalget begynder 1. juli klokken 11 via Ticketmaster.dk


White Lies har givet adskillige koncerter i Danmark, senest på NorthSide 2014. Her uddelte anmelder Sara Elisabeth Nedergaard tre stjerner og skrev blandt andet følgende:

"På trods af dårlig lyd og stadion-lefleri lander White Lies alligevel på den acceptable middelkarakter tre stjerner. Og det gør de, fordi de er nogle dygtige hit-smede og dygtige musikere, og fordi Harry McVeigh er en fremragende sanger (når man kan høre ham).

Jeg står især til fals for bandet, når White Lies får en god 80'er-tromme på numrene, og McVeighs stemme nærmet kammer over i en Duran Duran-lignende vokal, båret frem af insisterende keys. Og hittene, de var der, publikum var glade, og selv den dovne humlebi, der summede rundt blandt folk til venstre for lydteltet, lod til at hygge sig." Læs hele anmeldelsen her.


Varm op med White Lies' nye single:

 

ANNONCE