Nyhed

Karl William udgiver ny musik og tager på efterårsturné

Den anmelderroste sanger giver nu koncerter for et siddende publikum

Efter en velanmeldt koncert på Spot Festival i sidste måned er Karl William nu klar med ep'en "Livet", der udkommer 10. juni, og han vil præsentere sine nye sange på fire udvalgte spillesteder til efteråret. 

Karl William debuterede som 18-årig i 2013, da han lagde debutsinglen "Kostumeramt" på nettet, og den vakte stor opmærksomhed. Året efter udgav han ep'en "Døende" og optrådte på blandt andet Roskilde Festival, og i 2015 udsendte han så sit debutalbum "Placebo" og modtog prisen "P3 Talentet" ved det store P3 Guld-showet i DR Koncerthuset i oktober.

Karl William er snart klar med nyt materiale, som Spot Festival fik en forsmag på, da han fyldte Musikhusets Store Sal:


”Jeg har brugt de sidste mange måneder i studiet med en masse forskellige musikere og har lavet ny musik, som bliver ret vildt at spille for første gang foran andre end mig selv. Vi har arbejdet hårdt på at give publikum noget ny musik, vise et nyt udtryk på scenen, så det kilder under tæerne for at komme ud at spille igen,” fortæller Karl William.

Karl Williams nye lyd er ifølge hans bookingbureau Copenhagen "kendetegnet ved ømme keyboardtoner, med smæk på livetrommer og drumpads til en næsten 90’er-poppet lyd, der bliver suppleret af længselsfulde guitarakkorder og trompet."

Med sig på turné tager han et fem mand højt band, der sørger for en solid bund til hans croonervokal, som blandt andet GAFFAs anmelder bed mærke i på Spot. 


”For hold fast, hvor kan drengen synge. Den ene nye, smukke ballade efter den anden får vi præsenteret i aften. Den store sal i Musikhuset er næsten fyldt op – han er et af aftenens hovednavne på Spot,” skrev Silke Høj Christiansen blandt andet – læs hele anmeldelsen her. 

Karl William glæder sig nu til at tage på turné til efteråret, hvor han med gæster de fire største byer – som noget nyt med siddende koncerter:

On. 23. nov.          Odense        Posten - Billetter


To. 24. nov.           København   DR Koncerthuset, Studie 2 - Billetter

Fr. 25. nov.            Aarhus         Musikhuset Aarhus, Lille Sal - Billetter

Lø. 26. nov.           Aalborg        Musikkens Hus, Intimsalen - Billetter

Varm op med "Placebo" fra albummet af samme navn fra 2015:

 

ANNONCE