Nyhed

Reportage: The Great Escape – tredobbelt Spot Festival i England

Vi har besøgt den store showcasefestival i Brighton

GAFFA var igen i år i Brighton for at dække The Great Escape Festival 19.-21. maj med en fotoserie. Festivalen på Englands sydkyst er det britiske svar på Spot med fokus på unge navne, blot med cirka tre gange flere bands. 
 
Ligesom i Aarhus var festivalen ikke kun at opleve på mørke spillesteder, men også midt i byens gågade med offentlige gratiskoncerter. 

Det er i sagens natur umuligt at beholde overblikket over flere end 450 optrædende. GAFFAs udsendte valgte især at fokusere på nye navne fra Commonwealth-landene Australien, New Zealand og Canada, som ofte bruger The Great Escape som et springbræt til også at slå igennem i Storbritannien og resten af Europa.

Dog var der også tid til at opleve den store begejstring, som aarhusianske Liss vakte hos et engelsk og internationalt publikum. Ud over Liss bestod Danmarks musikalske bidrag for i år af Søren Juul (tidligere Indians) og Palace Winter.

De australske showcases viste tydeligt, at der allerede venter et godt nyt hold af kunstnere, som er klare til at følge op på de allerede etablerede navne fra Downunder.
 
Julia Jacklin kunne i denne forstand være den næste Courtney Barnett, Roskilde-aktuelle Methyl Ethel bandet i fodsporene af Tame Impala og Oh Pep! den nye folkduo i stil med Angus & Julia Stone.

New Zealand var næsten udelukkende repræsenteret ved kvindelige sangskrivere. Aldous Harding, Nadia Reid og Tiny Ruins kunne alle overbevise med hver deres egen poetiske udtryk.

Canada kunne blandt andet præsentere det spændende nye indieband Nap Eyes, mens Ben Caplan viste sig at være en slags canadiske Tom Waits (med imponerende skæg).

Naturligvis var der også et hav af nye britiske bands at opleve på festivalen, herunder nye rockhåb som skotske Man Of Moon og Desert Mountain Tribe.

Blick Bassy fra Cameroun viste sig som en ny kunstner, som publikummet på årets Roskilde Festival kan glæde sig til i høj grad.

Frankie Cosmos fra New York, som gæster København i august, var forfriskende med deres lidt akavede indie-charme, mens deres venner fra Porches kunne overbevise med intelligent pop.

Til sidst skal texanske Khruangbin nævnes, som med deres Thai-Funk-inspirerende numre virkelig fik et træt festivalpublikum til at danse. Khruangbin kan allerede snart opleves i Danmark som opvarmning for Father John Misty.
ANNONCE