Nyhed

Sinéad O'Connor fundet i god behold

Sangerinden er i sikkerhed, oplyser politiet

Den irske sangerinde og sangskriver Sinéad O'Connor er nu fundet i god behold, oplyser politiet i Chicago-forstaden Wilmette til Rolling Stone.

Ifølge The Daily Beast blev O'Connor fundet på et hotel i Chicago og blev herefter bragt til et lokalt hospital.

O'Connor blev tidligere i dag meldt savnet, efter at hun ikke var blevet set, siden hun tog på en cykeltur ved Chicago klokken seks om morgenen søndag, lokal tid (klokken 13 dansk tid), skriver CBS.


O'Connor opholdt sig hos venner i Chicago-forstaden Wilmette, men var ikke blevet set, siden hun tog på cykeltur søndag morgen lokal tid.

Sinéad O'Connor er kendt for sin skrøbelige psyke. I november 2015 blev hun indlagt, efter at hun på Facebook truede med at begå selvmord. I forrige uge blev hun sagsøgt for fem millioner dollar af komikeren Arsenio Hall, fordi hun beskyldte ham for at have forsynet Prince, der døde 21. april af endnu uafklarede årsager, med stoffer.

O'Connor er desuden involveret i en retssag om forældremyndigheden til sine børn, og hendes seneste statusopdatering på Facebook refererer til familierelaterede problemer.


 

ANNONCE