Lowly, Mads Langer, Liima og finske var blandt højdepunkterne på festivalen fredag
Se masser af billeder fra By:Larm med blandt andre Lowly, Mads Langer, Liima og Teksti-TV 666 fredag
"Hvad ser du, når du ser en helt almindelig orange kegle? Sådan en af dem, der står ude på vejen, når der er et stykke vej, du skal undgå?" Sådan lød spørgsmålet fra by:Larm-foredragsholder på by:Larms anden dag, Jarvis Cocker, som øsede ud af sin mangeårige erfaring med at lave musik under overskriften: "Jarvis Cocker – Extra-Ordinary".
Pulp-frontmanden tog en ganske underholdende tilgang til kreativitet, hvor han fremhævede alle de ting i sin hverdag, som hvert menneske ser på hver sin unikke måde. Selv den mest simple ting kan være interessant, når bare det er set igennem den individuelle linse. Med et simpelt fotoslideshow læste Cocker en række sangtekster op, som netop eksemplificerede dennes pointer. Blandet andet "Different Class"-sangen "E's & Wizz", ligesom han gav en meget dyster og dragende oplæsning af "Wickerman" fra "We Love Life".
En af de vigtigste kreative pointer fra briten var: "You might be appalled by what's in your head, but use it in some way. Accept your uniqueness, even though you don't like it. Harvest your associations, no matter how disturbing they might be." Hermed givet videre – endnu en stærk forelæsning, som by:Larm har god tradition for. Denne anmelder kunne i hvert fald blive ved med at høre BBC-værten sige: "Nougat & Caramel" med sine dybe røst på repeat.
Energisk og alsidig pop
Herfra gik turen til det lille rocksted Mono, hvor danske Lowly stod på programmet. De fem personer i den alsidige popgruppe byggede sættet rigtig fint op. De to kvinder i front, Soffie Viemose og Nanna Schannong, supplerer hinanden rigtig fint. Der er kontraster imellem dem, som indadvendthed/udadvendthed, nuanceforskelle i deres vokaler, der klinger smukt sammen under flere af gruppens sange. Lowly er heller ikke helt ulig en kunstner som den franske M83 – eksempelvis på "S.W.I.M.", hvor de tårnhøje synths udgør fyrtårnet. Momentvis er der også aner af produktioner, som man ser dem hos Björk med organiske elementer og brugen af et uendelig dybt mørke.
Kvartetten var rigtig stærk, især når trommeslager Steffen Lundtoft fik lov til at folde sine afvekslende brug af tam-toner ud med en energisk og ilter fremdrift, der var smittende udi i det lille rum. En rigtig fin optræden af Lowly, der også overraskede med deres stille momenter.
Efter et hurtigt change-over hoppede de tre kvinder fra Skinny Girl Diet på scenen. Den fandenivoldske britiske punkgruppe gav den op på pastelfarvet guitar, metalbas og dundrende trommer. Det var et tætpakket lydbillede, hvor der indimellem blev plads til små nuancer som guitarsoli og afvekslen i den vokale karakter, hvor sangen blev varieret med heftig brug af twang, der også gik mere over mod decideret growling (og skrig!). Selvom den britiske trio gav den alt, hvad de havde, så syntes formen at overgå indholdet en smule – og det blev en kende meget at høre på Cobain'ske referencer og en tætpakket lydmur, uden dybden lod til at skinne igennem.
Fra heftig punk gik vi videre til Mads Langer, dergav en solokoncert i den lille St. Edmunds Kirke iført skiftevis el- og halvakustik guitar. Danskeren gjorde en god figur af sig selv, hvor han fremførte sit store vokale repertoire, der er temmelig overlegent. Langer formår at bevæge sig mellem små dynamiske skift i sine sange, og derfor er det sjældent kedeligt at lytte til ham, da der både bliver sunget almindligt, i falset, dybt og særdeles kraftigt i det meste af sangskriverens materiale. Det er et tydeligt eksempel på en, der virkelig skal holde tilbage, da overskuddet er så voldsomt.
Der var nogle rigtig fine momenter undervejs – for eksempel singlen "3AM", hvor Langer undtagelsesvis fremførte nummeret på klaver, som var meget effektfuldt i det lille kirkerum. Sidste nummer blev "Behold"-nummeret "Death Has Fallen in Love". Vi var så heldige, at den norske sangerinde Astrid S blev inviteret på scenen og synge den sammen med Langer. En fin kontrast, hvor Langers varme guitarflade var en lindrende affære. Popvokal har sjældent fået bedre forhold i den lille kirke, og Langer var klar til at blive ved hele aftenen – det forstod man godt.
Fra et dansk navn til en andet – denne gang danske Liima, der er udsprunget af samarbejdet mellem Efterklang og den finske musiker Tatu Rönnkö. Et spændende samarbejde, der denne aften havde fået fornøjelsen af at stå på Rockefeller-scenen. Den stod rigtig fint til dem, da deres synth/sample/perkussive univers her kunne få de optimale forhold. Gruppen, der udgiver deres debutalbum den 18. marts på det engelske indie-selskab 4AD, skabte nogle smukke sammensurier af figurer, der flettede sig ud og ind imellem hinanden på energisk vis.
For eksempel den politiske "Amerika", hvor Casper Clausen ytrede flere opråb om tilstanden med Donald Trump og lignende. Det var voldsomt effektivt med Rönnkö på live-trommemaskine, der gav lyden et hårdere islæt, som virkede meget smittende. Det samme var gældende for resten af lydbilledet, der generelt er blevet mere råt som Liima, sammenlignet med Efterklangs optimistiske lydbillede. Clausens harmonizer-vokal agerede fint instrument undervejs, hvor man stod tilbage med fornemmelsen af at ville høre mere. Vi glæder os til det album, tak.
Disney Pop og sveddryppende primalpunk
Rebecca & Fiona stod herefter klar på den store Sentrum Scene, som var omkranset af henholdsvis alien- og Mickey Mouse-balloner. De to kvinder var iført farverige dynejakker og dertil et par meget korte nederdele, hvor kun en millimeter var overladt til fantasien. Gruppen havde et nærmest naivistisk Disney-Pop-agtigt islæt, der dog kun blev kontrasteret af naivistiske tekster med stærke seksuelle undertoner. Med en velspillede trommeslager bag sig blev de to kvinder suppleret af det ene radio-sløjfe- backtrack efter det andet. "You can do what you want with me" lød det fra de to, før dynejakkerne røg af – til stor jubel af det meget entusiastiske (kvindelige?) publikum.
De to gik generelt til grænsen af, hvad man kan have på og ytre sig oralt om – og det kammede også over indimellem. Måske er det kønnet der spiller ind, men det var faktisk svært at koncentrere sig om at lytte til musikken. Ikke desto mindre lod det til at virke hos de publikummer, der kom efter en fest, for det fik de. Men alt indhold kan som sagt ikke findes i vores trusser/boxershorts – også selvom de to forsangere snaver hinanden i gulvet undervejs.
Den diametrale modsætning ventede forude. Den finske kraut-punkgruppe Teksti-TV 666 havde indfundet sig på den lille rockklub Revolver, hvor der ikke var mere end, hvad der virkede som en smule over to meter til loftet. Klubben var fyldt til bristepunktet, og de finske fyre på scenen virkede både veloplagte og tændte – optimale forhold for en gruppe af deres kaliber. Det var især energien, der virkede smittende, hvor forsangeren knap kunne se ud af sit lange hår, der klæbede sig til hans ansigt, så han nærmest intet kunne se – og han så ud til at nyde det i fulde drag. Det gjorde publikum også.
De tog de relativt simple sangkonstruktioner til sig, hvor et af gruppens stærkeste elementer var det tre-fire mands mandekor med en fyldig rumklang, der udgjorde en stor del af lydbilledet. Dertil flittige guitarlicks og soli, der undervejs gav gruppen noget afveksling, ligesom de tordnende trommer var en opløftende oplevelse. Så opløftende, at de halsbånd, alle branchefolk bærer, pludselig svingede rundt i en intens mosh-pit til lyden af finsk torden-punk. Det er meget tvivlsomt, hvordan det kunne lade sig gøre, fra en scene der knap var hævet over gulvet, men ikke desto mindre stage-divede forsangeren – med fjæset nærmest kyssende imod loftet. En ren energi-bombe, der kun kan anbefales på det varmeste.
Endnu en glimrende aften på den norske festival, hvor kontrasterne nærmest var overvældende, men hvor finnerne trods alt tog sejren på dagen.
Se masser af billeder fra By:Larm med blandt andre Lowly, Mads Langer, Liima og Teksti-TV 666 fredag
