Nyhed

Guide: Her er påskens 11 essentielle koncerter

Forude venter mange fridage med masser af gode musikalske tilbud

Påsken nærmer sig, og der er heldigvis masser af spændende musikalske oplevelser i fridagene – hvis man er så heldig at have fri i påsken. Vi har fundet de 11 mest lovende koncerter – over hele landet. Klik på kunstnernavnene for mere info og links til billetsalg.

Find mange flere koncerter i vores koncertkalender, GAFFA Live

ONSDAG DEN 23. MARTS:


København:

Kira Skov, Jazzhouse

Den særdeles roste sangerinde giver sin eneste koncert i København dette forår. Kira Skov udgav i oktober albummet "May Your Mind Explode a Blossom Tree", og såvel det som en efterfølgende koncert på Atlas fik fem stjerner af GAFFA.

Aarhus:


Childrenn, Radar (spiller også på Posten i Odense 24. marts)


Childrenn er et forholdsvis nystartet rockband bestående af erfarne herrer som guitarist Manoj Ramdas fra blandt andet The Good The Bad og Sort Sol, Psyched Up Janis-bassist Jakob Jørgensen, Mechanical Birds-sanger Jakob Brixen og PowerSolo-trommeslager Rune Nugge Kristensen. De har netop udgivet debutalbummet "Animale", som fik fem GAFFA-stjerner, så der er god grund til at kigge forbi.

The Entrepreneurs, Fatter Eskil (turnéstart, spiller også i Sønderborghus 24. marts, Bobz, Odense 25. marts og Thisted Musik Teater 26. marts)

Den danske post-punktrio The Entrepreneurs indleder deres første, omfattende Danmarksturne, The Tony Rominger Tour. Turnéen bliver afholdt i forbindelse med udgivelsen af bandets debut-ep "Tony Rominger". En ep, som bliver udsendt den 1. april af Like a Can of Beans Records – et pladeselskab, der ledes og drives af en anden rocktrio, Nelson Can.

Tales of Murder and Dust, HeadQuarters (spiller også på Loppen 27. marts)

Den psykedeliske Aarhus-gruppe har netop udgivet sit andet album "The Flow in Between", som GAFFAs anmelder Kristoffer Veirum netop har tildelt fem stjerner under overskriften "Daimonisk poesi" og ord som: "Tales of Murder and Dust fremmaner en barsk natur, et eksistentielt stenbrud, et tidsligt forfald, og de holder albummet igennem en skarp koncentration. Store, urolige flader, der som havet gemmer på store dybder, man langsomt synker i, des mere man hengiver sig til at lytte efter. Musikken fordrer kontemplation, og det virker som en rejse at nå enden i Endless Repetition, hvor man vil sværge på, at man har set Skønheden." Læs hele anmeldelsen her.

Det lyder jo lovende, så kig endelig forbi enten i Aarhus eller på Loppen fire dage efter.

 

TORSDAG DEN 24. MARTS:

København:

Hollywood Undead, Store Vega (få billetter)

Den maskerede amerikanske rap- og metalgruppe Hollywood Undead startede i 2005 og har siden da spillet utallige udsolgte koncerter verden over, har turneret med bands som Stone Sour samt Avenged Sevenfold og optrådt på diverse festivaller. I 2008 udgav bandet debutalbummet "Swan Songs", som var nær platin-sælgende. Siden "Swan Song" har de efterfølgende udgivet to plader, og i marts 2015 kom fjerde album, "Day Of The Dead". Der er kun få billetter tilbage til koncerten.

Emil Stabil, Young Bong med flere, Pumpehuset (spiller også på Radar 25. marts)

Sammen med den danske hiphop/rap-blog Droz Daily Steezin – netop vinder af Club Awards for bedste musiksite – og pladeselskabspartnerne i Lil Label tager Emil Stabil på turné i Danmark fra den 24. marts under turnénavnet "Hestekræfter Tour". Emil Stabil vil med sit hold skabe en unik hiphop-oplevelse, når de sammen med nye talenter samt etablerede navne fra ind- og udland gæster Aalborg, Aarhus, Odense og København.

Disse navne inkluderer, foruden hovednavnet, folk som Cav & Sim, Pizzagang, Bulut, Intensiv MC, Kanu, Ice Kiid, J-Mix, Hakeem, Danni Toma, Noodle, Emil Lange, Pelle Peter, Unge Ferrari (NO), Gee Dixon (SE) samt Lil Label's egen Young Bong, der er singleaktuel med nummeret "Hollywood".

Tårn, Loppen (spiller også i Sønderborghus 26. marts)

Den tidligere Odense-baserede, nu københavnske gruppe Tårn er inspireret af amerikansk indie, britisk shoegaze og den nordiske indiemelankoli. Bandet har netop udgivet deres debutalbum, "Ud Ad Mit Vindue", som fik fire stjerner af GAFFAs anmelder Espen Strunk.

 

Aarhus:

Ida Gard, Atlas (turnéstart, spiller også på Nordkraft i Aalborg 25. marts og Værket i Randers 26. marts)

Tilbage i 2008 vandt Ida Østergaard DR's KarriereKanonen, og som så mange før hende har det brolagt stien til et liv i den musikalske verden. I dag betjener hun trubadur-tjansen under navnet Ida Gard, og hun udgav sit tredje, ifølge GAFFA firstjernede album "Womb" den 19. februar. I forbindelse med albumudgivelsen tager Ida Gard på Danmarksturné i foråret, hvor hun gæster 11 danske byer.

 

FREDAG DEN 25. MARTS:

København:

Velvet Volume, Pumpehuset (spiller også 26. marts i Thisted Musikteater)

Søstrene Noa, Naomi og Nataja Lachmi dannede rocktrioen tilbage i 2013 og fik for alvor sat deres navn på landkortet sidste år, da de blandt andet optrådte til GAFFA-Prisen 2015 på Bremen Teater. Trioens musikalske integritet er baseret på deres energifyldte guitarriffs, kreative basgange og en hårdtslående trommeslager, hvilken gør dem sammenlignelige med bands som The Runaways, The White Stripes og Royal Blood.

Odense:

The New Era Tour: Artigeardit + D.C. + Intensiv MC + Sleiman, Posten (spiller også på Huset-KBH 26. marts)

New Ear Tour er tilbage – denne gang med fokus på vækstlaget inden for dansk hiphop og urban med fire nye navne, som arrangørerne spår et gennembrud i 2016. Selve New Era Tour-konceptet startede tilbage i 2009 som en turné-platform for nye, aktuelle artister, der har brug for rygstød, uanset genre. Derfor har de seks foregående turnéer også peget i alle tænkelige retninger, for eksempel til metal, hardcore/punk, indie-folk og pop/soul. Nu gælder det så hiphop og urban.

Birkerød:

Wafande, Mantziusgården (turnéstart, spiller også Posten 26. marts og Pumpehuset 27. marts)

Wafande har haft et travlt 2015. I juni udgav han ep'en "Grand Danois" , der blandt andet inkluderer hittet "Himlen for Mig Selv". I efteråret offentliggjorde han også en engelsksproget soulprojekt med navnet Black Dylan, som han har skabt i samarbejde med produceren Nuplex. De løftede i starten af oktober sløret for deres repertoire, der er inspireret af den amerikanske soul- og folk-tradition, men som også har klare afstikkere til moderne popmusik. Nu er Wafande tilbage i rollen som dansksproget sanger, hvor han drager på turné landet rundt – og giver undervejs også flere børnekoncerter.

Udsolgte koncerter – som vi ville have anbefalet, hvis de ikke var udsolgt:
23. marts: James Bay, Store Vega
24. marts: Rasmus Walter akustisk, DR Koncerthuset
25. marts: Mark Guiliana Jazz Quartet, Jazzhouse
26. marts: Chris Cornell, DR Koncerthuset

Find mange flere koncerter i vores koncertkalender, GAFFA Live

ANNONCE