Nyhed

Video: Miniature-gyserfilm med Liima

Den dansk-finske gruppe med medlemmer af Efterklang er klar med endnu en albumforsmag

Liima, den nordiske kvartet dannet af den finske perkussionist Tatu Rönkkö samt Mads Brauer, Casper Clausen og Rasmus Stolberg alias danske Efterklang, udforsker deres mørke side i deres nye video til singlen "Roger Waters". Se videoen nedenfor.
 
Videoen, der ikke er for sarte sjæle, er instrueret af Plasctic Zoo og føles som en miniature gyserfilm. Handlingen drejer sig om en skjult trussel og frygt – med en overraskende slutning.  
 
"Roger Waters" er tredje sang fra Liimas kommende debutalbum "ii". Albummet indeholder sange skrevet under ugelange artist residencies i Finland, Berlin, Istanbul og Madeira. Hvert sted har haft indflydelse på lyden, både i overført betydning og i bogstavelig forstand gennem feltoptagelser og sampling. Hvert residency har sluttet med en koncert, hvor de nye sange er blevet spillet for et publikum.
 
"ii" bliver udgivet digitalt og på lp og cd den 18. marts. Liima tager i den forbindelse på Europaturné og giver en enkelt dansk koncert, på Spot Festival i Aarhus 29. april.

ANNONCE