Nyhed

Rick Ross angriber Trump i ny musikvideo

I kølvandet på Donald Trumps valgsejr har flere kunstnere giver udtryk for deres holdning til resultatet. En af dem er rapperen Rick Ross, som i sin nye video kritiserer den kommende præsident.

William Leonard Roberts II, som går under kunstnernavnet Rick Ross, udgav i december 2015 albummet "Black Market", hvor man blandt andet kunne finde sangen "Free Enterprise". I kølvandet på annonceringen af Donald Trumps valgsejr har rapperen nu udgivet en musikvideo til det politisk ladede nummer.

I musikvideoen til "Free Enterprise" kritiserer Rick Ross Donald Trump og bringer særligt opmærksomhed på racemæssige problematikker, alt imens han befinder sig foran det amerikanske flag, som er vendt på hovedet.

Tidligere på året blev Rick Ross i et interview med Rolling Stone spurgt ind til sangens kontroversielle tekst "Assassinate Trump like I'm Zimmerman". Rapperen forklarede:


"Jeg ville aldrig gå ind for vold mod Trump eller nogen anden. Det er et tekstmæssigt attentat. Det er mig, der udtrykker mig som en poet, idet jeg sammensætter ord i min kunstart uden vold i hjertet overhovedet."

Rick Ross har været en yderst produktiv herre, hvad angår albumudgivelser. Han debuterede med "Port of Miami" i 2006, og siden er det blevet til hele otte studiealbum. Hans seneste "Black Market" udkom i december 2015 og modtog fire stjerner af GAFFAs anmelder Michael Jose Gonzalez med ordene:

"Som samlet album er Black Market ikke bare mere tilfredsstillende end de to forgængere, men simpelthen et solidt album, der både viser, at Ross er tilbage til tidligere tiders form og har fundet nye stier at betræde." Læs hele anmeldelsen her.


Musikvideoen til "Free Enterprise" kan ses øverst i artiklen.

ANNONCE