Nyhed

Ti højdepunkter fra Iceland Airwaves

Islands største indiebrag bød i år på en forrygende cocktail af glimrende koncerter, spektakulære naturoplevelser og et heftigt natteliv. GAFFAs Mikkel Falk Møller ser her tilbage på ti af festivalens højdepunkter.

Islands største indiebrag bød i år på en forrygende cocktail af glimrende koncerter, spektakulære naturoplevelser og et heftigt natteliv. GAFFAs Mikkel Falk Møller ser her tilbage på ti af festivalens højdepunkter. 

 

Björk
Det kan næsten ikke blive meget større end at opleve den ukronede Dronning af Island i sin egen hjemby. Det skete lørdag eftermiddag til en fuldstændig enestående seance i Reykjaviks koncerthus Harpa, hvor Björk gav en gribende og sitrende koncert akkompagneret af det islandske symfoniorkester. Sætlisten bestod næsten udelukkende af de hudløse og hjerteskærende skilsmissesange fra sidste års "Vulnicura"-album, der rammer rent og hårdt direkte i hjertekulen. De kulsorte tekster blev leveret krystalklart af Björks umiskendelige stemme, og tilsat symfoniorkestrets dramatiske lydmur blev oplevelsen total. Kompromisløst, uafrysteligt og fuldstændig unikt.


The Sonics
Der var ild i røven og is i maven, da The Sonics lagde festivalen ned torsdag aften og beviste, hvem der stadig er kongerne af garagerocken. Selvom kernemedlemmerne forlængst har passeret de 70 år, viste legenderne ingen tegn på metaltræthed, da de fyrede op for tidløse klassikere som "Have Love Will Travel", "The Witch", "Louie Louie" og ikke mindst "Psycho", der stadig er en lige så forrygende fest knaldperle som da den udkom i 1965. Man forstår i den grad, hvorfor bandet har været inspirationskilder for alt fra Nirvana til Bruce Springsteen og Sex Pistols, og hvis Roskilde Festival skulle mange nogle spillevende legender til næste års festival, så er The Sonics et god bud!

Into the wild
Island byder på meget andet end god musik, og når man er på Airwaves, skal man ikke snyde sig selv for en ekspedition ud i den vilde natur. For eksempel kan det anbefales at tage på en såkaldt Golden Circle tur, hvor man både får set gigantiske springende gejsere, rygende vulkaner, uendelige mosgrønne lavalandskaber og muligheder for at hoppe i naturlige varme kilder med kropsvarmt boblende varmt vand direkte fra den islandske undergrund. 

Adia Victoria
Det er altid en fornøjelse, når man bliver blæst helt bagover af en kunstner, man aldrig har hørt om før. Sådan var det med amerikanske Adia Victoria, der med sin intense energi og hæse kraftfulde stemme sugede hele salen til sig. Victoria stammer fra Nashville, og det kan høres i musikken, der har et udpræget blues- og soulinspireret udtryk krydret med funky og sexet afropunk og country. Selv kalder hun sin stil for gotisk spøgelsesblues, og niveauet var fuldt på højde med forbilleder som Amy Winehouse, PJ Harvey og Loretta Lynn. 

Harpa
Reykjaviks helt igennem fantastiske koncerthus Harpa ligger hus til festivalens store koncerter, der finder sted i fire forskellige koncertsale. Harpa åbnede i 2011 og ligger placeret ved byens industrihavn lige ud til de dybe fjorde og snedækkede bjerge og har med sit indbydende og nuancerede design af Olafur Eliasson og Henning Larsen kostet det samme som DR's Koncerthus. Rent arkitektonisk er det dog klasser over, og akustikken indenfor og lyset udenfor er i verdensklasse.


PJ Harvey
Britiske Polly Jean Harvey lukkede og slukkede Airwaves med årets mest bjertagende koncert. PJ Harvey er lige nu ude på et triumftog af en turné med konceptalbummet "The Hope Six Demolition Project", der ligesom det forrige album "Let England Shake" i den grad sætter spørgsmålstegn ved tidens verdenspolitiske dagsorden med forebyggende anti-terrorangreb og krige i demokratiets hellige navn. Koncerten var en formfuldendt magtdemonstation, hvor det ti mand store orkester fremførte de nye sange så intenst, at samtlige numre fremstod som rene mesterværker fyldt med frustration, håb og politisk mod. Ren kuldegys, gåsehud og sug i maven.


Laugardalur
Bag det eksotiske navn gemmer sig Reykjaviks bedste udendørs pool-anlæg. Her kan man både svømme 50 meter-baner, tage dampbade, ligge i spa-bade og tage en tur i vandrutchebanen. Stedet bliver næsten udelukkende brugt af lokale indlændinge og er et langt bedre alternativ end den mere fashionable, dyre og overrendte Blå Lagune. Stedet kan især anbefales på skyfri aftner med måneskin i vandet eller solfyldte dage, hvor det dampende vand og de sneklædte bjerge i baggrunden giver associationer til skiferie i alperne. 

Mugison
Islandske Mugison har siden debuten i 2003 været en af de mest succesfulde musikere i hjemlandet og har også fået et stort og voksende publikum uden for lava-landet. Stilen er ren og rå folkblues og sømandsviser tilsat Mugisons særdeles kraftfulde dybe vokal, der denne aften mindede ganske meget om Tom Waits. Koncerten foregik i byens gamle frikirke, hvor man sidder bænket på smalle træborde, mens Jesus spejder ned på en fra altervæggen og rummet er lyst op af kæmpe kandelabre. Ren magi. 

Nattelivet
Selvom Reykjavik kun er på størrelse med Odense, har byen et både berømt og berygtet natteliv, som uden problemer kan måle sig med langt større udenlandske hovedstæder. Barene, klubberne og spillestederne er pakket med festglade folk fra det meste af verden, og stemningen er rowdy, crowdy og laissez-faire. Musikken byder på de nyeste og bedste toner inden for indie og electro, og når de sidste barer lukker ved 5-tiden, bliver man ofte inviteret til efterfester hjemme hos de lokale. 

Icelandair Stopover Buddies
Flyselskabet Icelandair var som hovedsponsor med til at grundlægge festivalen i 1999 og støtter i den grad musikken i landet ved at flyve bands gratis rundt i verden til diverse showcase-koncerter. Selskabet har også et sejt "Buddies" koncept, hvor man som passager med et stop-over i Island kan hooke op med en eller flere ansatte hos Icelandair, som så kvit og frit fungerer som ens lokale guide og buddy. Et glimrende koncept, hvor man som turist så kan opleve byen og landet med de lokales øjne og få opdaget alle de hemmelige steder, som kun de lokale kender til.

ANNONCE