Nyhed

Kan Crystal Castles sende publikum i eventyrland uden Alice?

Elektroduoen spiller den kommende uge to koncerter på dansk jord. Men hvad kan publikum forvente sig af den canadiske duo uden Alice Glass?

Når Crystal Castles i aften gæster Vega, bliver det for første gang på dansk jord uden Alice Glass. Den tidligere så karismatiske forsanger har ellers altid kendetegnet den canadiske duo med sin udadvendte punk-attitude, der har stået i skarp kontrast til Ethan Kaths mere nørdede manden-bag-knapperne-attitude.

Med sig har Ethan Kath i stedet den mere anonyme sangerinde Edith Frances, der debuterede på singlen Frail, og som har turneret med Crystal Castles siden de udkom med albummet Amnesty (l) i starten af 2016.

Andet og mere end et modefænomen
Da Crystal Castles sidst besøgte Danmark i 2013, fik de seks stjerner i GAFFA. Anmelder Ros Bolding roste især duoen for at supplere hinanden godt og levere en original koncert med noget på hjerte. Han skrev:


"Om man kan lide dem eller ej, så kan man ikke tage fra dem, at deres mildt sagt personlige blanding af synthpop, rave, computerspil og punk er en særegen størrelse, der gør Crystal Castles til andet og mere end et modefænomen – de her mennesker vil rent faktisk noget med deres musik."

Crystal Castles' opløsning
Hvad der fik den elektroniske synth-duo til at gå opløsning i slutningen af 2014, er der utallige spektulationer omkring. Den officielle forklaring kom fra Alice Glass, da hun den 8. oktober 2014 annoncerede på Twitter, at hun forlod Crystal Castles:

"Min kunst og selvudfoldelse har altid været et forsøg på at udvise oprigtighed, ærlighed og empati over for andre. Grundet en mængde årsager, både professionelle og personlige, føler jeg ikke længere, at dette er muligt med Crystal Castles."


Uofficielt gik der både rygter om et massivt misbrug af stoffer og voldsomme private uenigheder mellem Ethan Kath og Alice Glass. 

Elektro-fænomenet Guidance varmer op 
Nu er Crystal Castles tilbage i en ny konstellation med Edith Frances som frontfigur og forsanger. Sammen giver de to koncerter på dansk jord. Først den 24. oktober på Vega i København og derefter den 29. oktober på VoxHall i Aarhus. 

Som opvarmning til Crystals Castles' koncerter spiller det selverklærede future grunge-navn Guidance, der med egne ord skiftede Arizona ud med Los Angeles for at slippe for monotonien ved electropop. Bag Guidance står den elektroniske musiker Stefan Pruett, der blander synthlyde, beats og dance-elementer med grunge-æstetik, digitale sekvenser og live-instrumentering.


Du kan høre Crystal Castles nye sangerinde Edith Frances på nummeret Frail herunder. Der er fortsat billetter til Crystal Castles' koncerter på både Vega og VoxHall. Billetter til koncerten på VEGA kan købes med 20 procent rabat via GAFFA Plus lige her.

 

 

ANNONCE