Sidst i September udgav Bruce Springsteen sin kritikerroste selvbiografi – og er par uger efter var GAFFA blandt de inviterede medier, da rockikonet mødte pressen i London. Læs et uddrag fra den eksklusive seance her.
Sidst i september udgav Bruce Springsteen sin kritikerroste selvbiografi "Born to Run" – og er par uger efter var GAFFA blandt de inviterede medier, da rockikonet mødte pressen i London. Læs et uddrag fra den eksklusive seance her.
Bob Dylan, som du har udråbt til din landsfader, har lige modtaget Nobels Litteraturpris. Tror du, at det forbedrer eller forværrer dine chancer for at vinde næste år?
– Nej, jeg er færdig – det kommer ikke til at ske (griner, red.).
Mere seriøst: Mange mennesker var utilfredse med beslutningen og var overraskede, fordi de ikke mener, at sangskrivning er poesi i klassisk forstand. Ser du Dylan og dig selv som sangskrivere – eller er der ikke nogen forskel for dig?
– Stor forskel. Bob er helt sikkert poet. Jeg er en hårdtarbejdende journeyman, sådan ser jeg på det. Vi er formet af mange forskellige indflydelser, men i bogen kalder jeg ham mit lands far – og det er sådan, jeg har det med ham. Jeg hørte ikke Bob musik, før han kom i radioen, omkring 1965, for jeg var et produkt af Top 40-radio.
Like a Rolling Stone var en af de første ting jeg hørte; jeg var 15 år og boede i min lille by. Jeg tror, at det var første gang, som jeg skriver i bogen, at jeg hørte en version af mit land, som føltes rigtig håndgribelig og meget virkelig. Og det sendte mig af sted på min egen lille søgen efter, hvad jeg nu måtte have at sige. Han har haft så stor indflydelse…Bobs arbejde vil klinge og højt og klart, længe efter alle os andre er glemt.
Din egen far er en nøglefigur i bogen, og vi hører en masse om det vanskelige forhold mellem far og søn – noget, vi alle sammen kender noget til. Men skrev du bogen for, på en eller anden måde, at betale din gæld til ham?
– Nej, jeg startede ikke med den intention. Jeg tror, det var T-Bone Burnett, som engang sagde, af al rock’n’roll egentlig er en eller anden, som skriger ”hvorfor, far?!” Og det er bestemt sandt i mit tilfælde. Så snart jeg kom ind i skriveprocessen, vidste jeg, at det ville blive en stor del af bogen:
Han var en essentiel, formativ figur i mit liv. Og eftersom jeg på mange måder var en bums, som aldrig har haft et rigtigt arbejde i hele mit liv, iførte jeg mig i en vis forstand hans arbejdstøj.
Meget af det, jeg skabte på scenen, var en form for…var et stykke af min fars identitet. Man siger, at vi efterligner dem, hvis kærlighed vi ikke kan få – fordi det får os til at føle os tættere på dem. Det, vil jeg sige, er sandt i mit tilfælde.
Kan du, i få ord, forsøge at forklare Donald Trump for os?
– Det er der endnu ingen, der har været i stand til (griner, red.). I realiteten er det noget frygteligt, som er ved at ske i USA lige nu. I øjeblikket prøver han bogstaveligt talt at underminere hele den demokratiske proces. Det er faktisk temmelig skræmmende.
Vi hører i bogen, at dine koncerter også tjener som en form for beskyttelse mod den depression, som startede, da du var 32 år. Vil du sige, at rock’n’roll fungerer som en slags terapi?
– Åh ja, det er også en del af det. Jeg tænker altid, at der er et element af, at jeg har haft behov for at udmatte mig selv: Udmattelsen var min ven. For når jeg havde spillet så længe….så er man bare for træt til at være deprimeret, du ved.
Det kræver en vis energi at gennemgå al ukrudtet, finde den ene ting, som plager dig og så dvæle ved den resten af dagen.
Der er et element af katharsis i at spille. Der er et element, som afværger sindets tricks. Så det hærder dit indre, og du kommer ud med en meget solid fornemmelse af, hvem du er, og hvad du gør. Og det afværger meget af tvivlen på dig selv og den dér uproduktive stillen spørgsmålstegn, som kommer med depressionen.
Vi ældes alle sammen. Du ser tydeligvis væsentligt bedre ud end Keith Richards...men hvor længe kan du se dig selv blive ved med at give de her maratonkoncerter?
– Well, det er jeg ikke så sikker på! For mig ligner Keith en smuk helgen, såeh…(griner, red.). Men så længe jeg vil, du ved – rent fysisk har jeg det ikke så forskelligt fra, da jeg var i fyrrerne.
Faktisk har jeg det nok bedre i dag; eftersom du lærer at holde styr på din krop, for det er du nødt til for at være i stand til at gøre de ting, du gerne vil, når du bliver ældre. Jeg har ingen presserende problemer, som giver mig lyst til at sætte tempoet ned – så jeg bliver ved.
En længere udgave af artiklen følger inden længe
