Nyhed

Kom til Bowie-hyldestkoncert med blandt andre Nephew-medlemmer

I september hyldes legendariske David Bowie ved at fire kunstnere fortolker et udpluk af hans sange.

Lørdag den 17. september afholdes en David Bowie hyldestkoncert i Huset-Kbh. Her vil fire danske kunstnere fortolke Bowie-klassikere samt byde på egne numre. 

Blandt andet vil du kunne opleve sange som "Space Oddity", China Girl", "Warszawa", "Hallo Spaceboy", "Diamond Dogs" og "I'm Afraid Of Americans".

Endvidere vil DJ's Duch og Totem sørge for rette stemning før, mellem og efter koncerterne med musik af, naturligvis, David Bowie, men også kunstnere som Depeche Mode, The Cure, Kraftwerk, Eurythmics, Kate Bush, Nine Inch Nails, The Knife og mange flere.


De fire optrædende er som følger: 

Ras Bolding

Genremæssigt befinder Ras Bolding sig i en gråzone mellem synth, goth, electronica og punk. Til koncerten vil han være udstyret med fire årtiers synthesizere, håndspillet Commodore 64 og new wave-vokal. Der vil også være neonlys, røg, damp og trefarvet lasershow. Med sig bringer han yderligere Frøken Sort og Hvid, aka Lærke Lømmel på bas og Mie Møgunge på synth.


Lyt til nummeret "Load Error" her:

 


Neotek

Københavnske Neotek kombinerer elementer fra rendyrket ebm med navne som Front 242 og Nitzer Ebb med techno og rave som for eksempel hos The Prodigy. Der er tilmeld også lidt pletvis metal at spore. De er et af landets mest erfarne ebm-bands med rødder, der kan spores tilbage til 80’erne. Her er der tale om en energisk gruppe, der på scenen giver sig fuldt ud.

Se musikvideoen til nummeret "Alive" nedenunder:

 

True North

Selvom True North er et forholdsvis nyt navn, består gruppen af erfarne medlemmer, nemlig Kristian Riis og René Thalund fra Nephew. True North spiller elektronisk musik, men er heller ikke bange for strenge. Om sit forhold til arrangementet udtaler René Thalund følgende:

"Jeg har været kæmpefan af David Bowie siden 1980'erne, og har ovenikøbet haft æren af at møde ham personligt. Derfor er det naturligt at deltage i denne Tribute-aften. Jeg er spændt på de andre deltageres Bowie-fortolkninger, og glæder mig til at optræde med vores."

I mellemtiden kan du opleve de to herrer i Nephew-nummeret "Hjertestarter":


Techne

Techne er en ny dansk-norsk synthduo, der består af Lisa Lø og Ina Noire. I løbet af 2016 har gruppen gjort sig bemærket via en håndfuld demoer, som er blevet delt online, og som viser et talent for minimalistisk produceret, men kraftfuld og melodisk synthpop med stærke vokaler. Yderligere har de gjort sig bemærket på blandt andet dette års Fællestival. Musikalsk finder Techne inspiration i 80’ernes synth- og new wave-scener, med fokus på melodi og kolde synth-klange.

Lyt til nummeret "Echoes" her:

 

 

 

 

ANNONCE