Nyhed

Blondage udgiver ny single og annoncerer Danmarksturne

Den danske duo er klar med nyt materiale og en turne på programmet

Den danske elektropop-duo Blondage, tidligere kendt som Rangleklods og bestående af Esben Nørskov Andersen og Pernille Smith-Siversen, har i dag offentliggjort deres seneste udspil i form af singlen ”Stoned”. Dermed bliver nummeret opfølgeren til sidste års debut-ep ”Blondage”, hvorfra især ”Dive” skilte sig ud som et hit.  

Den elektroniske lyd er velbevaret i singlen, men dog måske med et knap så dystert udtryk, som ep'en lagde for dagen. Alt imens bevæger tematikken sig nu hen imod pigen ved poolen, som af sommeren og stemningen er ramt af en af Amors pile.

Pernille siger om udgivelsen: ”Der er den her rå skønhed ved at opleve en kærlighed, der er fremmed for dig til at starte med. Som en pige, der falder for en anden pige for første gang. Lyden, ordene og melodien passer så godt sammen. Når jeg hører det, er jeg der - som at kaste sig ud på dybt vand."


"Vokalerne blev indspillet, mens Pernille sad på gulvet pakket ind i tæpper, morgenen efter en bytur. Det var som om, omkvædet skrev sig selv. Sangen handler om at opleve kærlighed gennem en tåge, lidt som at se sig selv udefra. Alle, der betyder noget for dig, er lige der, og du har aldrig lyst til at tage afsted" fortæller Esben.

I forbindelse med single-udgivelsen har Blondage nu også løftet sløret for en Danmarksturne, der vil begynde i efteråret. I mellemtiden vil der fortsat blive udgivet nyt, lover duoen.

Blondage kan opleves følgende steder:


6. okt: Odense, Kulturmaskinen
7. okt: Esbjerg, Konfus
13. okt: Horsens, Kulisselageret
14. okt: Aarhus, Atlas
20. okt: Aalborg, Studenterhuset
21. okt: Vejle, Bygningen
27. okt: København, Vega

Lyt til "Stoned" her:


ANNONCE