Nyhed

Father John Misty og 23 andre nye navne til Roskilde Festival

Den karismatiske sanger og sangskriver er klar til at indtage Orange Scene

Roskilde Festival har netop offentliggjort 24 nye navne, blandt andre den karismatiske sanger og sangskriver Father John Misty, der er klar til at indtage Orange Scene, mens samba-fænomenet Elza Soares og den feministiske rapper Madame Gandhi spiller deres første koncerter i Danmark.

Blandt de syv danske offentliggørelser er The Rumour Said Fire, der snart udgiver deres første album i mere end fire år og legendariske Sort Sol, som inden længe udgiver deres første album i hele 14 år og leverer et særligt show med særligt inviterede gæster på scenen. Den endelige plakat afsløres i starten af april.

Father John Misty gav en meget rost koncert på Roskilde Festivals Avalon-scene i 2015, hvor GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen tildelte ham de maksimale seks stjerner. Hans tredje album under Father John Misty-navnet, "Pure Comedy", udkommer 7. april, og singleforløberne "Ballad of the Dying Man", "The Wildly Different Perspectives" og pladens titelnummer tyder på en mere tænksom og politisk reflekterende side af den tidligere mere humoristiske og flamboyante Father John Misty, der dog også var politisk på eksempelvis 2014-singlen "Bored in the USA". Avalon-teltet var proppet i 2015, men i år kan alle komme til at se Father John Misty, når han indtager Orange Scene.


Den 79-årige Elza Soares er en særdeles erfaren kvinde udi, med Roskilde Festivals ord, avantgarde-samba. Siden 1950’erne har hun sat et aftryk på brasiliansk musik med både sin musik og kamp mod social uretfærdighed. Hendes seneste album "A Mulher do Fim do Mundo" ("Woman at the End of the World") byder på en blanding af traditionelle brasilianske stilarter og støjrock.

Amerikanske Madame Gandhi byder på feministisk electro-rap, mens den 24-årige r&b-sangerinde Tinashe er stærkt på vej frem på den internationale popscene.

Britiske Bonobo skaber i øjeblikket opmærksomhed med sin organiske electronica, mens jamaicanske Popcaan fusionerer pop og dancehall på en måde, der har vakt opmærksomhed hos stjerner som Drake og Snoop Doog. Samtidig vil fans af tv-serien "Skam" genkende det norske navn Nils Bech, som for nylig fik opmærksomhed med sin fortolkning af julesalmen "O helga natt".


Syv af dagens 24 kunstnere er fra Danmark. The Rumour Said Fire udgiver deres tredje album i slutningen af april, og Sort Sol har netop afsluttet indspilningerne af et nyt album – gruppens første i 14 år – og vil levere et særligt show med særligt inviterede gæster på scenen.

Roskilde Festivals programchef Anders Wahrén siger:
"Father John Misty fejede totalt benene væk under dem, som oplevede ham i 2015. Så vi tror på, at han er i stand til at føje en helt ny dimension til oplevelsen, når han denne gang slår sig løs Orange Scene."

"Med navne som Elza Soares, Madame Gandhi og Popcaan har publikum nogle oplevelser i vente med markante kunstnere, som vi ikke har haft chancen for at opleve på vores breddegrader før. Det er ofte i den del af programmet, at publikum kan gå på opdagelse mellem scenerne og vende hjem fra festival med de allerstørste musikalske overraskelser.”


Disse kunstnere offentliggøres i dag til årets Roskilde Festival:
Father John Misty (US)
Elza Soares (BR)
Bonobo (UK)
Popcaan (JM)
Sort Sol (DK)
Tinashe (US)
A Day to Remember (US)
Boujeloud (DK)
Clams Casino (US)
Fatima Yamaha (NL)
Full of Hell (US)
Group Doueh & Cheveu (MA/FR)
András (AU)
KiNK feat. Rachel Row (BG)
Madame Gandhi (US)
Moon Duo (US)
Nils Bech (NO)
The Rumour Said Fire (DK)

Følgende kunstnere spiller på scenerne Countdown og Rising, som gennem festivalens første dage præsenterer de helt unge talenter:

Baest (DK)
Bjarki (IS)
Dør Nr. 13 (DK)
Franske Piger (DK)
Mechatok (DE)
School of X (DK)

Foo Fighters, The Weeknd, Arcade Fire, Solange, Lorde, Trentemøller, A Tribe Called Quest, G-Eazy, Moderat/Modeselektor, Blink-182 og Justice er blandt de øvrige navne, der er offentliggjort til sommerens Roskilde Festival. Den endelige plakat vil favne cirka 175 navne og offentliggøres i foråret.

Roskilde Festival finder sted fra lørdag 24. juni til lørdag 1. juli 2017.

ANNONCE