Nyhed

Guide: 11 essentielle udgivelser på Record Store Day

Så er det lige oppe over!

Så er det snart lørdag den 22. april og dermed Record Store Day. Dagen, som blev indført for 10 år siden for at støtte de allerede dengang trængte pladebutikker. På denne dag udsender pladeselskaberne specialudgivelser til pladebutikker over hele verden. Blandt de mange hundrede udgivelser har vi fundet 11 essentielle, som vi særligt vil anbefale. Da oplagene er små, tør vi dog ikke love, at du kan finde dem i lige netop din lokale pladebutik, men måske – vi krydser fingre!

Se en liste over samtlige udgivelser og deltagende pladebutikker her.

Aqua: Aquarium (20 års jubilæumsudgave på vinyl)


Hvem kan glemme, da de stod på diskoteksgulvet og dansede til Aquas "Barbie Girl"? Måske er du vokset op til denne slags 90'er-disco. Men det er svært ikke at trække på smilebåndet, når du tænker tilbage på den tid, og om ikke andet kan du lægge dine hænder på dette album og huske en svunden ungdomstid med disko, kys og kram.

Cocteau Twins: Four-Calendar Café (farvet dobbeltvinyl)

En ny udgave af den desværre hedengangne britiske dreampopgruppes næstsidste album, "Four-Calendar Café" fra 1993 er et must på Record Store Day. At lytte til Elizabeth Frasers drømmende stemme og Robin Guthries skarpe guitar er en god måde at bruge en aften.


The Cure: Greatest Hits (picture disc)

Selvom deres storhedstid var i 80'erne og start-90'erne, hvor de revolutionerede goth- og synthgenren, er de stadig aktive og gav en udsolgt og meget rost koncert i Forum i oktober 2016. The Cure har udgivet 13 album og mere end 30 singler siden debuten i 1978. Her får vi alle deres hits fra 1979-2001 på en dobbelt picture disc, blandt andet "Boys Don't Cry", "Why Can't I Be You" og "Friday I'm in Love".

Martin Hall: Randon Hold (vinyl)


Et af multikunstnerens absolutte hovedværker, udgivet i 1996, udkommer for første gang som vinylplade. Albummet er i den forbindelse blevet remastered af pladens oprindelige producer, Thomas Li. Vinyludgaven af albummet vil også indeholde download-koder, ligesom pladen vil være tilgængelig via digitale platforme som Spotify og iTunes.

Mew: Frengers (gennemsigtig vinyl)

Et af Mews absolutte hovedværker med sange som "Am I Wry? No", "156" og "Snow Brigade" – en klassiker, som ved udgivelsen i 2003 fik seks stjerner i GAFFA, udkommer på vinyl i 1500 eksemplarer. Et must!

Pink Floyd: Interstellar Overdrive (12-trommersingle med plakat)

Pink Floyd næsten ti minutter lange, instrumentale rumsang "Interstellar Overdrive" fra debutalbummet "The Piper At The Gates Of Dawn" – der til august fylder 50 år – udkommer nu i en næsten 15 minutter lang udgave. Stærkt anbefalesesværdig, hvis man er fan af gruppens tidlige, psykedeliske periode under ledelse af nu afdøde Syd Barrett.

Sia: Spotify Session (eksklusiv lp)

Den på én gang superpopulære og mystiske sangerinde har lavet en nedbarberet liveplade. Her får hendes stærke stemme plads uden den strømlinede produktion. Sange som "Bird Set Free" og "Space Between" bliver utroligt smukke og kraftfulde.

Sort Sol: Snakecharmer (rød vinyl)

De danske post-punk-legenders 16 år gamle og hidtil seneste studiealbum, hvis man fraregner soundtracket "Baby" fra 2003, udkommer på rød vinyl. En god opvarmning til det snarlige comebackalbum "Stor langsom stjerne", som er på gaden 19. maj.

The Smiths: The Boy With The Thorn In His Side (vinylsingle)

Singlen stammer fra The Smiths 1986-album "The Queen Is Dead" og kommer nu i en alternativ udgave.

Toto: Africa (12-tommer picture disc, formet som Afrika)

En sang, som de færreste ikke har hørt. Selvom den har mere end tre årtier på bagen, så holder det både drømmende og dansevenlige nummer stadig.

Venom: Black Metal (picture disc)

Hvis du ønsker at eje et stykke musikhistorie, er Venons "Black Metal" et must. Der var bandet, der brød reglerne i begyndelsen af ​​80'erne og var med til at lægge grunden for thrash metal. Albummets titel banede vejen for genren black metal, selv om denne genre endnu ikke var fuldt udviklet. Venom gav den dog det ekstra skub.

Se en liste over samtlige udgivelser og deltagende pladebutikker her.

 

 

 

ANNONCE