De satiriske toner er endnu engang tydelige at spotte
Father John Mistys seneste album hedder ”Pure Comedy”, hvor du finder satiriske under- og overtoner i teksterne. Musikvideoen til titelnummeret indeholder en åbenlys kritik af Donald Trump, og nu har singer-songwriteren netop delt en ny absurd video til nummeret ”Total Entertainment Forever”. Se den i bunden.
I videoen ser man George Washington i virtual reality-udstyr, der oplever en simulering, hvor Kurt Cobain, spillet af Macaulay Culkin, bliver korsfæstet af kapitalistiske fascister, som er klædt i gul og rød og minder om Ronald McDonald.
"Total Entertainment Forever" er instrueret af Four Gods and a Baby, der består af Adam Green, Thomas Bayne, Toby Goodshank og Macaulay Culkin.
Albummet ”Pure Comedy” blev tildelt tre stjerner af GAFFA-anmelder Finn P. Madsen, som forklarer, at den velfungerende satire drukner i balladesovs: ”Pure Comedys satiriske undertone er velfungerende et stykke hen ad vejen, mens den tykke balladesovs bliver alt for ensformig og tyktflydende i længden. Næste gang må Father John Misty godt spice op på den musikalske formel og give helheden lidt mere originalitet og variation”.
Father John Misty har netop spillet to anmelderroste koncerter på Coachella i Californien, hvilket virker lovende for hans optræden til dette års Roskilde Festival på Orange Scene.
Tilbage i 2004 bragte GAFFA i øvrigt en aprilsnar om, at Macauley Culkin skulle spille Kurt Cobain i en kommende film om Nirvana-legenden, en historie som Politiken og Yahoo i øvrigt tog for gode varer. Her 13 år efter er aprilsnaren så næsten blevet til virkelighed.
Se Kurt Cobain blive korsfæstet i den nye musikvideo lige her: