Nyhed

Nekrolog: Countrystjernen Glen Campbell er død, 81 år

Det er en af sværvægterne indenfor countrymusik, der i går lukkede øjnene for sidste gang hjemme i Nashville, efter i seks år at have kæmpet med sygdommen Alzheimers. Han huskes især for hittet Rhinestone Cowboy.

Der var ikke et øje tørt, da den store countrystjerne Glen Campbell gik på scenen og spillede signaturhittet Rhinestone Cowboy for sidste gang. Der var en sitrende fornemmelse i rummet, for det var et endegyldigt farvel, og scenen var den mest velvalgte, nemlig Grammy-festen i februar 2012.

Hele USA var fuldt på det rene med, at den farvelturné, der hermed tog sin afslutning, skyldtes, at den folkekære stjerne havde fået den frygtede Alzheimer-sygdom, og simpelthen blev nødt til at stoppe med at optræde. Sandheden var, at de første tegn allerede havde været der i et par år, og det går bare ikke, når du står på scenen, og akkorder og arrangementer, du tidligere kunne spille i søvne, er slettet fra hukommelsen. Så det var farvel, mens legen stadig var nogenlunde god.

Siden har nyhederne mest været kedelige, og for et år siden var den aldrende stjerne i en situation, hvor han ikke mere kunne kommunikere eller forstå, hvad der blev sagt. En sørgelig udgang for en mand, der ellers havde kommunikeret og levet livet med en energi, som er de få forundt.


Men hvem var så Glen Campbell?

Han var født ind i en musikalsk familie i Arkansas i 1936, og det var via Onkel Boo, at han lærte at spille på guitar, samt fik sit første job. Det var i 1954, og fra 1958 startede han sit eget band.

Campbell var en fantastisk guitarist, der havde haft den franske sigøjnerguitarist Django Reinhardt som forbillede – vel ikke ligefrem hverdagskost i Arkansas? – og fra 1960 blev han en del af gruppen The Champs i Los Angeles, men endnu vigtigere blev han del af de berømte studiemusikere, der under navnet The Wrecking Crew spillede på en lang række hits, der siden er blevet historiske. Prøv at slå dem op, og du vil blive rystet over omfanget af tidstypiske hits fra specielt 1960’erne, der havde netop de musikeres signatur!


Glen Campbell spillede her på numre med blandt andre Elvis Presley, Nat King Cole, Frank Sinatra, Phil Spector, Dean Martin, The Byrds og mange andre. Han turnerede med The Beach Boys, hvor han var stand-in for Brian Wilson(!) og var også en af musikerne på mesterværket Pet Sounds i 1966. Ligesom de fleste vel husker The Byrds og deres udgave af Bob Dylan-sangen Mr. Tambourine Man? Det var såmænd også Campbell, som kollegaen i Wrecking Crew, det ligeledes afdøde pianist-ikon, Leon Russell, ville omtale som "den bedste guitarist, jeg nogensinde har spillet med". Russell spillede som bekendt med Eric Clapton og alle de store! Det amerikanske musikblad Rolling Stone citerer her Leon Russell for følgende beskrivelse af Glen Campbells unikke evner i et studie:

"Den bedste guitarist, jeg har hørt både før og siden. Fra tid til anden ville vi spille med orkestre med 50 eller 60 mand. Hans indgang var, at han ikke kunne læse noder, så de ville bare spille det en gang for ham, og så kunne han det udenad!"

Han havde her allerede haft sit første hit under eget navn. Og de følgende år markerede han sig mere og mere som soloartist og vandt sin første Grammy i 1967 for Gentle on My Mind, ligesom han vandt det følgende år for albummet By The Time I Get To Phoenix. Et andet skelsættende hit fra den tid var Wichita Lineman.


Samtidig begyndte Glen Campbell at medvirke i film som skuespiller. Det var på den tid, at amerikanerne fik et fast forhold til ham gennem sit berømte første tv-show, hvor han til fulde udnyttede de mange forbindelser til stjernerne, han via sit arbejde som studiemusiker havde mødt, og den enorme respekt alle havde for ham og hans kunnen som sanger og guitarist. De var fra øverste hylde og inkluderede Neil Diamond, Linda Ronstadt, Johnny Cash, Willie Nelson og mange andre. Ja, sågar The Beatles.

Hans show blev lukket ned af CBS i 1972, men det var bare begyndelsen på en tv-karriere, der bød på mange såkaldte ”specials”, ligesom han konstant var gæst på alle de mest populære talkshow-programmer, blandt andre Johnny Carson’s The Tonight Show, ligesom det var i de år, at hans monsterhit, Rhinestone Cowboy, kom. Egentlig et nummer, han havde hørt på en turné til Australien, men i Campbells version solgte den 2 millioner eksemplarer og er et af de numre, der kom til at definere 1970’erne for mange i specielt USA.

Glen Campbell fortsatte med flittigt at udgive musik, ligesom han gjorde meget for at føre andre stjerner frem, og blandt dem, der er rigtigt taknemmelige, er folk som den nuværende superstjerne Keith Urban. I 2005 blev han medlem af countrymusikkens Hall Of Fame, ligesom der vankede en fortjent tur ind i musikernes Hall Of Fame som del af The Wrecking Crew, de gamle studiemusikere fra den gyldne æra i Los Angeles. Og i 2012 blev han sammen med blandt andre The Allman Brothers Band og Diana Ross tildelt årets Grammy Lifetime Achievement Award.

Han var her allerede begyndt sin lidet misundelsesværdige tur ind i glemslen. Og selv om der ikke skal spekuleres i en diagnose her, så levede Glen Campbell sit offentlige liv for fuld skrue og tog en kæmpebid af, hvad livet kunne tilbyde. Fire ægteskaber og adskillige ture ind i rehab for både alkoholisme og hang til stoffer var bare nogle af pejlemærkerne.

Alligevel er det først og fremmest musikken og stemmen, der står tilbage, og som i dag får mange i specielt hjemlandet til at føle, at det er farvel til en æra, at Glen Campbell nu skal omtales i datid.

 

GLEN CAMPBELL – 1936-2017 – ÆRET VÆRE HANS MINDE.

 

 

ANNONCE