Nyhed

Årets mest læste anmeldelser

GAFFA.dk - Alt om musik

I går gjaldt det de mest læste nyheder, og i dag præsenterer vi de anmeldelser, der har vakt størst interesse hos vores læsere i 2017.

GAFFA anmelder enormt mange kunstnere hvert eneste år – både på livefronten og i forbindelse med nye udgivelser. Og 2017 har naturligvis ikke været nogen undtagelse. Anmelderi er ofte noget, der kan skabe enorm debat, for som bekendt er anmeldelser per definition en subjektiv størrelse. Ikke desto mindre er vores læsere stadig meget interesserede i, hvad vores anmeldere mener – og for det er vi evigt taknemmelige. Selvfølgelig er der dog nogle optrædener og udgivelser, der vækker større interesse end andre, og her kan du se vores top ti over de anmeldelser, som du og resten af vores læserskare klikkede mest på i løbet af det forgangne år. Vi starter med tiendepladsen:

10) Metallica i ujævnt trav mod toppen 


Den 3. februar gæstede et af verdens største metalbands Royal Arena i København, og deres popularitet i Danmark er ikke til at tage fejl af. Om det skyldes den danske forbindelse, eller blot det faktum, at de har været med til at præge genren med fantastiske udgivelser og koncerter siden 1981 er uvist. Måske er der tale om en blanding. Uanset hvad kan du læse Keld Broksøs anmeldese her. 

9) Helmig hittede i semi-hipsterland

Der var mange faste NorthSide-gængere, der rynkede på næsen, da den aarhusianske folkehelt Thomas Helmig blev offentliggjort som et af hovednavnene på festivalens 2017-program. Alligevel formåede Helmigs præstation at printe sig ind på nethinden hos mangt en cocktaildrikkende og østersspisende Northsider, og han formåede at skabe en helt særlig stemning i Ådalen. Læs Ole Rosenstand Svidts anmeldelse her. 


8) Storartede Stones levede fuldt op til sig selv

Ligesom med Metallica har The Rolling Stones et fast greb om det danske publikum, og de viste stort format, da de gæstede Parken den 3. oktober. Få har formået at holde gang i karrieren på samme måde som Jagger og co., og selvom bagkataloget efterhånden er forudsigeligt i koncertsammenhæng, så formåede legenderne at imponere vores anmelder. Læs Espen Strunks vurdering af koncerten her. 

7) Musiker fælder anmelder i næsten bogstavelig forstand


2017 var for alvor året, hvor den unge sønderjyde med den mørke røst gjorde sig positivt bemærket. Han kom ud af absolut ingenting, og pludselig spillede Jacob Dinesen og hans band for udsolgte huse i hele landet. Han imponerede det danske publikum, og anmelderne stod i kø med lovprisninger. Vores dom over hans hjemmebanekoncert på Tønder Festival er ingen undtagelse, og du kan læse Ole Rosenstand Svidts take på Dinesen her

6) Længe ventet og lige lovlig langstrakt

Guns 'n Roses er endnu et af de helt store rocknavne, der har sneget sig ind på vores liste. I juni kiggede de forbi Parken med hele udtrækket ved deres comeback-koncert. En tre timer lang maratonoplevelse for 48.000 ekstatiske fans, der både bød på pletskud og forbiere ifølge vores anmelder. Læs hvordan Espen Strunk oplevede rockernes genkomst her. 

5) Tysk metalmaskine på højryk

Godstoget Rammstein ramte Fængslet i Horsens med 150 kilometer i timen den 26. maj i år og placerer sig på femtepladsen over årets mest læste anmeldelser. I mange år har de fascineret og forarget med deres balanceren omkring den politiske korrekhed, og måske netop derfor har de opnået så stor succes. Rammstein er alt det, der ikke bliver talt om, men alligevel ligger på grænsen af alles læber, som GAFFA-anmelder Simon Nielsen skrev. Læs hans dom her. 

4) Efter regnen, afdæmpet orkan

Der var stor dramatik om Frank Oceans optræden ved dette års NorthSide Festival. Flere aflyste shows forinden efterlod fans i dyb spænding og uvished om, hvorvidt den geniale festivalbooking kunne følges til dørs. Miraklet skete dog, og Ocean leverede ifølge vores anmelder en fornem præstation. Alligevel var det en koncert, der delte vandene grundet en eksperimenterende performance. Læs Ole Rosenstand Svidts anmeldelse her

3) Der er ingen som Radiohead

Endnu en NorthSide-koncert markerer sig på vores mest læste-liste. Tredjepladsen går til rockgiganterne fra Radiohead, der gæstede Ådalen den 12. juni. Trods urimelige vejrforhold stod Thom Yorke og co. distancen og levede ifølge vores anmelder op til de høje forventninger. Himlen åbnede sig, og regnen væltede ned over de trofaste fans. Flere måtte give fortabt, men dem der blev, fik smæk for skillingen. Læs Simon Nielsens anmeldelse af Radiohead her. 

2) Bas-Ida skal holde sig til bassen

På andenpladsen og som den eneste albumanmeldelse i flokken finder vi en dansker, der i mange år har stået i skyggen af ikonet Prince som hans faste bassist. Ida Nielsen prøvede i 2017 kræfter med en soloudgivelse for tredje gang, og selvom hun er bedst kendt for sine mad skills i Prince-sammenhæng, var GAFFAs læsere alligevel ektremt nysgerrige på hendes egen formåen solo. Læs Sara Elisabeth Nedergaards anmeldelse af albummet her

1) Volbeat peakede i Parken

Vi skal da ellers lige love for, at der kom tryk på kedlerne, da det kom frem, at Volbeat var lidt for selektive i deres anmelderakkrediteringer ved den længe ventede august-koncert i Parken. Det var lige ved at ende i et fælles anmelder-boykot, men uanfægtet den situation, eller måske netop derfor, er Volbeat altså strøget ind på førstepladsen over mest læste anmeldelser på gaffa.dk i 2017. Vores anmelder kvitterede med topkarakter, og du kan læse Keld Broksøs dom over den omdiskuterede koncert her

 

ANNONCE