Nyhed

Thomas Helmig giver fængselskoncert

GAFFA.dk – alt om musik

Fredag den 29. juni 2018 rykker Thomas Helmig i fængsel, når han giver koncert i de historiske rammer i fængselsgården ved Fængslet i Horsens.

Med på scenen har han sit faste band alias Claes Antonsen (trommer), Jacob Andersen (slagtøj), Christian Douglas (bas), Poul Reimann (keyboard), Søren Runge (keyboard) og Emil Falk (guitar).

Koncerterne vil byde på såvel spritnye sange som en stribe af Helmigs mange klassikere.

Billetsalget er gået i gang.

GAFFA anmeldte senest Helmig på NorthSide 2017, hvor vi uddelte fire stjerner og blandt andet skrev:
 
"Han strutter af selvtillid: 'Det bliver fedt, det her. Jeg sætter mig bag rattet, og så kører vi den hjem sammen.' Det er også det, der sker. Der bliver ikke taget chancer, men spillet hit på hit på hit, mest på dansk, og folk skråler med af fulde hals."
 
Thomas Helmig arbejder for tiden på sit 16. studiealbum, efterfølgeren til "Kh Helmig" fra 2013. Udspillet ventes ude inden næste forår, hvor Helmig giver fire store, forlængst udsolgte indendørs koncerter, og i maj udgav han singleforløberen "Saml det op".
 
Helmig har også for nylig offentliggjort koncerter på Esbjerg Rock Festival 2018 og til Fyrværkerifestivalen i Viborg 2018.
 
ANNONCE