Total forvirring plagede årets Oscar-uddeling, men ikke på musikfronten
Billede fra filmplakaten til La La Land
Der var tumult og overraskelser, da verdens mest prominente awardshow The Oscars løb over stablen natten til mandag. I den allersidste prisoverrækkelse gik der nemlig ged i rækkefølgen, og "La La Land" blev annonceret som den store vinder, men dette måtte lige pludselig trækkes tilbage, da det viste sig egentlig at være "Moonlight", der løb med den fornemme sidste pris som årets film. Hermed er grundstenen lagt, for det mange har kaldt et af de mest skandaløse Oscar-øjeblikke nogensinde.
I denne sammenhæng skulle der dog også uddeles priser i kategorien bedste musikalske score og bedste sang, og her glimtede overraskelserne ved deres fravær. Uden at vække den store sensation gik begge priser til Damien Chazelles moderne musical "La La Land", hvor Justin Hurwitz først tog imod prisen for kompositionerne for lige efter at skulle hives op igen som medskriver på sangen ”City of Stars”, som tog titlen som årets filmsang. I filmen synges den af hovedrolleindehavnerne Ryan Gosling og Emma Stone.
Mange havde spået "La La Land" til at løbe hjem med lige præcis disse priser, og filmen var da også i konkurrence mod sig selv, eftersom både ”City of Stars” og ”To the Fools who Dream” var nominerede i sang-kategorien. De andre konkurrenter i kategorien var bl. a. Sting med den akustiske ”Empty Chair” og Justoin Timberlakes ”Can’t stop the Feeling” til filmen ”Trolls” der sigende nok i slutningen af december af magasinet Rolling Stone blev kåret til en af årets dårligste sange, sammen med Lukas Grahams ”7 Years”.
Men det var altså "La La Land", der løb med priserne, og det behøver heller ikke nødvendigvis overraske de fleste, hvis man gør sig lidt bekendt med instruktøren Damien Chazelles bagkatalog. Ud over at være den yngste instruktør nogensinde til at vinde prisen som årets instruktør, er han også selv uddannet jazztrommeslager, og hans første to film vedrørte også musikken. ”Guy and Madeline on a Park Bench” var en musical i tosom miniatureformat, og ”Whiplash” var en film om netop en jazztrommeslager, der i høj grad var bygget op omkring Chazelles egne oplevelser i branchen.
På trods af den totale forvirring ved slutningen kan "La La Land"-crewet være ganske tilfredse med Oscar-høsten, da de hev hele syv statuetter hjem.